Brosucces vil give trafikproblemer

Kommer der flere end 6000 personer i timen i weekenden, som vil til Øresundsbroens familiearrangementer, så bryder trafikken sammen og mange vil aldrig nå frem til broen, advarer Københavns Færdselspoliti.

Københavns Færdselspoliti krydser fingre for, at Øresundsbro-arrangementet, der begynder i dag og fortsætter hele pinsen, kommer til at forløbe smertefrit.

Men der er en lang række faktorer, der kan betyde, at det går galt, erkender politiinspektør i Københavns Færdselspoliti, Carl Horn.

»Vi håber og tror ikke, at der bliver et problem med for stor tilstrømning. For der er andet i verden end en åben bro. Der er sommerhus, der er Bakken og Tivoli og mange andre ting. Samtidig er det planlagt, så vi stadig kan tage en stor strøm af mennesker,« siger Carl Horn.

Politiet og Vejdirektoratets optimale regnestykke for, at det skal lykkes at afvikle trafikken til og fra broen, er ifølge Carl Horn, at der maksimalt skal flyttes 6000 personer i timen fra de tre mulige holdepunkter med busafgange - fra Bella Center (med folk, der har købt billet på forhånd), fra Avedøre Holme og fra Hovedbanegården. Der bliver ikke andre muligheder for at komme til broen - og det kan bilisterne lige så godt indstille sig på, fastslår Carl Horn.

»Problemet opstår, hvis der kommer flere i timen til de tre holdepunkter. Så er der ikke busser nok, da kan der blive kødannelse, og så er jeg nervøs for, at der bliver mange, som simpelthen ikke når ud på broen - og kommer til at bruge lang tid i deres bil på at komme hjem igen,« siger Carl Horn.

Københavns Færdselspoliti ser ikke en risiko for trafikale problemer i broløbet mandag. Carl Horn peger på, at det er lagt i faste rammer, hvornår løberne skal ankomme. Dermed bliver der et planlagt flow af mennesker over hele dagen. Dagens cykelarrangement ser Carl Horn heller ikke som et problem.

Politiet stiller med 50 motorcykler om formiddagen og 50 om eftermiddagen. Derudover er der assistance fra politistationerne, hjemmeværnet og politihjemmeværnet.

peter.schollert@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen