Normalisering?

Samfundets utilpassede forfølges af ordet normalisering, som hylder harmoniseringen, mener dagens kronikør.

Foråret er på vej. Solen skinner fra en dybblå himmel over Kongens København. Kirsebærtræerne er ved at springe ud, og alt ånder af fred og idyl. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men for få dage siden var Nørrebro på den anden ende. Der herskede civil ulydighed og på det nærmeste borgerkrigslignende tilstande. Nørrebro er nu ved at normalisere sig.

Handlen er ligesom trafikken livlig igen. De mentale tømmermænd er ved at fortone sig, og det er blot de brutale ar i asfalten, der vidner om, at nattehimlen for kort tid siden var dækket af flammer og flyvende brosten. Ungdomshuset er revet ned. Tilbage står en tom grund dækket af blomster, mens det politiske graffitisymbol 69 til stadighed toner frem i bybilledet og vidner om, at ånden ikke er død, og at den kulturpolitiske kamp fortsætter.

Harmonisering

I den seneste tid har et særligt ord floreret blandt politikere i landets medier. Ordet normalisering er blevet en fast kliché, når det gælder samfundets tilsyneladende utilpassede. Det være sig Ungdomshuset, Christiania eller andre af samfundets subkulturer.

De første gange man hører ordet, studser man over det, fordi det har en grå skygge hængende over sig.

Normalisering? Et åndløst ord, der vidner om mangel på fantasi og karakter, måske fordi det mest af alt minder os om det middelmådige eller det gennemsnitlige. Men efterhånden som det går op for én, at ordet i højere grad indgår i en politisk retorik, der hylder det normale frem for det anderledes og det velkendte frem for det alternative, giver ordet associationer til regimer, som vi normalt ikke ynder at sammenligne os med. Nemlig stater, der definerer, hvad der er godt for folket, og hvilke elementer man bør eliminere Undskyld, jeg mener selvfølgelig harmonisere.

Et alternativ mistet

Når ordet er blevet så populært på det seneste, handler det om den kulturkamp, der har sneget sig ind i dansk politik og i særdeleshed kommunalpolitik. Som borger i København tænker man umiddelbart over det meningsløse i nedrivningen af Ungdomshuset og de enorme ressourcer, der er blevet brugt til ingens verdens nytte.

København mistede et anderledes kultur- og musikhus, og hvad fik vi til gengæld? En regning på 2,6 mio. kr. for oprydningen og en ekstrem religiøs sekt, der bogstaveligt talt fører et korstog mod de syndige og de anderledes tænkende i byen.

Eller som sektens egen leder har udtrykt det: »Vi sejrede over Ungdomshuset, næste gang er det de homoseksuelles tur.«

Dette er alternativet til det ungdomshus, som relativt få havde hørt om før urolighederne. Nu er det gået galt. Huset er væk. Rigtig mange unge har mistet et af de få steder, der virkelig var et alternativ til Københavns Kommunens ungdomstilbud.

I kampens hede og i de gensidige beskyldninger mellem politi, politikere og demonstranter har man glemt sagens omdrejningspunkt. Skal der være plads til, at unge har et fristed som et alternativ til byens mere autoriserede diskoteker og musiksteder?

Politikerne snakker ikke længere om, hvad man har mistet. Kun om hvad man er blevet fri for. Man har mistet et hus, der rummede verdensnavne som Björk og Nick Cave såvel som undergrunden i musikmiljøet. Et hus for musik, teater, nycirkus, mad til fattige og meget mere.

Politikerne har mistet evnen til at se det smukke i det, der ikke ligner alt andet, og det er vel netop politikernes og demokratiets vigtigste opgave at rumme det, man ikke nødvendigvis selv synes om.

Endnu mere besynderlig har retorikken omkring de unges reaktioner på nedrivningen af Ungdomshuset været.

At nedrivningen har været en katalysator for de unges vrede kan vel ikke komme bag på selv den mest naive politiker. At unge reagerer via deres følelser er jo et historisk faktum. Reaktioner, der er så voldsomme, og som mange tager afstand fra, også undertegnede, kommer oftest som en reaktion på afmagt over for et samfund, der uden nogen særlig begrundelse fjerner en vital værdi for, i denne sammenhæng, en marginaliseret samfundsgruppe.

Alene af den grund giver salget af det hus, man først havde foræret de unge, ingen mening. Her må vi, når al snak om de voldelige unge og de ansvarsfulde myndigheder fortoner sig, appellere til et lidt mere nuanceret billede af virkeligheden.

Når jeg tager fat på denne problematik, handler det ikke kun om Ungdomshuset eller Christiania for den sags skyld. Det handler om en kulturkamp, ja man fristes til at sige en værdikamp, der efter min mening langsomt udvander nogle af de fundamentale værdier, som vi har i samfundet. Der er ved at ske et skred i vores forståelse af demokratiet. Det er jo godt at have demokrati, så længe vi er enige. Spørgsmålet er, om vi kan leve op til det, når vores tolerance kommer på prøve.

Hvad er demokrati?

Vi er stolte af at leve i et land, der bekender sig til demokratiet, men engang imellem må vi stille os selv spørgsmålet, hvad demokrati egentlig er for en størrelse. Det kan man skrive uendelige afhandlinger om, men et kort bud kunne være et samfund, der rummer en mangfoldighed af meninger. Et samfund, der lovgiver efter flertallet med hensyntagen til minoriteter og mindretal. Et samfund, hvor den enkelte borger kan leve i fred på trods af religion, køn og hudfarve. Et samfund med pressefrihed, og hvor pressen er uafhængig af politiske partier eller økonomiske magtfaktorer. Et samfund, hvor der er en klar skillelinje mellem den lovgivende og den udøvende magt. Mellem meningsdannere og meningsfortolkere. Det er endvidere et samfund, hvor pressen forholder sig til virkeligheden og ikke den tilsyneladende politiske virkelighed eller den ønskværdige virkelighed eller den bedst sælgende virkelighed.

Det er som om, at grænserne mellem disse principper langsomt er ved at udviskes i dagens Danmark. Når politi, politikere og presse side om side iscenesætter virkeligheden og er overraskende enige om denne virkelighed, vil mange have tilliden og troen på, at det nok også er virkeligheden. Andre vil måske være skeptiske, sætte spørgsmålstegn ved en sådan alliance og påpege, at det i højere grad bliver sværere at få et nuanceret billede af begivenhederne.

Christianias tur

For mange af os, der arbejder på Nørrebro, og som ikke har et særligt tilhørsforhold til Ungdomshuset, har det undret, at store dele af særligt den elektroniske presse ikke dækker de massive fredelige demonstrationer med mange tusinde demonstranter, men kun er der, når 200 unge kaster med sten og bygger bål i gaderne. Det er ærgerligt, men ikke så mærkeligt, at nogle af de unge vælger denne metode, hvis det er den eneste måde, de kan blive hørt på.

Ungdomshuset kunne være blevet stående i mange år endnu uden at have trukket de store overskrifter, hvis bare det ikke lige havde været for normaliseringen af vores samfund.

Nu er turen for alvor kommet til Christiania. Københavns største turistattraktion, måske lige bortset fra Den Lille Havfrue og Tivoli.

Lad os endelig fjerne endnu en succes uden grund, så vi kan få plads til de almindeligt friserede, særligt tolerante og mere normalt tænkende borgere som dig og mig.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen