Frygt for flugt fra sygehuse

Sygehusplanen kan føre til mangel på specialiseret arbejdskraft, advarer fagforbundet FTF Hovedstaden.

De ændringer i hospitalsstrukturen, som den nye sygehusplan lægger op til, risikerer at sende medarbejdere på flugt. Det frygter hovedstadens afdeling af FTF, fagforbundet for 450.000 offentligt og privat ansatte.

I et høringssvar til Region Hovedstaden kritiserer FTF, at sygehusplanen skaber utryghed for de ansatte, som ikke ved, hvad fremtiden bringer.

Bliver deres afdeling lukket, eller skal de være forberedte på at flytte til en anden del af regionen for at kunne beholde deres job?

Spørgsmål som disse skaber ifølge formand for FTF Hovedstaden Alice Linning et dårligt arbejdsmiljø og giver risiko for mindre produktivitet.

»Man kan ikke lade medarbejdere gå i uvished og vente på, hvad der konkret skal ske. Vi ved fra tidligere, at når man flytter rundt på afdelinger og lægger dem sammen, begynder personalet at se sig om efter andre jobmuligheder,« siger hun.

Forringet behandling

Og det bliver især et problem i de tilfælde, hvor medarbejderne er højt specialiserede og ikke umiddelbart kan erstattes af nye, mener Alice Linning.

Som eksempel peger hun på Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk, der i sygehusplanen foreslås flyttet til Glostrup Hospital. I Hornbæk er personalet specialuddannet i at tage sig af patienter med rygmarvsskader typisk efter trafikuheld.

»Man kan ikke forvente, at medarbejderne vil flytte med til Glostrup. Mange vil søge andre job i nærheden frem for at bruge lang tid i bil eller offentlig transport. Det vil medføre tab af ekspertise og i sidste ende give patienten en forringet behandling og en dårligere velfærd,« siger Alice Linning.

En reel frygt

Fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Rigshospitalet, herunder Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk, Lonnie Rasmussen bakker Alice Linning op.

»Det bliver en udfordring at fastholde personalet, hvis klinikken flytter til Glostrup. Lige så snart det bliver for usikkert, begynder sygeplejerskerne at lede efter noget andet. Vi kan jo nemt finde nyt arbejde,« siger hun.

I Patientforeningen Danmark kalder formand Torben Gudmundsson fagforbundets kritik for en reel frygt.

»I første omgang handler frygten om personaleflugt, i anden omgang kommer den til at ramme patienterne, som risikerer ikke at få den optimale behandling. Der er i forvejen personalemangel i sygehussektoren, og hvis det fortsætter, vil der ske en yderligere nedgradering af det niveau, vi har i dag,« siger han.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Region Hovedstaden, da regionens embedsmænd og politikere først skal gennemse de ca. 120 indkomne høringssvar til sygehusplanen, før de ønsker at kommentere enkelte svar, oplyser pressekonsulent Kristjan Jørgensen.

maria.lutzen@jp.dk

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen