Prostitutionen er blevet mindre synlig

Politiet på Halmtorvet har de seneste måneder kortlagt prostitutionsmiljøet og fundet færre massageklinikker end formodet. Kun få kvinder henvender sig til Stop Kvindehandel, der blev oprettet af regeringen sidste år.

Antallet af massageklinikker med prostituerede på Vesterbro ser ud til at være langt mindre, end politiet i første omgang troede. I stedet bruger de prostituerede og deres kunder sms-beskeder og internettet, når et møde skal aftales, og mødet foregår derefter privat hos den prostituerede.

En omfattende registrering af samtlige kendte massageklinikker og adresser, som kriminalpolitiet på Station City på Halmtorvet foretog i marts og april, viser, at der på opgørelsestidspunktet var 43 massageklinikker i området, der tæller Vesterbro, Indre By og Valby, hvor der traditionelt har været mange massageklinikker.

Mindre problem end ventet

»Vi havde en formodning om, at der ville være klinikker på de 101 adresser, vi har besøgt, men der var altså kun 43. Derfor må vi sige, at vi har konstateret, at problemet var mindre end forventet. Noget af markedet er i hvert fald mere usynligt,« siger kriminalinspektør Per Leo Jepsen, Station City.

Politiet vurderer også, at bordellerne er flyttet til andre kommuner eller bydele, fordi den prostituerede har fundet bedre og billigere lokaler.

I forbindelse med registreringen fandt politiet ni udenlandske kvinder, der opholdt sig ulovligt i Danmark og efterfølgende er blevet udvist. Ifølge Per Leo Jepsen fandt politiet mange andre udenlandske kvinder i prostitutionsmiljøet, men de var her alle på lovligt ophold - typisk fordi de har indgået proformaægteskaber med danske mænd.

Ledelsen hos Københavns Politi besluttede i fjor at sætte fokus på prostitutionsområdet blandt andet for at få et overblik over antallet af massageklinikker, og hvor mange kvinder der var ofre for kvindehandel i den danske hovedstad.

»Kortlægningen skal bruges til at gå efter kriminaliteten i miljøet og få en bedre kontrol med området, end vi hidtil har haft,« siger Per Leo Jepsen.

100 klinikker i hovedstaden

Politiet mener, at der findes ca. 100 massageklinikker i hele hovedstaden, og det passer godt med en kortlægning, som Stop Kvindehandel har foretaget gennem de seneste måneder. Centeret, der er nedsat som et led i regeringens handleplan mod handlen med kvinder, har opsøgt 93 bordeller i København og på Frederiksberg, men vurderer, at der reelt er flere.

»Der dukker hele tiden nye op, og andre forsvinder. Vi må konstatere, at billedet ændrer sig fra uge til uge,« siger centerleder Trine Lund-Jensen.

Institutionen tilbyder bl.a. udenlandske prostituerede, der er ofre for kvindehandel, 15 dages sikret ophold, før de sendes tilbage til hjemlandet.

I den tid forsøger Stop Kvindehandel at etablere kontakt med humanitære organisationer i hjemlandet, så kvinderne kan hjælpes ud af prostitution.

Men på et halvt år er der kun ni kvinder, der har taget imod tilbuddet - heraf kun én i år.

Færre på gaden

Stop Kvindehandel konstaterer også, at antallet af gadeprostituerede er faldende.

»Kvinderne har fået mobiltelefoner, og det er blevet relativt simpelt at lave en hjemmeside. Derfor kan de trække sig tilbage fra gaden, så snart de har oparbejdet en lille kundekreds. Så foregår kontakten via internettet og mobiltelefoner,« siger Trine Lund-Jensen.

Ifølge de seneste tal fra Reden er der omkring 300 gadeprostituerede i København. Til gengæld mener politiet, at færre af dem er narkoprostituerede, der i høj grad er blevet udkonkurreret af kvinder fra Østeuropa.

carsten.christensen@jp.dk

eva.plesner@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen