Nationalt kompromis om folkeskolen

Folkeskolen har hårdt brug for det. De seneste årtiers folkeskoleforlig har båret præg af et alt for stort ambitionsniveau fulgt op af en voldsom bureaukratisering.

Disse forhold har været stærkt medvirkende til den tillidskrise, som folkeskolen for øjeblikket befinder sig.

Loven brydes

Hvad ligner det, at folkeskoleloven nu i mere end 10 år har foreskrevet, at lærerne skal undervisningsdifferentiere, når ingen levende sjæl er i stand til at leve op til kravet? Loven brydes således hver dag!

Eller den megen snak og de tiltagende krav om rummelighed, når lærerne har rigeligt at gøre med at få klasser med normalt fungerende børn til at hænge sammen. Oven i dette er så fulgt en voldsom bureaukratisering og detailregulering.

Uddannelsespolitikerne her i landet har fået den vane, at hver gang man indgår et nyt forlig, så skal der lige et lille ekstra bureaukratisk tiltag med. Mange bække små Det seneste eksempel herpå er elevplanerne.

I forbindelse med sidste års store skoleforlig i København, Faglighed for alle, udstak en bred forligskreds retningslinjerne for folkeskolen i hovedstaden.

Og vi sagde til skolerne: »Nu ved I, hvad I har at holde jer til, så skal vi nok lade være med hele tiden at komme rendende med nye tiltag, som kun gør livet besværligt ude hos jer.«

Faglighed for alle stiller store krav til skolerne og medfører en styrkelse af ledelsen på den enkelte skole, der så til gengæld kan regne med, at vi politikere har tillid til dem. Det budskab blev godt modtaget på skolerne.

Den aktuelle krise omkring elevplanerne, bør give anledning til, at politikerne gør op med den tiltagende detailregulering og lover lærerne at sanere regeljunglen og det store bureaukrati.

Skæv fordeling

Man kunne passende begynde med at indskrænke de mange krav om dokumentation, der ville få enhver sovjetkommissær til at rødme.

Det ville være en imødekommelse af lærernes berettigede kritik. Og det vil være en håndsrækning, som lærerne bør tage imod.

Lærerne får så mulighed for at beskæftige sig med det, som de har mest lyst til. Nemlig at undervise.

Imidlertid tyder meget på, at undervisningen som også er meget krævende er skævt fordelt på skolerne. De unge lærere bærer her en voldsom byrde.

Men det er et ledelsesmæssigt problem på skolerne, som ikke kan løses på Christiansborg.

Lærerne bør på den anden side tage politikernes krav om en bedre evaluering ude på skolerne alvorligt. Evalueringskulturen i folkeskolen er for dårlig.

OECD dokumenterede det meget overbevisende i en stor undersøgelse for nogle år siden. På mange skoler evaluerede man simpelt hen ikke til stor skade for børnene og undervisningen.

Om elevplanerne er det rigtige redskab, kan diskuteres.

Man kunne eventuelt standardisere dem eller nøjes med kun at indføre dem i dansk, engelsk og matematik. Eller kun for elever med særlige behov.

Det bør der kunne opnås enighed om.