Ingen hjemme

Har du nogensinde tænkt på, hvordan møblerne ter sig, når du ikke er hjemme? Den internationalt kendte installationskunstner Nina Saunders fører de bange anelser til dørs på sin første separatudstilling i Danmark, der appellerer til øjne og ører med værker fra hendes gennembrud i begyndelsen af 1990'erne til i dag.

Og det er ikke almindelig boligmontering, danskeren, der kommer fra Odense, men har boet i London siden 1975, lægger for dagen. Udenfor Nikolaj Udstillingsbygning holder ni pludrende parkometre parat med en taktfast hymne til ædelt arbejde og ussel mammon.

For midt i virkelighedens gråzone parkerer den 42-årige London-kunstner det uvirkelige og uhyrlige fra et univers, der ellers kun hører hjemme i drømme eller mareridt.

Både surrealistiske og dadaistiske traditioner er på færde i Nina Saunders' regi.

Her nægter de trivielle no-name-produkter og møbelkendinge at lade sig tøjle af snusfornuftige brugsanvisninger på nytte og praktiske funktioner. Robuste øreklapstole, polstrede sofagrupper, kulørte wienerstiger og hele dagligstuer tager til genmæle og insisterer på deres eget utilpassede liv. Besjælede stole inde i udstillingsbygningen lumrer stemningen af sælsomt bohave, forede interiører og snakkesaglige kloninger mellem skulpturer og møbler, mellem absurditet og skraldgrin.

Sammenstød af ting

På første parket står seks besjælede stole monteret med et øre, en dåse pudder og en stang papirlommetørklæder og rabler tango, operaarier og tisken af sig i kaudervælsk lirumlarum. De overraskende sammenstød af ting sender Nina Saunders i haserne på den kvindelige surrealistiske kunstner Meret Oppenheim, der i 1930'erne blandede sko, service og møbeldele med dyrelemmer og pels.

Og som surrealisterne rusker Nina Saunders op i Freuds begreb om det uhyggelige, "das Unheimliche", der spøger, når det velkendte og normale er fremmedgjort af fortrængninger.

Hjemmets hærdede facade af harmoni og storblomstret idyl krakelerer uhyggeligt, når sofaen "Never" synker sammen på midten og flyder ud i plamager på gulvet.

Eller når gyngen som barndommens metronom banker hul i endevæggen til tonerne fra en gammel pop-ørehænger.

Kunst er blændværk

Grænserne mellem kunst og virkelighed er blevet udvidet, siden readymadens fader, Marcel Duchamp, i 1917 signerede og placerede et urinal på museum.

Senere kom popkunstnere som Andy Warhol, Jasper Johns, Robert Rauschenberg og Jeff Koons til og shinede den omstridte readymade-strategi op.

I Claes Oldenburgs gigantiske monument over en tøjklemme, stikkontakter af stof og skrivemaskiner i blød plast er talen om tingenes brug i sig selv absurd.

Og i Nina Saunders' deformerede versioner bliver de velkendte genstande forvrænget til hysteriske væsener, som man ikke tør sætte sig på.

I "Stormen" af William Shakespeare afslører Prospero dramaet og kunsten som blændværk - livet som drøm, verden som teater. Det er netop på rampen mellem illusion og virkelighed, at Nina Saunders sætter sine møbler i modvind og opfordrer os til ikke at tage noget for givet. Alt er forunderligt og foruroligende på en og samme tid, intet er som det plejer. Det er lige efter stormen, og samtlige døre og vinduer har stået på langt mere end klem.

"Efter Stormen" Nina Saunders Øvre Galleri Nikolaj Udstillingsbygning Nikolaj Plads 1067 København K.

Hver dag 12-17 Til 6. august "Efter Stormen" er arrangeret af Esbjerg Kunstmuseum

Andre læser

Mest læste

Del artiklen