Drømmen om et radiomuseum

»Fjerner de det hus, så fjerner de noget af sjælen på Holmen,« siger Kim Jensen.

Han står foran den gamle radiostation på Holmen og forsøger at overbevise om, at dette gamle træhus bygget i 1908 ikke bare må rives ned.

I sit professionelle erhverv arbejder han med nymodens pjat som TV-udstyr. Men i fritiden kan fingrene ikke holde sig fra gammelt elektronik som for eksempel gamle radioer tilbage fra første halvdel af sidste århundrede.

Sammen med tre andre, der deler hans brændende interesse for gamle radioer, danner han i aften en ny forening til bevarelse af Dannmarks ældste radiostation, for det er huset på Holmen nemlig.

I dag står bygningen tom, forladt og godt slidt midt på et grønt areal i Schifters Kvarter på Frederiksholm. Men håbet hos Kim Jensen, Ivan Helsinghof, Geert Willendrup og John G. Petersen er, at huset kan få en renæssance som radiomuseum.

De fortæller fuld af begejstring om et fund af gamle radioer i den gamle arrest på Holmen, som de kunne tænke sig udstillet i huset.

"Arkæologiske" fund

Geert Willendrup:

»Vi spurgte herude, hvor alt materiellet, der hørte til huset, var blevet af. Så blev vi vist rundt i den gamle arrest, hvor de opbevarer alt muligt gamle krudt og kugler, som søværnet er stolte af. Godt gemt af vejen og noget medtagne lå der en halv snes gamle radioer. De blev ikke regnet for noget, men for os var det ligesom, hvis en arkæolog havde fundet en gammel stenalderby. Det var helt fantastisk rent radiohistorisk. Og nu har vi fået lov til at gå og pudse og polere dem og sætte dem i stand. Dem kunne vi meget passende udstille i huset, men det vigtigste for os er at bevare bygningen her eller et andet sted,« understreger han.

Geert Willendrup, der er radiomekaniker og gennem en årrække har leveret radiomateriel til Holmen, har gået og holdt øje med den gamle bygning.

»Jeg har glædet mig over bygningen i alle årene. Så jeg var bekymret, da Holmen skulle sælges. Jeg kunne godt se, den lå på tværs midt i det hele,« siger Geert Willendrup.

Han spurgte sig for hos ejeren, dengang Forsvarets Bygningstjeneste, der fortalte, at den var særdeles bevaringsværdig. Og senere i 1995 kom der en salgsannonce i avisen, hvor interesserede kunne købe bygningen, hvis de vel at mærke var interesserede i at bevare bygningen intakt og var indforståede med at genopføre den, hvis den blev flyttet.

Ingen købere

Det beroligede Geert Willendrup. Men det skulle det nok ikke have gjort, for i dag fortæller direktøren hos Forsvarets Bygningstjeneste, at der ikke meldte sig en eneste interesseret køber. Til sidst kunne man endda have fået bygningen til et symbolsk beløb, hvis man bare ville flytte den. Og siden er den blevet en stadig større torn i øjet på den efterfølgende ejer Freja Ejendomme, der skulle sælge grunden for staten og Københavns Kommune, der gerne ville have boliger.

»Nu har de så pludselig i det nye forslag til lokalplan for Holmen degraderet bygningen til et lille træhus uden at fortælle om dets kulturhistoriske værdi. Det ville svare til at kalde Rådhuset for et stenhus og intet andet,« siger Geert Willendrup, tydeligt fornærmet.

De fire mænd er godt hjemme i deres radiohistorie, og de mener, at huset har haft en vigtig radiohistorisk betydning. Allerede i 1902 foregik der radiotelegrafkommunikation på Holmen, og det fortsatte så i radiostationsbygningen fra 1908, til tyskerne sænkede flåden i 1943.

»I begyndelsen af 1900-tallet var det ret uhørt at kunne sende meddelelser fra land til skib. Det var en uhyre vigtig kommunikation for søværnet og rederierne. Tænk på, når skibene forsvandt ud i Øresund, så var telegraferne eneste kontakt,» fortæller Geert Willendrup.

linda.bang@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen