Svensk TV: Amatøragtigt dansk politi

Den svenske tv-station TV4 beskylder dansk politi for at have spoleret flere timers udsendelser fra pinsens brofest. Svenskerne trodsede ethvert forbud, svarer dansk politi.

Her to uger før Sverige og Danmark officielt smelter sammen til én region, lyder der ikke just kærlige og broderlige toner om dele af samarbejdet mellem svenske og danske hjerner.

Den svenske tv-station TV4, der har stået for timevis af direkte transmissioner fra brofesten på Øresund, kalder dansk politi for uforberedt og direkte amatøragtig i dets håndtering af især gårsdagens store broløb.

»Det var ikke nogen god start på samarbejdet og den positive ånd i Øresundsregionen,« siger redaktør Micael Fasth fra det svenske TV4.

»Vi troede, at alting skulle fungere, men en time før vi sendte i går, tog politiet alt væk fra os. Den første tredjedel af vores udsendelse kunne kun foregå via helikopter, og det kom som et chok for os,« siger redaktøren.

»Jeg vil karakterisere politiet som usmidige, uvenlige og ikke særligt forberedte. Vi har været forberedt i flere uger, og så er det mærkeligt, at politiet slår til én time før. Det er amatøragtigt,« siger Micael Fasth.

Samtlige beskyldninger fra det svenske tv-selskab afvises pure af politikommissær Flemming Steen Munch fra Københavns Politi. Faktisk forholdt det sig lige modsat, siger han.

Striden handler om et tv-produktionsselskab, Terravision, der var hyret af svensk TV4 til at filme både broløbere og ceremonier gennem pinsen. Og selskabets opførsel var, ifølge politiet, under al kritik.

Ekstra ventetid

»De (Terravision, red.) har simpelthen ført sig helt uhørt frem. De trodsede ethvert forbud vi gav dem, og vi måtte til sidst slæbe dem væk,« siger Flemming Steen Munch.

Ifølge ham har Terravision på vegne af TV4 manipuleret sig frem over flere dage, og forsøgt at spille diverse danske myndigheder og politifolk ud mod hinanden med forskellige beskeder og tilladelser. Desuden har de parkeret ulovligt i tunnelen og sendt helikoptere op, som forstyrrede dansk politis kommunikation. Og de undlod bevidst at reagere på politiets henvendelser, da de parkerede ulovligt i forbindelse med prinsesse Alexandras besøg på broen, hvilket betød, at 30.000 mennesker måtte vente ekstra lang tid på at komme væk fra broen.

»Deres opførsel tyder på, at de har set for meget amerikansk tv. Vi har aldrig oplevet noget lignende med danske medier,« siger Flemming Steen Munch.

Han vil nu afvente TV4s udspil og se, om de klager. Sker det, vil der komme en meget skarp henvendelse retur, siger politikommissæren.

Micael Fasth fra TV4 fastholdt i aftes, at alle tilladelser var i orden, at det hele var planlagt uger forinden, og at det var dansk politi, som var skyld i manglerne. Ifølge ham flyttede svenskerne sig, når de fik besked på det.

mikael.baden@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen