Turister over Øresund med bus

Busselskabet Auto-Paaske vil bringe turister mellem Rådhuspladsen og Malmö Centrum med fire daglige afgange. HT regner med at give tilladelse.

Auto-Paaske vil benytte Øresundsbroen til turistkørsel mellem København og Malmö. Prisen skal efter planen være 220 kroner for en billet, som gælder hele turen frem og tilbage.

Amagerselskabet vil fire gange om dagen tage turister på en guidet tur mellem Rådhuspladsen i København og Malmö C.

»Selv om det med en pris pr. tur på 1200 kroner er dyrt for os at benytte broen, vil vi i år afprøve, om der er behov for en sådan rute, som først og fremmest henvender sig til udenlandske turister, der gerne vil kunne sige, at de har været i Sverige. Danskere vil formentlig benytte sig af den billigere togtur,« siger Auto-Paaskes direktør, Preben Paaske, der vil gøre turen permanent fra næste år, hvis det bliver en stor succes.

Han har ingen planer om en direkte konkurrence med DSB om den kollektive trafik.

Tvivl om pendlerne

»Jeg opfatter det her som et alternativt tilbud til turisterne, men derfor må almindelige pendlere selvfølgelig godt benytte sig af det, hvis de finder det økonomisk attraktivt, hvad jeg dog tvivler på,« siger Preben Paaske.

Preben Paaske kalkulerer med, at der skal omkring 200 passagerer med pr. dag for, at det kan løbe rundt. Han peger på, at busselskabet foruden broafgiften har omkostninger til buschauffør, afskrivning på vogn og vedligeholdelse samt udgifter til brændstof og markedsføring.

Busdirektøren håber at få den endelige tilladelse til turistbusprojektet fra HT inden for de kommende par uger.

Hos HT bekræfter informationschef Pernille Hermann, at ansøgningen fra Auto-Paaske bliver behandlet p.t.

»Der kommer et svar inden for de næste tre uger, og der skal meget til for, at han ikke får sin tilladelse,« siger Pernille Hermann.

Auto-Paaske har eksisteret siden 1968.

Det er busselskab for en række institutioner og skoler i Københavnsområdet og står bag guidede turistture i København og Nordsjælland og til Odense og Legoland. Derudover er der ture til udlandet.

Auto-Paaske er landets største privatejede turistbusselskab med 40 turistbusser.

peter.schollert@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen