Roskilde Festival: Osteklokke og overgangsritual

Roskilde Festival, der nu runder den 30. af slagsen, har udviklet sig til, hvad man i reklamebranchen kalder et "brand". Forventninger, identifikation og signalværdi er mindst lige så vigtigt som selve indholdet.

»You're the real thing. Even better than the real thing. Child...,« sang U2's Bono på albummet "Achtung Baby" for snart 10 år siden.

Sangen var en lang opsamling af slogans fra den reklameindustri, som U2 i den periode lånte såvel tekster, æstetik og symboler fra, men samtidig også forsøgte at latterliggøre.

Og paradoksalt nok har holdningen og attituden i 80'erne og starten af 90'erne været med til at gøre U2 til "the real thing" - den ægte vare - inden for rock med en ikke alt for alternativ attitude.

På samme måde har Roskilde Festival gennem de sidste 20 år udviklet sig til "the real thing" inden for festivaler.

Uanset om det er Willie Nelson, Nine Inch Nails, Bob Dylan, Chemical Brothers, John Fogerty eller Pet Shop Boys, der står under Canopyteltet, sælger Roskilde Festival med usvigelig sikkerhed mellem 60.000 og 80.000 billetter - alt efter, hvor festivalledelsen vælger at sige stop for billetsalget.

En stor del af billetterne er nemlig solgt lang tid før, at navnene bliver offentliggjort. Begivenheden Roskilde Festival er blevet større end de navne, som spiller.

Roskilde Festival er, hvad man i reklamebranchen kalder et brand.

Reklamemanden

Jesper Bove-Nielsen, der har rådgivet en række danske virksomheder om bl.a. branding og handel på internet, er imponeret. Han kalder Roskilde Festival for et klassisk eksempel på branding.

»Det, som mange virksomheder er interesseret i, er at skabe en identitet. Det er ikke profitabelt at markedsføre enkelte produkter eller aktiviteter i forhold til at markedsføre en identitet. Inden for musikbranchen ville det kun være enkelte navne som f.eks. David Bowie, der ville have brand-power til at stå lige så stærkt. Lidt simplificeret kan man sige, at hvis Roskilde Festival var en kunstner, ville den have en lige så stærk identitet som David Bowie,« siger Jesper Bove-Nielsen.

»Man må sige, at man har opbygget et meget stærkt brand, når det i grunden handler om, at folk ligger i jord til op over begge ører. På nogle måder minder det om en overlevelsestur. Det er oplevelsen, folk kommer efter.«

Rock-guruen

Forfatteren, tegneren og rock-guruen Peder Bundgaard understreger, at Roskilde Festival selv har defineret rammen for sin kvantitative succes ved at lægge loft på publikumsantallet. På den måde ville det ikke være en fiasko, hvis der pludselig kommer færre.

»Det er da fortsat imponerende, at man kan sælge 70.000 biletter. Men det har også noget at gøre med, at Roskilde Festival har et godt internationalt ry. Og det har den, fordi den er et spejlbillede af det land, den ligger i. Det er sådan et velfungerende lille sted, hvor det grimme ikke er alt for grimt, og det pæne ikke er alt for prangende. Og Roskilde er en velfungerende festival. Der er næsten lokummer nok til alle. Og det er værd at huske, at der hvert år er festivaler i udlandet, der lukker, fordi nogen er blevet skudt, eller nogen har brændt det hele af,« siger Peder Bundgaard, der er helt enig i, at Roskilde er blevet et brand.

»Mange gange har man indtryk af, at det kunne være hip som hap, hvem der spiller. Måske er det kun dagbladsjournalisterne, der interesserer sig for, om Bob Dylan smiler i år. Langt fanden i vold sidder folk i en eller anden teltlejr og har fundet en kæreste og er bedøvende ligeglade med, om Lou Reed er værre eller bedre end sidste år.«

Forskeren

Johannes Andersen, der forsker i ungdomskultur på Aalborg Universitet, er selv mere eller mindre fast gæst på Roskilde. Han tilføjer, at festivalen for de yngste deltagere har en betydning som overgangsritual, en slags manddomsprøve.

»For de lidt pænere piger og drenge, som passer deres skole og alt det, har Roskilde været en fantastisk mulighed for at prøve sig selv af. Egentlig er det jo lidt tankevækkende, at gymnasieungdommen fra Danmark blander sig med tyske motorcykel-klubber. Og for forældrene har det også den betydning, at børnene nu er store nok til, at man giver dem lov til at tage af sted,« siger Johannes Andersen, der tilføjer, at denne betydning er ved at aftage lidt. For dele af ungdommen kunne man lige så godt tage til Midtfyns Festival.

»Det har heller ikke helt den samme status at tage på festivaler, som det havde i midten af 90'erne. Da var det et virkeligt vigtigt sted at være. Det har mistet lidt af sin betydning,« siger han.

michael.rachlin@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen