På pensionistparket til broen

Fra en gammel fiskerhytte ved sundet har Malmö-pensionisterne Britt, Inger og Sven set Øresundsbroen vokse sig stor. Og de er begejstrede for den.

Med deres mørke rødbrune læderhud ligner de alt andet end svenskere. Som de sidder dér, foran den lille fiskerhytte i hver deres strandstol og kigger ud over havet, udstråler Sven Persson, hustruen Inga og veninden Britt Gustafsson nærmest en sydlandsk, stressløs ro.

»Det her er vores Mallorca,« siger Sven Persson, 70-årig pensioneret typograf fra Malmö.

De seneste år har udsigten fra "Mallorca" ændret sig drastisk. En bro er vokset op af havet lige for øjnene af de tre pensionister og de fiskere, som stadig har små kuttere liggende i den lille havn.

Var før en losseplads

Hvad der førhen blot var lossepladsen på Lernacken - i folkemunde kaldt "sumpen" - er i dag porten til Danmark. Skåne er smeltet sammen med København, og Sven, Inga og Britt har haft første parket til hele projektet.

»Vi har fulgt byggeriet af broen herfra, siden de startede med at bygge. Det er fantastisk,« siger Sven.

Begejstringen lyser ud af pensionisten. Når han taler om broen, vipper hans fod op og ned. Han smiler og peger på bygningsværket, som betyder meget for ham og hans by.

»Malmö liver op. Mange flytter herned, priserne på villaer stiger, og arbejdsløsheden falder,« siger Sven.

Sven ligger ikke skjul på, at forholdet mellem dem i Skåne og dem nordpå, stockholmerne i Nordlandet, ikke altid er det bedste. Nul-otterne, som han kalder dem, fordi de har 08 først i telefonnummeret, er slet ikke interesseretde i, at broen er kommet.

»De vil slet ikke have at vi skal have broen, fordi alting nu händer hernede i stedet,« siger Sven.

»Malmö var dødt før, men nu sidder folk på Lille Torv til langt ud på aftenen. Vi er blevet et bedre folk nu,« mener Sven.

Mellem ham og hans kone Inga sidder 60-årige Britt Gustafsson.

Hun elsker København og Tivoli. Skagen er underbar, og hun har set "Matador"mindst fem gange.

»Den er helt fantastisk,« siger Britt, mens Sven og Inga anerkendende siger "aj, aj".

Britt er inkarneret TV-kender og gider ikke alt det amerikanske skit.

»Taxa var ganske bra, men jeg havde forventet mig mere af Bryggeren,« lyder det fra hende.

Danske skikke og mad

På spørgsmålet om, hvad der er af forskelle mellem danskerne og svenskere, mellem deres skikke og traditioner, deres opførsel og væremåde, siger Britt eftertænksomt:

»Danskerne er ikke så gode til at forstå svensk. Jeg forstår alt, hvad de siger på dansk tv, men jeg har jo også været så meget i København.«

I det hele taget er de tre svenskere ret begejstrede for Danmark. Sven er i hvert fald ikke et sekund i tvivl om, hvad hans midsommer skal indeholde:

»Vi skal have øl, sild og nye potatis (kartofler, red.). Og så selvfølgelig snaps. Aalborg Akvavit. Uh, det er godt,« smiler Sven.

mikael.baden@jp.dk

asger.westh@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen