Jo mere vi er sammen

Sankthans er nok den mærkeligste af alle danske fester, og for børn er den forståeligt nok omgærdet af en anelse mystik.

Måske fordi de ikke lige kan finde rundt i, hvad det er, det handler om; kæmpestore bål, sange med uforståelige ord og store dukker, der brænder.

En skønsom blanding af hedenske skikke og kristne mærkedage. Opkaldt efter Johannes Døberen og tilsat alt det trylleri og trolderi man kan tænke sig.

Ja, mit barn, det er ikke så længe siden, vi troede, at ilden holdt ondskaben væk og beskyttede os mod Danmarks fjender.

Og ja, mit barn, det er nu ikke så længe siden, at vi antændte andre mennesker, fordi vi troede, de gik og lavede små kunster med os andre. Det er nu for øvrigt heller ikke så længe siden, vi drak af hellige kilder, læste folks tanker med pilekviste og gik med små kors af rønnegrene i lommerne. Ta' den, Merlin.

Noget af det er vi forlængst vokset fra og har længe holdt os til en moderat udgave med et par borgerlige ord over bålet og højskolesangbogen i hånden. Men produktudvikling er åbenbart også her vejen frem. Sammen med bryllup, barnedåb og juleaften fået Sankthans fået en ordentlig renæssance. Det er gang i den overalt i byen.

Men lige meget hvor meget man hopper på tungen og laver Sankthans om til en underholdende diskofest, så er det vel dybest set sammenholdet og følelsen af at være en del af noget, der er større end en selv, det handler om. Og det er netop dét, der er i det for børn. Når man skræller al fernis af, så betyder det noget at stirre ind i ilden og fortabe sig i den. At gyse ved tanken om mørket bagved og flammerne foran. At glæde sig over, at de voksne står lige ved siden af. At varme sig ved, at man hører til en eller anden klan, som åbenbart stadig gider at mødes og synge en sang sammen en gang i mellem. Så er det faktisk rigtig dejligt at være barn.

Heldigvis falder Sankthans på en fredag, så for en gangs skyld er næste dag ikke nødvendigvis ødelagt af for lidt søvn. Husk at smøre lidt malurt over dørkarmene, inden I går i seng.

Gå ikke glip af:

En tur op ad Strandvejen, hvor der må formodes at være bål alle vide vegne.

Peblingesøen. Det plejer at være hyggeligt lagt an med bål i søen og velmente forsøg at få den samme sang til at køre hele vejen rundt om søen. Samtidig.

Shu-bi-dua spiller på Bakken kl. 19.30, og bagefter er der bål, tale og festivitas på Kildeøen lige ved siden af. Alle børn elsker bare det noget bedagede orkester.

Det største bål påstår Fælledparken, at de vil stå for.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen