Frivillige besøger sygehuspatienter

Frivillige besøgsvenner på amtssygehusene i Glostrup og Herlev skal være med til at mindske ensomheden hos sygehuspatienter. Edith Herand er en af de frivillige, der skal sidde ved sengekanten.

Det kan være ensomt, skræmmende og forvirrende at være indlagt på hospitalet.

Specielt for de patienter, der ikke har nogen pårørende, der kigger forbi for at give støtte, lytte eller bare være der.

Derfor indfører Dansk Røde Kors i samarbejde med Københavns Amt nu en ordning på udvalgte afdelinger på amtssygehusene i Glostrup og Herlev, hvor frivillige besøgsvenner vil kigge forbi og tilbringe nogle timer sammen med de patienter, der ønsker det.

Ordningen skal være med til at gøre hospitalsopholdet mindre ensomt og give patienterne mulighed for at tale med mennesker, der ikke er ansat på afdelingen.

At gøre en forskel

Hun har haft et sygt barn. Hun har siddet ved sengekanten på hospitalet i tre år, og hun har været ved sine forældres side under deres sygdom. Edith Herand har oplevet på egen krop, hvor vigtigt det er, at der er nogen at tale med og støtte sig til, når helbredet går ned, og en indlæggelse er nødvendig. Derfor har hun har meldt sig som frivillig i patientstøtteordningen. Hun har afsat fire timer ugentligt til at besøge patienter på Amtssygehuset i Glostrup, og hun har med egne ord høje tanker om sin mission.

»Det lyder måske banalt, men jeg tror, at jeg kan gøre en forskel. Det handler om nærvær, glæde og tryghed. Og det kan jeg give ved at være til stede. Jeg kan lytte, hjælpe med praktiske ting eller bare sidde ved sengekanten,« siger Edith Herand.

Hun har stor respekt for det arbejde, personalet på afdelingerne udfører, men mener, der er vigtige ting i helbredelsesprocessen, lægerne og plejepersonalet ikke har tid til i det daglige.

»De tager vare på det medicinske og det fysiske, men jeg tror på, at mennesket er en helhed, der heler hurtigere, hvis der også bliver taget hensyn til det psykologiske og medmenneskelige,« siger hun.

Nogen der lytter

Frivilligordningen på amtssygehusene i Glostrup og Herlev blev åbnet officielt i går, men lignende ordninger har i længere tid kørt på Hillerød Sygehus og Århus Amtssygehus. Det er de gode erfaringer herfra, der har fået Københavns Amt til at gå ind i projektet.

Også hos Dansk Røde Kors er der begejstring over, at antallet af sygehuse med en patientstøtteordning nu fordobles fra to til fire sygehuse.

»Jeg tror, det betyder utrolig meget, at man føler, der er nogen, der lytter, når man er indlagt. Patienterne kan meget nemt komme til at føle sig fremmedgjorte på et hospital. Den følelse kan tilstedeværelsen af de frivillige være med til at afhjælpe,« siger generalsekretær i Dansk Røde Kors Jørgen Poulsen.

I præstens fodspor

Mogens Kaasgaard er sygehuspræst på Amtssygehuset i Glostrup. Ud over at tage sig af kirkelige begivenheder på sygehuset fungerer han også som sjælesørger for de patienter, der ønsker det.

Han er enig i, at mange patienter har brug for og glæde af at tale med en udefrakommende person, der ikke har noget med deres fysiske helbredelse at gøre.

Selv om de to sygehuspræster på sygehuset bruger meget tid på at tale med patienter, der har brug for det, har de ikke mulighed for at komme rundt til alle, der føler sig ensomme. Derfor støtter Mogens Kaasgaard frivilligordningen.

»Så længe de frivillige accepterer patienternes grænser, synes jeg, ideen er god. Desuden oplever jeg af og til, at patienterne gør sig forestillinger om, at man skal være meget troende for at gøre sig fortjent til at tale med en præst. Derfor kan det i visse tilfælde være en fordel, at de frivillige ikke har den faglige identitet, men blot er et helt almindeligt menneske,« siger Mogens Kaasgaard.

maj.munk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen