Fart og tempo

JEG HAR en god ven, der er så rar, at han egentlig burde beskyttes mod verden. Han er flyttet til Jylland (for sin kones skyld), og her tilbringer han en god del af sin fritid med at hente og bringe sine svigerforældre, rede senge op til hustruens tilrejsende veninder, køre andre menneskers børn til fodbold, male køkkener og slå græs, flytte for folk og låne penge ud til tvivlsomme venner og fjerne fætre, som er rige på ideer, men fattigere på evnen til at gennemføre dem og betale gæld tilbage.

Alligevel smiler han, når man møder ham, han nyder en forsigtig pilsner i solen i landsbyhaven og glæder sig over sit privilegerede liv. Han er så god og så rar, at jeg i lang tid troede at have mødt den uforfalskede godhed, en moderne Fyrst Myskjin med arvesynden skubbet så langt ned i storetåen, at den næsten var forsvundet fra personligheden, et menneske uden menneskets modbydelige egenskaber, en engel, simpelt hen.

Troede jeg. Lige indtil jeg var ude at køre bil med ham.

UMIDDELBART VAR der ingen forandring at spore, men da han først fik familiens stationcar op i tempo, begyndte et sandt helvedesridt.

Ikke fordi man kan køre hurtigt i Københavns gader, men netop fordi, man ikke kan - og han forsøgte. Hver gang, der var 50 meters fri bane, speedede han op så nålen dirrede, og når vi så mødte den næste parkerede lastbil, bremsede helt oppe i enden på dieseluhyret, hvor vi holdt og stønnede, ind til han med en brutal bevægelse tvang bilen ind foran en uskyldig Fiat eller Seat og drønede videre.

Hans knoer blev hvide og hans øjne blanke af had, nu kom det ud, alt det undertrykte raseri, alle de usagte sandheder.

Her sagde han fra, det vennesæle ansigt var fatalt forandret og et djævelsk skær havde lagt sig over hans profil. Det er nok indbildning, men det var, som om hans øjenbryn tilmed var vokset sammen, nu var han ikke længere min gode, gamle ven, nu var han bilist, med alt hvad det indebærer af aggressioner og arrigskab.

MENS JEG SAD ved siden af og bad en stille bøn for mit liv, tvang han bilen gennem de snævre gader, overhalede og dyttede, ræsede og brølede, så bremserne skreg og hvinede, og de søde katte, der var klæbet på de bageste sideruder for at holde solens stråler væk fra de sarte små børn, faldt ned og ramte børnesæderne med døde, ildevarslende klask.

Vi nåede frem - jeg var blevet 10 år ældre - men da jeg igen turde åbne øjnene og så på min ven, var det venlige smil tilbage, og han spurgte mig, om jeg havde nogle ærinder inde i byen, en børneseng eller en klaverbænk, han skulle bringe hjem for mig, nu vi alligevel var her.

FÆNOMENET ER KLASSISK, og det kan - modsat den udbredte opfattelse - forefindes hos både mænd og kvinder, chauffører af alle arter - herunder buschauffører.

JP København har udskrevet en konkurrence om HT's busser med det formål at gøre bustrafikken endnu bedre, og som en, der er i tilfælde af regnvejr og punkteringer er fuldt og helt afhængig af de gule vidundere, iler jeg med at bidrage positivt. Busserne i København er en luksus uden lige, og deres hyppige tilstedeværelse muliggør, at folk som mig, folk uden en hårdt beskattet bil, alligevel kan komme frem og tilbage i hovedstadsområdet.

Åh, det sker da, at den er forsinket et par minutter, det må man tage højde for ved at tage af sted i god tid. Og trafikken kan overaske ved sin tæthed, jamen, det kan den da også, hvis man bruger sin private, sølvfarvede Audi V8.

Det er ikke det, der er problemet - det er måden, altså, der bliver kørt bus på.

I GÅRSDAGENS AVIS læste jeg Jens Rørbechs beretning om en bustur for seks år siden, og jeg vil gerne understrege, at min erindringer er friskere. Og hyppigere. Faktisk kører jeg så meget i bus, med og uden børn og bæreseler, med og uden en fast mødeaftale i den anden ende, inden og uden for myldretiden, morgen, aften og nat, at jeg ved tilstrækkeligt til at kunne offentliggøre resultatet af min private brugerundersøgelse.

Konklusionen lyder i korthed, at bussen kører. Oftest til tiden, oftest civiliseret, men ikke sjældent uhørt aggressivt. Jeg ser altid grundigt på chaufføren for at finde spor af de trafikalt sammenvoksede øjenbryn. Jeg studerer grundigt bussens måde at holde ind på for at vurdere, om jeg bør vente på den næste.

IND I MELLEM tager jeg fejl, og så er den gal. Så får man kærligheden at følge mellem hvert eneste stoppested, og mens chaufføren brøler sine aggressioner ud, mærker man hendes dårlige dag i mellemgulvet og påføres alt lige fra forkert smurte madpakker over uheldige karrierevalg til ægteskabelige skænderier.

Fænomenet følger hverken kønsmæssige eller etniske forskelle, alle er lige gode om det, og det er i den forstand en tilstand, der går smukt i tråd med diverse menneskerettighedserklæringer og formålsparagraffer. Hvis det altså ikke lige var fordi, passagerernes menneskerettigheder brutalt trampes under fode, mens vi ligger der og triller magtesløst på gulvet og leder efter knuste briller og vildfarne håndtasker.

En vred chauffør er et livsvilkår for den billøse københavner, men det er et livsvilkår, som HT kan gøre noget ved. Og det er vigtige end forsinkelser, for det er trods alt bedre at være et par minutter forsinket og så nå uskadt frem.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen