Dyb menneskeforagt bag beslutning

Det kom som et chok for alle tilknyttet plejecentret Granbo, da vi onsdag erfarede, at plejehjemmet Granbo skal lukke. Uden advarsel har man udpeget et af de mest velfungerende plejehjem i Københavns Kommune til at være med til at stoppe det hul, sundhedsborgmesterens sjuskede forvaltning af borgernes skattepenge har medført. Fordi der var politisk mulighed for det.

Beboere, personalet, pårørende og undertegnede, der gennem en årrække er kommet på stedet som præst, er uforstående overfor den urimelige behandling, man har givet Granbo.

Kvalitetsmålinger, beboernes trivsel, overholdelse af budgetterne mm. er åbenbart ikke noget, der er indgået i politikernes overvejelser. I stedet for tillader man sig at behandle menneskeskæbner som dominobrikker, man efter behag kan rykke rundt på.

Kommunens eget værdigrundlag, som taler om ligeværdighed, dialog, tillid og respekt, bliver erstattet med en diktaturlignende beslutningsproces, der afslører dyb menneskeforagt.

Derfor min opfordring til alle medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation:

Lav om på en urimelig beslutning, og lev op til jeres egen målsætning - i modsat fald er det demokratiet, der tager skade.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen