Danterne tilbage til rødderne

Danterne vil tilbage til pionertiden i starten af 80'erne, når de overlader teatret på Frederiksberg Allé til Ole Bornedal og Jon Stephensen. Lige nu overvejer de at søge Teaterrådet om støtte til en turnéforestilling.

Folkene bag Dr. Dante leger med tanken om at lave turnéteater, når de om et år forlader de faste rammer på Frederiksberg Allé.

»Det er noget, vi har snakket meget om. Vi vil meget gerne beskæftige os med turnéteater i fremtiden,« siger forretningsfører Carsten Møller.

Han understreger, at alt endnu er på idéplanet. Men lige nu overvejer han og teatrets kunstneriske leder, Nikolaj Cederholm, at sende en ansøgning til Teaterrådet inden den første juli om støtte til en turnéteaterforestilling i sæson 2001/02.

»Vi beslutter os først engang i næste uge. Og hvis vi vælger at søge penge nu, bliver det under ingen omstændigheder til en helt ny turnéforestilling. Det bliver til én af de produktioner, vi allerede har lavet, eller som vi laver i den kommende sæson,« siger Carsten Møller.

Men uanset om ansøgningen ryger af sted i næste uge eller måske først om et år, skal Danternes fremtid være mobil. Ifølge Carsten Møller vil man under ingen omstændigheder drive stationært teater i en ny teaterbygning.

»Når vi forlader Aveny, har vi haft faste rammer i ni år. Det kunne være spændende at komme til at skrive ud fra stykkets præmisser og så bagefter finde de rigtige lokaliteter fra gang til gang, der passer bedst til projektet,« siger Carsten Møller.

»Vi skal selvfølgelig have en base i form af et kontor her i København. Men vi ser en kæmpe fordel i at finde de rigtige lokaler fra gang til gang, alt efter det projekt, det drejer sig om, og hvem vi eventuelt laver det sammen med,« siger Carsten Møller.

Tilbage til pionerånden

Ifølge Dr. Dantes pressechef, Martin Lumbye, vil Danterne også meget gerne nå ud til et bredere publikum i fremtiden.

»Det kunne f. eks. være teaterforeningerne rundt omkring i landet. Det kunne være sjovt at prøve os selv af i forhold til et andet publikum end det københavnske. Det er ikke sikkert, at folk i Vendsyssel falder lige så meget på røven over den slags teater, vi laver, som de gør i København.«

I det hele taget lægger Danterne stor vægt på at "starte fra scratch" og vende tilbage til pionerånden fra før, de for alvor blev etablerede i 1992.

»Vi er langt bedre som pionerer, og når vi er i opposition. Det er derfor, vi har valgt at stoppe nu. Nu kaster vi os ud i det uvisse igen. Det bliver noget med at søge penge fra projekt til projekt, og det er selvfølgelig hårde betingelser i forhold til det etablerede liv, hvor vi er sikre på at få tilskud flere år frem i tiden. Men vi tror, at det passer bedre til os at skulle ud og kæmpe og overbevise folk om, at det her - det skal de tro på og støtte,« siger Martin Lumbye.

Også han understreger, at alle muligheder står åbne for teatret.

»Måske skal vi lave noget helt andet end teater. Og måske skal vi slet ikke lave noget som helst, men holde pause et par år. Men hvis vi skal lave teater, vil vi for enhver pris undgå at reproducere os selv.«

Forhandlinger med DST

»Jeg tror, at vi vil lægge vægt på små, eksperimenterende forestillinger, som kan vise nye veje i teatret. I dag kan vi ikke tillade os at lave fiaskoer, fordi det betyder økonomisk ruin. Men hvis vi ikke laver så store forestillinger, bliver skraldet heller ikke så stort,« siger Martin Lumbye.

Om kort tid skal Danterne til at forhandle med Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (DST) om teatrets fremtidige tilknytning til fællesskabet.

»Først når det er afklaret, ved vi, hvad vi har at gå videre med. Vi har en aftale med DST om, at det overskud, som vi eventuelt måtte have, når vi er færdige på Aveny, det skal vi selv have lov at lave teater for. Hvor mange penge, det drejer sig om, ved vi først om et års tid. Men det bliver nok et sted mellem 500.000 og tre mio. kr.,« siger Carsten Møller. eva.plesner@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen