Bryggerens vilje

Kører man ad Valby Langgade et lille stykke op ad bakken, og drejer man til venstre ned ad den første uanselige sidevej, bliver man mødt af to elefanter. De er af sten, som det passer sig for gamle vartegn, og mellem dem bærer de mottoet: Laboremus pro Patria.

Det er er latin, og vi lader den stå et øjeblik, ikke for at lade læserne genopfriske for længst afskaffede latinprøver, men for at lade udtrykket fæstne sig. Laboremus pro Patria, »Lad os arbejde for fædrelandet«, er nemlig et motto, der i dag må klinge lige så musealt som nattevægterens sange og lyden af hestetrukne postvogne. Lægger man til, at mottoet er en erhvervsmands, må en nutidig betragter ryste på hovedet. At arbejde for fædrelandet er ikke blot gået helt af mode her i Robinson-alderen, hvor man - hvis man arbejder - naturligvis arbejder for sig selv, og hvor et motto, som det elefanterne bærerne, snarere står til en grundig inspektion fra øjet i det høje, Ole Espersens europæiske dokumentationscenter for racisme og fremmedhad.

Mistænkeligt og forældet altså, og det blev til fulde bekræftet i den forløbne uge, hvor Civilretsdirektoratet under Justitsministeriet fastslog, at man naturligvis ikke behøvede tage hensyn til en for længst afdød romantikers fjollede ønsker og ideer, derfor gav Carlsberg frit slag til at agere på verdensmarkedet, som det sig hør og bør for en moderne virksomhed - uden hensyn til fundatsen.

Ifølge reglerne skulle fondet altid eje 51 procent af aktierne, og hvad vil det sige? Det vil i realiteten sige, at halvdelen af bryggeriets overskud altid skulle gå til fremme af videnskaberne og den skønne kunst, sådan ønskede den gamle brygger I.C. Jacobsen det, og måske blandt andet fordi han kunne se det merkantile glimt i øjet på sin søn Carl, sørgede han for at gøre det klart i sit testamente - om end naturligvis ikke i aktionærsprog, det fandtes ikke dengang.

Men allerede i 1882, fire år før sin død, overlod han Gamle Carlsberg til Carlsberg Fondet, og i 1902 overlod også hans søn sit bryggeri til fondet. I 1878 havde brygger Jacobsen stået for genopbygningen af Frederiksborg Slots nationalhistoriske museum, det er ølpenge, der står bag videnskabernes selskab osv. osv. Man kan indvende, at bryggerens kunstsyn var snævert, farvet som det var af nederlaget i 1864 og en intens optagethed af at genvinde den nationale stolthed oven på det sviende tab. Bryggeren bestilte en del malerier af centrale nationale begivenheder, Dronning Dagmars død, kongemordet i Finderup og slaget ved Helgoland, som i dag virker forældede, men det ændrer dog ikke ved den karakteristik, at brygger Jacobsen tænkte på andre end sig selv

Og i 1998 havde Carlsberg så en samlet indtægt på 173 millioner kroner, hvor af de 69 millioner gik til dansk grundforskning, alt lige fra udgivelsen værket om Danske Kirker til studier af bunddyr i Esrom Sø. Millioner gik også til forskning i ølbrygning, det var nemlig en anden særhed ved den gamle brygger Jacobsen: Han interesserede sig mere for øllets kvalitet end for antallet af solgte flasker. Som han skriver i et brev til fru Heiberg, der lykønsker ham med den store succes og hans geni:

»Det er ogsaa langtfra, at det Resultat, som nu foreligger, er Frugten af en planmæssig Stræben mod et højtstaaende Maal; tværtimod! Udviklingen er kommet af sig selv, og jeg har for lang Tid siden ønsket og haabet, at den nu vilde standse, fordi min Hu aldrig har staaet til det Store, men kun det Fuldkomne, hvortil jeg har haft en medført Drift.«

Brygger Jacobsen var ikke nogen tilhænger af vækstfilosofien, tværtimod prøvede han at holde ekspansionen i ave, fordi han frygtede, at den ville gå ud over øllets kvalitet.

Han var en anden slags personlighed. Han begyndte sit arbejde i faderes bryggeri i Brolæggerstræde, da Københavns vand var livsfarligt at drikke, han var aktiv i politik og han var med til at grundlægge byens første vandværk. Han var dybt engageret i samfundsspørgsmål, og hvad så?

Det kan man ikke leve af i dag.

Ved et tilfælde havde jeg forleden en repræsentant fra Justitsministeriet til bords ved en festlig lejlighed, og hun forsikrede mig, at der fondsretsligt ikke var noget at komme efter. Den er svær at stikke efter fire glas rødvin, og det bliver ikke nemmere af, at man er ædru, men det skal da nok være rigtigt. Ligesom det muligvis også er rigtigt, at Carlsberg ikke kan overleve uden de frie hænder, man nu har fået, og hvad så med bryggerens minde, hvis bryggeriet går neden om og hjem?

Det kan altså alt sammen være rigtigt, jeg kan i hvert fald ikke gennemskue det, dertil ved jeg alt for lidt om fondsret og om at drive virksomhed.

Men vi kan konstatere, at med den seneste ændring i fundatsen er Carlsberg godt på vej til at blive noget helt andet, end det var engang. Snart er Carlsberg bare en ganske almindelig erhvervsvirksomhed med det ene og altoverskyggende formål at tjene penge.

Og så er elefanterne vel heller ikke længere noget vartegn for noget som helst?

Andre læser

Mest læste

Del artiklen