Hvem går i kamp mod alkohol?

"Jeg håber, at politisk fokus vil få flere virksomheder med til aktiv alkoholpolitik, der inde-

holder behandlingstilbud og synliggørelse af hjælp."

KAMPAGNER MOD rygning er i orden, skriver cand.jur. Leif B. Petersen i JP København fredag den 17. marts. Vi har det straks mere problematisk, når talen kommer på det skadelige alkoholforbrug.

I sundhedsministeriets rapport om de samfundsøkonomiske konsekvenser af alkoholforbrug, konkluderes det, at alkohol koster det danske samfund ca. 10 milliarder kroner om året. Derudover ødelægger alkohol livskvaliteten for tusinder af mennesker, både de der bliver afhængige, og deres familier, venner og kollegaer.

DET ER SVÆRT for den almindelige borger at finde løsninger på alkoholproblemer. Det er også svært at indse problemet. Selv om pressen flittigt skriver om problemet, er det vanskeligt for den enkelte at finde ud af, hvordan man får hjælp til at komme fri af sin afhængighed.

Der findes mange mennesker med alkoholproblemer, det kan vi bekræfte her fra behandlingscentret Majorgården.

Vi får talrige henvendelser både fra den enkelte afhængige, men især fra pårørende, der er ved at være mentalt nedslidte. Og en lille del af de alkoholafhængige kommer i Minnesota-behandling. Her på stedet behandler vi omkring 200 alkohol- og medicinafhængige om året.

Der er heldigvis kommet større åbenhed omkring alkoholisme de sidste par år. Virksomheder er i stigende grad begyndt at erkende, at alkohol er et problem, de må forholde sig til.

NOGLE VIRKSOMHEDER tilbyder ansatte behandling for at komme ud af afhængigheden. Det er jo langt bedre at få en medarbejder ud af sin afhængighed via en god behandling, end det vil være at skulle igennem afskedigelse, menneskelig de-route, bekostelig nyansættelse og oplæring af nye medarbejdere.

For den, der har et alkoholproblem, kan det være en god idé at finde ud af, om arbejdspladsen har en alkoholpolitik, der giver mulighed for betalt behandling. De fleste arbejdsgivere vil gerne hjælpe, men har ofte svært ved selv at tage initiativ til at konfrontere den medarbejder, der ser ud til at have et alkoholproblem.

DE FLESTE AMTER benytter i dag både egne og private behandlingsmuligheder i deres tilbud til borgerne.

F.eks. er der i Frederiksborg Amt en klar politik på området. Har man et problem, kan man gå til sit alkoholambulatorium og få hjælp. Nogle kan evt. blive tilbudt Minnesota-behandling. Men for at få flere mennesker igennem nødvendige behandlinger, må der flere spillere på banen i kampen mod alkoholismen. JEG HÅBER, at det politiske fokus, som Sundhedsministeriet har sat på området, de store tal om økonomiske belastninger og det at dødstallene blandt alkoholikere er stigende, vil få endnu flere virksomheder til at være med på vognen om aktiv alkoholpolitik, der indeholder behandlingstilbud og synliggørelse over for medarbejderne om, at der er hjælp at hente.

Det vil for alvor være at tage det sociale ansvar alvorligt. Der er store gevinster at hente ved, at medarbejdere kommer på fode og begynder at fungere igen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen