Annonce
København

Mølleren spøgte i Den Hvide Elefant

En sær Nyhavns-legende fortælles om en mand, der hed Jørgen Hansen Alsing. Han skulle have været plantør og slavedriver i hollandsk Indien. Her havde han skabt sig en formue og var kommet tilbage til Danmark, hvor han giftede sig som en holden mand. Hans fortid gav Alsing øgenavnet "slavefogeden".

For sin formue erhvervede han i 1765 huset i Nyhavn 15. Over døren opsatte han et relief af en elefant med matrikelnummeret 8 over ryggen. Siden blev huset efter skiltet kaldt "Den Hvide Elefant".

Elefanten var et almindeligt bomærke for forretninger, der handlede med te, porcelæn og østerlandske importvarer fra Kina eller Indien. Jørgen Alsing drev en tehandel i huset. Men ud over denne syssel havde "slavefogeden" også et gæstgiveri med skænkestue.

Jørgen Alsing var en barsk herre, der på væggen i sin lejlighed havde arbejdsredskaberne fra sin tid som slavedriver hængende. Det var to tykke slavepiske af flodhesteskind.

På det tidspunkt var Nyhavn en travl erhvervshavn, hvor skibe fra verdenshavene søgte ind og lossede deres varer til købmænd og kaptajner. De beboede dengang havnens huse og havde pakhuse på de dybe grunde bag forhusene.

Danmark var inde i den "florissante", blomstrende, handelsperiode, da den neutrale dansk-norske handelsflåde handlede med kontinentets krigsførende magter. De mange søfolk i Nyhavn lagde grunden til et blomstrende gæstgiver- og handelsmiljø, som også Jørgen Hansen Alsing drog fordel af i sin tehandel og gæstgiveri.

Møllerens Ane

Historien fortæller, at i en af de mange møller, der dengang lå uden for byens volde, boede en ung møller med sin kæreste Ane. Men hun gik og kedede sig ved den daglige trummerum i møllen. Herfra kunne hun skue ind til København med alle fristelser.

En dag pakkede Ane sin kuffert og flyttede fra mølleren. Hun drog ind til hovedstaden, hvor hun gik en tur i Nyhavn. Her indlogerede hun sig hos Jørgen Alsing, der lejede hende loftet.

"Slavefogeden" fik efter sigende et godt øje til den friske unge pige og hjalp hende måske også med at etablere sig med en rulleforretning. Det var før, det udtryk fik en ganske anden betydning i Nyhavn, så det har været duge, lagner og andet linned, som den lille Anne tog sig af på sit loft.

Men ude på møllen gik den forsmåede kæreste og længtes efter sin forlovede. En dag tog han sit pæneste tøj på, spændte sin vogn for og drog ind til København for at søge efter Ane. Byen var ikke så stor, så det lykkedes mølleren at finde Ane i Nyhavn. For at overbevise hende om sine reelle hensigter havde mølleren medbragt hele sin formue på 300 rigsdaler. Dem tilbød han som medgift.

Men "slavefogeden" var ikke til sinds at slippe Ane så let. Han bød mølleren på et glas i gæstgiveriets skænkestue og lokkede ham også til at spille terninger.

Mølleren havde absolut ikke heldet med sig. Først tabte han sine 300 rigsdaler, derefter røg vogn og hest og til sidst møllen. Så satte "slavefogeden" trumf på, og tilbød at spille om Ane, hvad hun åbenbart ikke protesterede mod. Også her tabte den uheldige møller.

Ribbet for alt beskyldte han efter denne serie af forsmædelige nederlag Jørgen Alsing for at have spillet med falske terninger. Rasende erklærede mølleren, at "slavefogeden" og alle hans efterkommere skulle komme til at fortryde spillet. Til Ane sagde han, at hun resten af sit liv skulle komme til at lystre ham hver nat. Forbitret forlod mølleren herefter gæstgiveriet. Men Ane blev hos "slavefogeden", på trods af at han var en gift mand.

Møllerens hævn

Den næste aften kom Ane op på sit loft. Her fandt hun til sin rædsel mølleren, der havde hængt sig i hendes stue. Nu var det tid for hans hævn.

Efter et par dage begyndte spøgeriet. Efter sigende ankom mølleren hver nat kørende med hest og vogn. Han standsede uden for huset og begyndte at rumstere på loftet. Alle beboerne var skræmt fra vid og sans. Men "Slavefogeden" sendte Ane op på loftet for at formilde det vrede gespenst. Det hjalp. For når Ane opholdt sig alene på loftet, stoppede spektaklet. Men i samme øjeblik hun gik, begyndte spøgeriet igen.

Slavefogeden måtte betale Ane for at sidde alene på loftet om natten for at dæmpe genfærdets vrede. I husets skøde lod han indføre, at Ane fremover skulle bo gratis. En bestemmelse, der har eksisteret op til midten af 1900-tallet, hvor huslejen skulle indbetales til Overformynderiet på kontoen "Gamle Ane".

Hele affæren endte efter sigende med, at Ane døde af skræk på sit loft.

"Slavefogeden" overlevede heller ikke ret længe. Allerede i 1768 nævnes hans enke som indehaver af forretningen. Men Alsings efterkommere lod sig åbenbart ikke skræmme af spøgeriet. For i 1770 løste hans søn Hans Jørgensen Alsing borgerbrev til handel med "kinesiske og ostindiske varer" og drev faderens forretning videre i huset.

Men efter at Ane var død, skulle den forsmåede møller ifølge overleveringen fortsat spøge hver midnat på loftet i Nyhavn 15. Så sent som i 1950 fortalte forfatteren Henning Henningsen i sin bog "Sagn om København", at spøgeriet oppe på loftet skulle være så kraftigt, at det ved midnat kunne høres viden om.

Historien inspirerede også Nyhavns poet Sigfred Pedersen til at skrive "En ny og sørgelig vise om jomfru Ane og mølleren, der hængte sig på slavefogedens loft".

Men efter at jazzen og pigtrådsmusikken i 1960'erne holdt sit indtog i Nyhavn, har det åbenbart resulteret i, at selv det mest støjende gespenst af en genganger får lov at rumstere i ubemærkethed.

Sømændenes hotel

De fleste huse i Nyhavn blev efterhånden til sømandshoteller og gæstgiverier. Her kunne søfolkene bo, spise og drikke, så længe de var i havn.

"Slavefogedens" hus blev til "Hotel Carl XV". Det gamle hotel blev solgt til den legendariske Annie West, der indrettede sit "boarding house" for søfolk i land og Café West i stuen. Bag huset lå den hyggelige gårdhave, der under Nyhavns mere uartige periode blev kaldt "Duskely".

Sømænd i land var glade og livlige folk, og de fleste var ungkarle. Helt op i 1960'erne lå der op til 20.000 fremmede søfolk i Københavns Havn. De ventede på hyre eller på, at deres skibe blev læsset eller losset.

Søfolkene havde penge på lommen, og de skulle bruges, inden de gik på havet igen. Ofte afleverede de hele deres hyrer til værten på logihuset, der så administrerede pengene for dem.

Slap kontanterne op, gav Anni West også kredit. Så sendte hun "træksedler" til sømandens rederi, når han igen kom på søen. På den måde blev gælden betalt, inden sømanden kom i havn igen.

"Lille" Annie West var i det hele taget kendt for sin venlighed over for søfolk. Var der lidt langt mellem hyrerne, kunne en sømand også gå til hånde i værtshuset som "fidibus". Mange blev også gennem logihuset, der ikke havde eget køkken, udstyret med spisesedler, så de kunne spise i f.eks. restaurant Gilleleje. Så afregnede logiværten og restauratøren siden med hinanden.

Agenter i huset

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 flyttede ISH - søfolkenes og havnearbejdernes internationale - til København. De brugte ofte Café West som kontaktsted. Agenter fra Komintern, forkortelse for Kommunistiske Internationale, brugte også den lille kældercafé som samlingssted. Her blev planlagt udsmuglinger af flygtninge fra det nazistiske Tyskland og indsmugling af spioner den modsatte vej.

Her havde den legendariske og jættestore formand for søfyrbøderne Richard Jensen sin jævnlige gang, og under besættelsen var Café West et formeligt kraftcentrum for modstandskampen mod besættelsesmagten. Café West med "slavefogedens" nu forgyldte elefant på facaden blev et af Nyhavns sidste ægte sømandsværtshuse.

Men sømændene forsvandt efterhånden fra Nyhavn og blev afløst af et mere strømlinet publikum. I dag er det gamle logihus lukket, og Café West er afløst af den noget mere moderne Café Zars. Men her har ingen efter sigende hørt noget til den spøgende møller.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
»Med risiko for at lyde som en sur gammel mand...«
Efter sammenlagt 27 år som teaterchef skulle Morten Grunwald ikke risikere "en kold tyrker", da han for godt et halvt år siden forlod Østre Gasværk Teater. Derfor oprettede han firmaet "Grunwald og Datter". Nu stortrives han med foden under eget bord - og ikke mindst med friheden til at uddele drøje hug til tidens teater og den anmelderroste danske tv-dramatik.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere
Biler
Ejerne tjekker bilen bedre før syn
Regler, som betyder, at bilen bliver sendt til omsyn ved selv små fejl, har fået flere bilejere til at tjekke deres køretøj, lyder foreløbige meldinger fra Applus og FDM. Færdselsstyrelsen afventer flere erfaringer. 
Se flere
Bolig
Guide til fremtidens hygge-begreb: Med ikigai kan du give dit liv personlighed
Ikigai er en japansk livsvisdom, der handler om at søge mening med livet. Begrebet har eksisteret siden oldtiden, men er i dag ved at overgå hygge-begrebet. Her er nogle gode råd til, hvordan du selv kan bruge ikigai i indretningen. 
Se flere
Ejerne tjekker bilen bedre før syn
Regler, som betyder, at bilen bliver sendt til omsyn ved selv små fejl, har fået flere bilejere til at tjekke deres køretøj, lyder foreløbige meldinger fra Applus og FDM. Færdselsstyrelsen afventer flere erfaringer. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her