Der er ikke behov

Kjeld Lykke (Bydelslisten) havde i JP København den 27.juni et længere indlæg om skadestuers fortræffelighed. Et indlæg, der skal forsøge at få HS til at genåbne Rigshospitalets skadestue.

Ud over at indlægget er symptomatisk for københavneres forhold til afstand (er der virkelig så langt til Bispebjerg eller Sundby Hospitaler?), bygger det også på nogle fejlagtige opfattelser af, hvad en skadestue er til for.

Dyre beredskaber

Vi opretholder ikke dyre beredskaber, hvor personalet skal have nattakst for, at folk skal føle sig tryggere! Det har vi vagtlæger og praktiserende læger til. Vi har skadestuer for at behandle alvorligt tilskadekomne, der ikke kan vente til næste dag. Problemet med de lange ventetider på skadestuerne består jo ofte i, at forvænte borgere ikke vil vente til deres praktiserende læge åbner med at få behandlet småskrammer og deslige.

Derudover er det ikke skadestuers opgave at forebygge, og det gør de heller ikke. De skal behandle øjeblikkelige og alvorlige tilfælde og ikke bruge deres tid på folk, der "er utrygge og føler behov for behandling" ifølge Kjeld Lykke. Vi kan bruge vores beredskaber bedre end det, og det er netop, hvad HS har gjort med oprettelsen af traumecentret. Dette initiativ ligger fint i målsætningen om, hvad vores nat- og weekendberedskab skal klare. Og så må småskrammerne bruge et kvarter mere på transport. Det dør de nok ikke af.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen