Jeg ærgrer mig

Kære Ernst Pless Holst (Fokus 28. juni).

Jeg ærgrer mig. Ærgrer mig over, at jeg ikke har været god nok til at fortælle, at vi i Venstre talrige gange har stemt imod den ny P-ordning i sin kommende form. Venstre har stillet forslag om, at erhvervsliv og borger skulle have gratis licenser, da kommunen ikke bør tjene penge på ordningen.

Da dette blev nedstemt af socialisterne, stillede vi forslag om, at i hvert fald københavnerne burde have en gratis licens, hvad enten der er tale om borger eller erhvervsdrivende. Også dette blev nedstemt af socialisterne.

Talrige andre lempelsesforslag, stillet af Venstre, er ligeledes blevet stemt ned.

Derfor er det ærgerligt, at jeg skal inddrages i det åbne brev, du har sendt til BR. For vel er jeg borgmester for det pågældende område, men jeg er blevet stemt ned i mit udvalg. Da flertallet bestemmer i et demokrati, kan jeg ikke gøre noget. Desværre.

Så undlad venligst at inddrage mig næste gang, du - med fuld ret - kritiserer den nye P-ordning. Brug i stedet kræfterne på at hjælpe med at frembringe det eneste, der kan forhindre sådan noget møg, nemlig et borgerligt flertal efter næste kommunalvalg.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen