1000 børn på venteliste til feriekoloni

Hvert femte barn i København vil på sommerferiekoloni. Men Københavns Lærerforenings feriekolonier kan ikke klare den voldsomme søgning og må sige nej til over 1000 børn.

For tredje år i træk er Københavns Lærerforening blevet bestormet med ansøgninger til sommerens feriekolonier.

4605 børn har søgt om at komme ud i det blå og grønne ferieland i op til tre uger. Men der er kun penge til at sende 3550 børn afsted, og det betyder, at over 1000 børn må håbe på at komme med på et afbud.

Det er først og fremmest de yngste børn i børnehaveklasser og de første klasser der er på venteliste, da de også får chancen for koloni de kommende år, men Københavns Lærerforening ville allerhelst sende alle interesserede børn af sted.

»Det er da ærgerligt at måtte sige nej til så mange børn. Vi så gerne, at Københavns Kommune øgede tilskuddet, så alle kom med. Derfor har vi også søgt om en budgetudvidelse næste år på en million kroner,« siger Lars Fabricius, leder af feriekolonierne.

Ønskeliste

Uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard (EL) kan ikke gøre noget for de afviste børn i år og måske heller ikke til næste år.

»Det er synd for de børn, der ikke kommer af sted. Jeg ville gerne have koloni som et tilbud til alle børn. Jeg har sat en ekstrabevilling på ønskelisten til næste års budget, hvor behovet alt andet lige er større, hvis vi fastholder beslutningen om, at klubberne for børn fra 4. klasse holder lukket i sommerferien. Men jeg kan ikke sige, hvor pengene skal tages fra,« siger Per Bregengaard og peger i stedet på, at hvis der ikke bliver flere penge til kolonier, så må Københavns Lærerforening overveje en højere bruger-betaling for de mere velstillede forældre.

Temaferie

Københavns Lærerforening oplevede en voldsom stigning i søgningen til feriekolonierne for tre år siden, da tilbuddene blev ændret til kortere ophold, ofte med et tema som dyrekoloni, miljøkoloni eller teater- og billedkoloni.

60 pct. flere børn ville med ét slag med på de billige tilbud, hvor en uge koster 300 kroner, to uger 400 kroner og tre uger 500 kroner. Men Lars Fabricius har også andre forklaringer på, hvorfor børnene vil af sted.

»Sommerferiekabalen er blevet sværere at få til at gå op for mange forældre. Børnene har syv ugers ferie, og bedsteforældrene kan ikke tage dem længere. Samtidig vil mange børn også gerne have det fællesskab med andre børn. Mange familier er så små, at børnene nemt føler sig overvågede af forældrene og nyder at komme på koloniværelse med tre andre pubertetspiger, som de kan ligge og skvadre med,« siger Lars Fabricius.

linda.bang@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen