Catwalk i København

Få en forsmag på forårets og sommerens mode på Copenhagen Catwalk i de kommende tre dage.

Hvem vil ikke gerne have svar på disse spørgsmål: Hvilke logotasker garanterer de bedste orgasmer i Fall 2007? Hvorfor er Karl Lagerfeld the greatest dancer? Hvordan co-producerer Danii Minogues sangstemme Guccis begærskjoler? Og hvem er François Pinault i (hyper)virkeligheden?

Ph.d.-stipendiat Erik Hansen-Hansen giver svar på spørgsmålene kl. 16 i Festsalen på Danmarks Designskole, Strandboulevarden 47. Og der er fri entré.

Foredraget er led i de kommende tre modedage, Copenhagen Catwalk, som Wonderful Copenhagen sammen med Danish Fashion Institute har arrangeret. I dag, fredag og lørdag præsenterer nogle af landets fremmeste modeskabere deres forårs- og sommermode ved forskellige shows. Tre af de store shows vises i Pressen i Politikens Hus på Rådhuspladsen.

Alle shows har et gennemgående tema. Torsdag er det Beautiful Rebels, fredag Classic Heroes og Nordic Modernists. Entreen er 75 kr., og billetterne købes i Pressen.

Om lørdagen er der Beachparty på Hovedbanegården kl. 14 og ny skomode i Ny Østergade.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen