Kaserne gør klar til lukning

De næste tre år skal 550 militærfolk og civile ansat på Farum Kaserne finde nye veje. I går blev et nyt personel- & servicekontor indviet. Her skal syv mand hjælpe personalet videre med deres liv.

Det er ikke nyt, at Farum Kaserne lukker. Det har alle 550 ansatte vidst siden maj sidste år, hvor Folketinget lavede et forsvarsforlig, der skulle reducere forsvaret drastisk. 10.000 mennesker rundt i landet flyttes til andre kaserner eller fyres.

Men i disse dage indvier Farum Kaserne det nye personel-& servicekontor, og dermed rykker den barske virkelighed et skridt nærmere i Farum. Her vil der være hjælp at få, hvis fremtiden med ét synes at smuldre. Og projektleder samt job- og uddannelseskonsulent Anne Hjælmsø Madsen vil sammen med seks andre stå parat med lyttende ører og ekspertise, så alle forhåbentlig, når kasernens sidste afdelinger lukker i midten af 2003, har fået et nyt job. Og hvis det ikke sker, så at de i det mindste er afklarede med deres tilværelse.

»Vi skal ikke være sådan et grædekontor, hvor folk skal sidde og hulke over tragedien. Her skal vi være konstruktive og hjælpe folk til at få et andet job uden for forsvaret,« siger Anne Hjælmsø Madsen, der selv har været syv år på Farum Kaserne. Dette bliver hendes sidste opgave på stedet, og når alle andre er kommet godt i vej, kan hun selv se sig om efter et nyt arbejde.

Mange har følt sig meget sikre her og troet, at stedet også var en livsforsikring. Her kunne de blive, til de skulle pensioneres. Nu føler de, at tæppet er trukket væk under dem. Og nogle tror stadig ikke på, at kasernen lukker.

Mange ligefrem vrede

De har fortrængt virkeligheden. Eller også tror de, at der mindst vil gå fem år, før det sker i stedet for de planlagte tre år. Anne Hjælmsø Madsen har mødt en del, der er forvirrede og skuffede, og temmelig mange er ligefrem vrede. En del får også stadig mere travlt i deres daglige arbejde, fordi kolleger begynder at søge væk.

»Det giver frustrationer og misundelse over, at han eller hun nu fik sådan et godt job. Men selv om vi godt kan forstå deres følelser, så har vi altså besluttet, at dette sted heller ikke skal være en brokkestue. Vi må videre. Langt de fleste af militærpersonalet i Farum vil blive tilbudt at flytte til kasernen i Skive i Jylland. Andre skal flytte arbejdspladsen til Ålborg eller Vordingborg. Men tilbage vil være cirka 90 mennesker, hovedsageligt civile hk'ere og sid'ere, der skal regne med at blive afskediget. Og ligeledes vil der være en del militærfolk, der ikke ønsker at flytte til Jylland og rive hele familien op med rødder. Også de skal ud og finde nyt job.«

Hæren ingen anbefaling

»En del af de civile er midt i 50erne, og flertallet er ikke interesseret i at lade sig pensionere. Det kan godt blive svært at få dem i arbejde. Der er en anden arbejdsgang i det civile. Mange steder fokuserer virksomhederne kun på unge. Og folk står ikke først i køen, når de kommer fra forsvaret. Jeg har kontakt til virksomheder, der siger: "Dem skal vi nok finde plads til på en eller anden måde." Men når jeg så går dem på klingen, så drejer det sig måske om rengøringsjob, og det er der ikke mange, der er interesseret i. Så vores mål er at afstemme forventningerne med virkeligheden,« fortæller Anne Hjælmsø Madsen.

Mange af de militære folk har uddannelse inden for ledelse og pædagogik, men ifølge Anne Hjæmsø Madsen kvalificerer en sergentuddannelse i hæren ikke uden videre til et lederjob i det private erhvervsliv.

De dygtigste får ikke problemer, men de finder også ofte et job af sig selv. Andre vil videreuddanne sig inden for IT, men det er kun de dygtigste, der går ud og får et job til 40.000 kr. om måneden.

Oberst Per Winther er chef for ingeniørregimentet, og samtidig er han garnisonskommandant, hvilket gør ham ansvarlig for bl.a. kantine, vedligeholdelse af området og infirmeriet.

Han tiltrådte sin stilling for to år siden på et tidspunkt, hvor Farum Kaserne gik lyse tider i møde med moderniseringer. Men det blev der hurtigt vendt op og ned på. Nu er han chef for en enhed, der skal opløses.

Fortsætter for fuld damp

Selv bliver han ikke ramt så hårdt af besparelserne. Han bliver 60 år og går på pension i august 2003 få måneder efter hans enhed - ingeniørtropperne på 175 mand - er flyttet til Skive. Men når de ansatte har en tvungen flytning hængende over hovedet, vælger mange at skifte job allerede nu, hvilket gør det stadigt vanskeligere at opretholde en normal hverdag med et normalt arbejdsniveau.

»Det er vemodigt at se, men det er nu engang betingelserne. Og mit mål er at fortsætte med fuld damp frem til lukkedatoen,« siger Per Winther.

I alt vil det koste 81 millioner kr. at nedlægge ingeniørregimentet og skolen. Og efter 2004 forventes en årlig besparelse på 34 millioner kr.

Enkelte enheder skal blive tilbage i Farum. Det gælder først og fremmest bombeenheden med den nok så kendte "Rullemarie", der oftest er i brug i Storkøbenhavn. Og så 100 mand, der går og rydder op for granater på Kalvebod, hvor Ørestad og Metroen bliver bygget. linda.bang@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen