Politiske rettigheder til børn

Formaliserede politiske rettigheder til børn vil ikke umiddelbart ændre på børns hverdag med det samme, men politikere vil blive tvunget til at tage børn mere alvorligt, inden de træffer deres beslutninger.

BØRN TILHØRER en gruppe i samfundet, der står uden formaliserede politiske rettigheder. Det, at børn ikke har politiske rettigheder, begrundes ofte med, at børn ikke er modne nok til at kunne tage stilling til politiske spørgsmål.

Det er givet korrekt, at nyfødte næppe er i stand til at tage stilling til politiske spørgsmål, men retspraksis viser, at børn godt kan gøres økonomisk ansvarlige for deres handlinger helt ned til fire år. Og fra børn er femten år, kan de også straffes for deres handlinger.

Kernen i et demokrati bør være, at der er en sammenhæng mellem medbestemmelse og byrder, man kan pålægges. For børn er der ikke sådan en sammenhæng. Børn er underlagt de byrder, voksne finder på.

Konsekvensen af dette er, at det politiske system henvender sig til dem, der kan afgøre mandatfordelingen. Hvad børn mener om deres skole, legeplads osv. er det rene tidsspilde at forholde sig til som politiker.

Forældre fremstilles ofte som nogle personer, der føler sig særligt ansvarlige for deres børn. Givet elsker hovedparten af forældre deres børn, og givet vil de fleste forældre deres børn det godt, men forældre har også deres eget liv, de gerne vil leve.

Det forældre vil, er ikke altid i overensstemmelse med det, børn vil. Ikke sjældent ser man børn underlægges deres forældres ambitioner. Ind i mellem kan man få den følelse, at forældre forsøger at leve deres barndom om gennem deres børn. NOGLE BØRN har et dagsprogram, der kunne få selv den mest atletiske sportsperson til at blive stakåndet. Børn skal nå en forfærdelig masse, og fra en meget tidlig alder må børn affinde sig med, at uret har en guddommelig status.

Pædagoger og lærere får godt nok løn for at tage sig af børn, men de skal også kunne fremvise resultater over for dem, de får løn af. Og her stiller forældre og politikere ofte store krav til resultater. Børn skal gerne kunne det hele - helst i dag og dog senest i morgen.

Konsekvensen af dette meget høje tempo i børns hverdag er, at mange børn fremstilles som børn med svag indlæringsevne eller mangelfuld adfærd. Det koster støttetimer og støttepædagoger. Og nogle børn lægger ligefrem beslag på syv ansatte.

Når undersøgelser viser, at danske børn klarer sig dårligere, bruges sådanne undersøgelser straks til at øge tempoet yderligere i børns hverdag. Længere skoledag, mindre leg i børnehaven osv.

Undersøgelser bruges stort set aldrig til egentlige refleksioner over, hvordan vi voksne har skruet børns hverdag sammen. Når danske børn klarer sig dårligere, kunne det jo være fordi, danske børn skal nå så meget mere på kortere tid. Og måske er der en øvre grænse for, hvad børn kan rumme. FORMALISEREDE politiske rettigheder til børn vil ikke umiddelbart ændre på børns hverdag med det samme, men politikere vil blive tvunget til at tage børn mere alvorligt inden de træffer deres beslutninger.

I Københavns Kommune har politikere i de seneste år truffet en række beslutninger, der påvirker børns hverdag meget mere end det, man kan se af budgettet. For politikerne er der tale om justeringer, men for børn er der tale om øget tempo.

I H.C. Ørstedsparken var der engang to bemandede legepladser. På et tidspunkt besluttede man at fjerne bemandingen fra den ene legeplads. I dag er denne legeplads omdannet til en café for voksne, og de legemuligheder der engang var er for længst forsvundet blandt andre en meget populær hængebro.

I Østre Anlæg var der engang en kælkebakke. Da man besluttede en udvidelse af Statens Museum for Kunst, inddrog man denne kælkebakke. Havde det været et areal brugt af voksne, vil politikerne garanteret have sørget for en kompensation. NU VIL MAN udvide skoletiden med fem skoletimer om ugen for de yngste skolebørn. Ikke fordi man vil mindske tempoet i basisfag som dansk og matematik, men fordi man vil give børnene mere motion.

Hvis børn have politiske rettigheder, kunne det jo være, at politikere tænkte sig om en ekstra gang. Måske kunne denne mere motion klares ved, at man i stedet brugte kræfterne på at vedligeholde og udvikle de arealer, hvor børn kan bevæge sig.

Midt i København ligger en kaserne med alle tiders fodboldbane. Hvorfor giver man ikke børn adgang til denne i eftermiddagstimerne og i weekenderne? Det er for absurd, at børn skal spille på asfalt, når der er mulighed for at spille på græs.

Børn har ikke den store sammenhængende viden om indtægter og udgifter, men børn er meget klart i stand til at udtrykke sig gennem det, de vælger, når de har mulighed for at vælge.

Børn spiller hellere fodbold på græs end asfalt. Børn kælker gerne, hvis der er sne og en bakke. Børn brugere hellere en hængebro end en sti. Og børn elsker at gemme sig i buske, hvis de ikke er giftige eller fyldt med voksnes efterladenskaber. Og børn synes det er rart, hvis der er en ansvarlig voksen tilstede. MED POLITISKE rettigheder til børn vil politikere blive tvunget til, hvis de ønsker et barns stemme, at tale et sprog som børn forstår og om noget der er vedkommende for børn. Børn kan forstå, at man vil vedligeholde målene på Israels Plads, fjerne glasskår dagligt osv.

Men børn fatter nok ikke, hvis man begynder at tale om undersøgelser, lokalplaner, bloktilskud og hvad politikere ellers finder på at dække sig bagved. Børn er konkrete og kontante.

Hvis børn havde politiske rettigheder, ville det kunne betyde en øget ansvarlighed fra os voksnes side over for børns hverdag og børns ønsker til denne. Og meget tyder på, at vi voksne ofte går på kompromis med børnenes ønsker, hvis valget en dag skulle stå mellem et operahus på Israels Plads og boldbaner.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen