På tide at ændre 20 års deroute

"At de ældre skal tigge og bede om den hjælp, de selv føler, de har behov for, er under al kritik. Det kan man ikke kalde et tilbud. Det er på tide, der bliver ændret ved 20 års deroute for ældreomsorgen."

Første halvdel af indlægget er tidligere været bragt uden resten pga. af en kommunikationsfejl. Vi bringer derfor indlægget i sin fulde længde. ÆLDREHVERDAGEN omtales lørdag den 20. maj i to indlæg i JP København. I det ene spørger fire beboerrepræsentanter i alderen mellem 84 og 99 år, fra Huset William, om det er embedsmændene, der bestemmer i Københavns Kommune, eller om det er politikerne?

Beboerrepræsentanterne giver udtryk for, at de håber, det er politikerne. Det håber jeg også, men man kan have sin tvivl, når man læser kontorchef Lars Bo Bülows indlæg under overskriften "Er det blevet sværere at komme på plejehjem?", hvor han gør sine synspunkter gældende set fra en skrivebordsstol slyngende om sig med tal og statistikker. Må jeg som mangeårig sygeplejerske bl.a. hjemmesygeplejerske og områdesygeplejerske i Københavns Kommune give mit besyv med? ALLEREDE FØRST I firserne begyndte de rædselsfulde tilstande, vi ser i dag, i social- og sundhedsvæsenet. Det begyndte med indførelsen af døgnhjemmesygeplejen, som indebar, at de ældre, som før kunne komme på plejehjem nu skulle blive hjemme for enhver pris. Det, havde man i sin visdom fundet ud af, var langt billigere.

Mange hjemmesygeplejersker advarede imod det, fordi det var synligt for enhver, der arbejdede med det, at patienterne derved ville blive stillet ringere med isolation og ensomhed til følge.

Efter få år følte jeg simpelt hen, at jeg ikke kunne være mig selv bekendt, når jeg skulle fortælle et ældre menneske, som selv syntes, han var blevet så svag og gammel, at han nu havde behov for lidt omsorg og pleje, at det kunne han godt se i vejviseren efter.

Dagcenter, daghjem, beskyttet bolig eller plejehjem, det var noget, andre instanser bestemte, det var faktisk ikke noget, den ældre havde nogen som helst personlig indflydelse på. Jeg sagde min stilling op og søgte noget andet. EN HALV SNES ÅR senere blev min egen familie på det smerteligste konfronteret med København Kommunes social- og sundhedsforvaltning.

Efter adskillige fald i hjemmet med efterfølgende indlæggelser søgte "vi", min gamle mor, bistået af hendes døtre, den ene lægesekretær, de to andre sygeplejersker, om en alarm, så hun kunne ringe efter hjælp, når hun faldt. Det blev afslag, idet man vurderede, at min mor ikke var faldet tilstrækkeligt mange gange.

Efter et "tilstrækkeligt" antal fald fik vores mor endelig sin alarm, men var nu blevet yderligere dårlig, så vi søgte om et daghjem, der lå så tæt på hendes bopæl, at hun kunne gå derhen på under fem min. Nej, det kunne heller ikke lade sig gøre. Ikke dårlig nok, lød afgørelsen. I stedet kunne hun komme på et dagcenter langt fra sin bopæl, hvor hun skulle hentes i bil og være klar flere timer før, fordi bilen skulle rundt og hente syv andre ældre på hver deres bopæl.

Afslagene bevirkede, at vores mor blev mere og mere deprimeret. Hvor hun før havde været positiv over for de tilbud, som hun troede var der, når hun fik brug for dem, blev hun nu mere og mere trist og opgivende. Følte sig til besvær og til ulejlighed og uden indflydelse på sin situation.

Adskillige indlæggelser fulgte. Skønt velordnede familieforhold, hvor børn og børnebørn dagligt havde kontakt med mormor, besøgte hende og hjalp med indkøb og rengøring, (den tildelte hjemmehjælp var også dengang meget mangelfuld), blev vores mor oftere og oftere indlagt under diagnosen: causa socialis, dvs. socialt tilfælde! Det gjorde utroligt ondt at opleve den diagnose hæftet på sin mor. DA MAN ved en indlæggelse ville udskrive hende svært forvirret, ikke orienteret om tid og sted, gul og blå og grøn over hele kroppen efter et epilepsilignende styrtfald afdelingen og med endnu ikke afklarede hjerte og nyreproblemer, protesterede vi så meget, at det endte med en plejehjemsplads nogle måneder senere direkte fra hospitalet. Det mareridt, vi så oplevede dér, er en ganske anden sag, som jeg ikke skal komme ind på her.

Men at kontorchef Lars Bo Bülow kalder dagcentre, daghjem osv. for "tilbud", når fakta er, at de ældre skal tigge og bede om den hjælp, de selv føler, de har behov for, er under al kritik. Det kan man ikke kalde et tilbud.

Det er på tide, der bliver ændret ved 20 års deroute for ældreomsorgen, og jeg er enig med de fire beboerrepræsentanter i, at politikerne må og kan gøre noget ved det.

.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen