For få har købt brobizz

Målet var 35.000 brobizz'er inden åbningen den 1. juli. Nu er ambitionen skruet ned til 25.000 solgte særlige "billetsendere".

Fjorten dage før broåbningen er der kun solgt 16.000 brobizz'er - de særlige billetter, der gør, at man kan køre lige gennem betalingsanlæggene. Øresundsbro Konsortiet revurderer sin forventning til salget af brobizz'erne, for oprindeligt håbede broselskabet på 35.000 solgte brobizz'er.

På Storebæltsbroen er der p.t. solgt flere end 60.000 brobizz'er.

»Vi kalkulerer nu i stedet med, at der er solgt 25.000 brobizz'er før broåbningen, og det er tilfredsstillende i betragtning af, at broen er en helt ny foreteelse. Samtidig er efterspørgslen stigende, så jeg tror, at vi når målet med 100.000 brobizz'er inden årets udgang,« siger Thomas Kristoffersson, markedschef i Øresundsbro Konsortiet.

Især solgt til private

Han oplyser, at de 16.000 aftaler fordeler sig ligeligt på begge sider af Øresund. Det er typisk privatpersoner, som ønsker at benytte ordningen, som i praksis betyder, at det bliver billigere at køre over broen efter de første par ture.

Efter de første to ture frem og tilbage over broen til 230 kroner pr. tur falder prisen til 125 kroner for de næste 20 ture. Herefter falder prisen yderligere til 85 kroner. Efter seks måneder begynder man så forfra.

»Det er ikke vores ønske, men et krav fra EU,« siger Thomas Kristofferssson.

Når det gælder brobizz for erhvervslivet - forretningsfolk, taxier, busser og lastbiler - er der indgået 300 brobizz-aftaler, som omfatter mindst 5000 køretøjer.

»Det niveau passer meget godt til vores forventninger. Men vi mangler stadig at indgå aftaler med de store transportfirmaer som DSV og DFDS samt ASG på svensk side - det sker formentlig i de kommende par uger,« siger Thomas Kristoffersson.

Øresundsbro Konsortiet kalkulerer i gennemsnit med 11.795 bil-, bus og lastbilture om dagen. Men de første uger efter broåbningen forventer selskabet 30.000-40.000 køretøjer på enkelte dage. peter.schollert@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen