Med håb om dialog
I EN ORDBOG fra 1953 er Folkets hus: »Bygninger opført som samlingssted for arbejdere eller arbejdsbevægelsens organisationer; det første opførtes i København i 1879; findes nu i mange provinsbyer.«
Jeg har dag efter dag fulgt mediernes dækning af det tidligere Folkets Hus Ungdomshuset. Det har været med blandede følelser, undren over at det er kommet til vold, vrede over volden, beundring for politiets indsats.
Det, der gjorde, at jeg fløj i pennehuset, er et kort klip af en pensionist, der udtaler: »Det gør mig meget ondt at se, at huset bliver fjernet og al den vrede. Jeg, min tipoldemor m.fl. har brugt huset Folkets Hus til bankospil, barnedåb, baller m.m.«
Jeg ved af gode grunde ikke, hvad der er sket i de seks år, politikerne har forhandlet med de unge og køberne af huset. Jeg har stor forståelse for, at der er perioder i vores liv, hvor vi protesterer mod det etablerede samfund, men er det pga. globaliseringen, at det er blevet mere voldeligt, så de unge kan finde på at smide med brosten?
De voldelige tog over
De brostenssmidende unge kan ikke have fulgt meget med i skolen, for så burde de vide, hvordan et samfund er bygget op med ansvar, konsekvens og respekt for ejendomsret.
Mon der er nogle af de veltalende, pæne, intelligente, studerende unge, som vi ser udtale sig til medierne, der er stolte af, at det er de vrede, voldelige og utilpassede i det nuværende samfund, der tog over i Folkets hus Ungdomshuset?
Jeg nægter at tro på, at ovenstående unge var med til at samle brosten, toiletkummer m.m. på taget til nedkastning.
Hvordan kunne politikerne tidligere overborgmester Egon Weidekamp (S) overdrage et folkets hus til de unge, uden der var tilsyn med de regler, der formentlig var stillet op? Og hvorfor solgte politikerne huset uden konsekvent at gå ind i at få det tilbage til normalen?
Hvordan kan forældre til 13-årige børn tillade, at de færdes blandt autonome?
Forstår de unge
Jeg kommer fra Nakskov, som i mange år har haft traditioner i forbindelse med arbejderbevægelsen, og hvor vi også havde et forsamlingshus. Det blev også revet ned.
Her har jeg været med til bankospil med mine forældre, bal, afslutningsfest med skolen, teater, danseundervisning, og baller. Så det var med stor sorg, at jeg som voksen så det blive revet ned.
Der kom ikke noget i stedet, men aktiviteterne blev henvist til vores sportshal. Derfor kan jeg følge både pensionisten og de unge, men ikke de tendenser til vold, der er opstået.
Jeg nægter endnu engang at tro på, at det er repræsentanterne for Folkets hus Ungdomshuset som vi ser i medierne, der smider med brosten.
Til slut vil jeg håbe, at Københavns Kommune og repræsentanter for de unge kommer i dialog, samt at Faderhuset ikke får held med den mission og de holdninger, som Morgenavisen Jyllands-Posten har beskrevet, at de har.