Museet og mausoleet

Igennem århundreder kastede københavnerne deres dagrenovation ved Gammel Strand. Det fik de to små øer til at gro sammen med Slotsholmen og give plads til Thorvaldsens Museum.

For tiden foregår der en renovering af de stensatte bolværker langs Vindebrogade ud til Slotsholmskanalen. Det er et stykke af det ældste København, der her arbejdes med.

Kanalen er det oprindelige sund mellem Sjælland og små-øerne ud for kysten. Den største af dem blev kaldt Strandholm. Mellem den og Sjælland lå to mindre øer.

Øer og holme var begroet med vuggende tangrør og blå strand-østers, og her udspandt der sig et rigt fugleliv. Imellem de små øer og holme var vandet fyldt med fisk, blåmuslinger og østers. Den flade strand langs Slotsholmskanalen var god til at trække både op på stranden i læ for vind og vejr.

Da Absalon i 1167 anlagde sin borg på Strandholmen begyndte de små øer at skifte karakter. Både på sjællandssiden og øerne voksede bebyggelse frem.

Christian III (1534-59) tillod borgerne at anlægge "et Ladested og Bradebænk (bedding), paa den Holm Norden op til Vort Slots Vold".

Den omtalte holm var den største af småøerne, og tilladelsen har næppe åbnet for noget nyt. Kongebreve bekræftede normalt kun allerede eksisterende praksis. Den lille holm var forlængst inddæmmet og taget i brug på den måde, som det nu blev nødvendigt at stadfæste. Sundet mellem holmen og Sjælland blev også smallere.

For det første benyttede Københavns borgere stranden til at henkaste affald. For det andet kastede købmænd og skibskaptajner deres ballast i havneløbet, når de skulle indtage deres ladninger.

Kongens løngang

Fra 1614 til 1619 lukkede Christian IV befæstningen mellem Slotsholmen og Københavns vestvold ved at bygge "Løngangen", der var en lukket forbindelsesbro til det nuværende Løngangstræde. Dette anlæg gav efter hans eget udsagn kongen en del utilsigtet konkurrence med byens borgere og deres byggetrang.

Småholmene nord for slottet, som Christian III havde skænket til København, voksede konstant. Opfyldninger ved øerne blev foretaget med dagrenovation. Det endda i et sådan omfang, at holmen hvor "bradebænken" var blevet anlagt nu erhvervede sig det lidet flatterende tilnavn "Skarnholmen". Vokseværket resulterede i, at øerne voksede sammen med selve Slotsholmen, og blev bebygget ud mod Slotsholmskanalen.

Det var der ingen der havde taget anstød af, før borgerne også ville tilegne sig arealet ud til den nye Løngang. Her følte Christian IV sig gået for nær.

I et brev gav han udtryk for sin utilfredshed med Københavns borgeres byggeiver:

"Thi skulde Borgmestre og Raad tilegne sig det til, som ved Skarnagerne (skraldemændene) fyldt er, saa kom dem Tøjhuset, med al den Cirkumferens, til paa den ene Side, og paa den anden Side fra Huse, som Baade staar i, indtil Amager Bro, (Knippelsbro), som altsammen er fylde ud af Skarnagerne af Byen. Med ded Fylden, der er sket bag ved Stalden, hvorfra de nyligen maatte vige, haver ded den Beskaffenhed, at dentid de gode Herrer en Part fik Lyst at bygge deres Huse paa Skarnholmen, som Byen given er af de fremfarne Konger til at sætte deres Både og hænge deres Fiske-Redskaber paa, da skulde de ensteds hen med ded, som der tages udaf Havnen, hvorfor de lagde det der (ved Løngangen) i den Agt og Mening, at de vilde have kontinueret deres Bygninger indtil Løngangen og dermed forhindre Bygningen paa Christianshavn...".

Privat bebyggelse

Christian IV var simpelt hen nervøs for, at udbygningen på Skarnholmen skulle afholde borgerne fra at bygge i hans nye købstad Christianshavn. Men utilfredsheden afholdt dog hverken ham, eller hans efterfølgere, fra at sælge grunde til private på Skarnholmen.

Efterhånden blev der ud til Slotsholmskanalen opført "mange skønne, anselige, sirlige, store og kostelige Bygninger, som en Part Herresæder lig er". Vindebrogade ud til kanalen fik sit navn fra den gamle Højbro, der som byens ældste bro indtil midten af 1400-tallet blev kaldt Vindebroen. Den kunne åbnes og lukkes når skibene skulle ind til havnen ved Gammel Strand.

I 1650 fik den nu meget udvidede Strandholm officielt navneforandring til Slotsholmen, og ved samme lejlighed blev det højtideligt forbudt at benytte navnet Skarnholmen for den nordlige ende af øen.

Under Frederik IV (1671-1730) blev det gamle Københavns Slot kraftigt ombygge af arkitekten J.C. Ernst. Kongen ønskede det ikke helt nedrevet, da han gerne ville "beholde noget af den gamle Rede, hvori han og hans Forældre vare opklækkede". Men fundamentet kunne slet ikke bære den nye bygning, og slottet begyndte at slå revner, allerede før det var færdigt.

Da Christian VI (1699-1746) overtog tronen i 1730, tog han den drastiske beslutning at rive hele herligheden ned. Allerede i 1731 gik håndværkerne i gang med nedrivningen.

Den private bebyggelse i nordenden af Slotsholmen forsvandt helt ved anlæggelsen af det første Christiansborg. Enkelte af husene fik under byggeriet en galgenfrist ved at tjene som oplagsrum og bolig for generalbygmesteren og byggeriets tilsynshavende. De gamle Skarnholme blev nu bebygget med Slotskirken og den kongelige vognremise kaldet "Vognskurbygning". Denne bygning skulle dog radikalt ændre både udseende og funktion.

Thorvaldsens Museum

I 1838 vendte landets store søn Bertel Thorvaldsen tilbage til København efter mange år i Italien.

Allerede tidligere havde Thorvaldsen tilbudt sin store private samling og egne værker til sin fødeby, hvis København ville oprette et museum for ham. I 1837 blev der foranstaltet en offentlig indsamling for at skaffe midler. Men hverken fra privat side eller fra Københavns Magistrat var der offervilje nok til planernes gennemførelse. Det fik Frederik VI til at skænke "den saakaldte Vognskurbygning" til museumsprojektet. Det udløste mange protester, men mesteren stillede sig tilfreds. Hans ven, arkitekten Gottlib Bindesbøll, udarbejdede tegninger til museet, der også mødte meget modstand, men arbejdet med ombygningen kom dog i gang i 1839.

Thorvaldsen frabad sig "alle udvortes architektoniske Dekorationer og Zirater". Men Bindesbøll ønskede, at museet skulle skille sig ud fra slottets grå masse. Det menes at det var ham, der fik ideen til maleren J.V. Sonnes billedfrise af Thorvaldsens hjemkomst til København på den gulkalkede facade. Herudover lod han hvert rum dekorere på sin måde. Til sidst skal Thorvaldsen vrissent have udbrudt: "Det bliver Bindesbølls museum og ikke mit."

Bindesbølls dekorering af museumsgården med vægmalerier høstede dog almindelig anerkendelse i samtiden. I forbindelse med ombygningen lod arkitekten to løngange til Christiansborg og Slotskirken nedrive, så museumsbygningen kom til at stå frit.

I 1848 stod den gamle "Vognskurbygning" færdig som et af hovedstadens mest særprægede bygningsværker. Men da var Thorvaldsen død fire år før, og bisat i Frue Kirke. Inde i gården til museet, hvor der oprindeligt var projekteret en fontæne, blev mesteren nu nedsat i et gravkammer den 6. september 1848, så museet også blev hans mausoleum. Foran bygningen blev anlagt et lille haveanlæg mellem Christiansborgs ridebanefløj og Vindebrogade.

Sonnes farvestrålende frise på ydervæggene stod over de næste hundrede år og forvitrede. Fra 1951 til 1959 renoverede maleren Axel Salto frisen. I al sin farvepragt fortæller den derfor fortsat om Thorvaldsens ankomst til København den 8. august 1838 med den samling, der i dag har sit museum på de gamle Skarnholme.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen