Protestunderskrifter til forsvarsminister

Christianialoven ventes vedtaget i dag. Forinden overrækkes 30.000 underskrifter i protest mod loven til forsvarsminister Søren Gade (V).

Tirsdag klokken 11 afleverer Christianias unge 30.000 nye underskrifter til forsvarsminister Søren Gade (V) i protest mod normaliseringsplanerne for Fristaden. Ministeren har indvilget i personligt at modtage underskrifterne foran Forsvarsministeriet.

Med de 30.000 nye underskrifter har i alt 86.000 nu skrevet under på, at de synes, det er en dårlig ide at røre ved Christiania.

Men et bredt flertal på Christiansborg - fra SF til Dansk Folkeparti - ventes i dag at stemme den nye christianialov igennem, der i løbet af få år vil betyde, at Fristadens beboere skal betale husleje, at der skal rives huse ned, og at der skal stilles samme krav om overholdelse af eksempelvis planloven som til alle andre borgere i Danmark.

Flertallet er opnået, fordi regeringen har lovet at undersøge christianitternes ønske om, at en fond fremover skal eje og styre Christiania, på lige fod med andre løsningsmodeller.

Samtidig med at der skal trykkes på knapper i Folketingssalen, har initiativet Forsvar Christiania, en gruppe, der består af bl.a. christianitter og aktivister fra det autonome miljø, bebudet en såkaldt aktionsdag, hvor »et sted i København vil blive normaliseret«.

Desuden vil initiativet aktionere og gå på gaden, som det hedder i en pressemeddelelse. Det sker for at vise utilfredsheden med lovforslagets gennemførelse.

carsten.christensen@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen