Humor mod aids
København myldrer i denne weekend med folk iført røde næser og raslebøsser. De er med i kampagnen Humor mod Aids, der vil gøre det sjovt at gøre en forskel.
Hvad har humor og røde klovnenæser at gøre med kampen mod aids i Afrika? Det spørgsmål er der sikkert flere, som stiller sig selv, når de i denne weekend møder folk klædt i sygeplejerskekitler og røde næser, som samler penge ind.
Hvorfor de røde næser?
»Fordi humor har et overskud i sig,« siger Ida Brix Olesen, presseansvarlig for kampagnen.
»Og overskud har vi brug for i kampen mod aids i Afrika. Det er en tung og hård kamp.«
Kampagnen startede i går, og Ida Brix Olesen var selv ude med raslebøssen på Nørreport Station.
»Folk tog godt imod mig og kunne godt lide, at vi bruger humoren til at lette det tunge budskab. Der blev lagt pænt i raslebøsserne.«
Sjovt at gøre en forskel
Det er Humor mod Aids, der for fjerde år i træk huserer i det spæde forår og gør det sjovt at gøre en forskel. Kampagnen er et samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp, IBIS og AIDS-Fondet .
Over hele landet omdannes gågader, fodboldstadioner og indkøbscentre til humorcentraler, og P3 fylder hele søndagen ud med satire-overload. Selv det traditionsrige P3 Sporten lukker humoren ind i kampen, med Sebastian Dorset som gæstekommentator. Se hele programmet på www.dr.dk/p3.
Parade og showband
I København spiller Ruds Vedby Garden op i dag, og Humor mod Aids parade, anført af Copenhagen Showband, starter på Kgs. Nytorv kl. 13.
På Gammel Torv mindes vi om en af de største barrierer for aidsbekæmpelsen: mangel på sygeplejersker i Afrika. I seks hospitalssenge ligger patienter, men sygeplejerskerne glimrer ved deres fravær.