Populær åbningstid droppes

Søndagen er ugens bedst besøgte dag på flere storkøbenhavnske biblioteker. Kun Herlev har åbent i sommer.

Søndagsaktiviteten på flere storkøbenhavnske folkebiblioteker minder om trafikken i ankomsthallen på en mellemstor provinsbanegård. Unge, gamle, fædre, mødre og børn myldrer ind og ud gennem svingdøren.

Søndagen er blevet en af de mest populære biblioteksdage i ugen. Alligevel er det kun et fåtal af bibliotekerne, der holder åbent om søndagen. Og kun et enkelt bibliotek har søndagsåbent om sommeren.

Det undrer man sig over i Forbrugerrådet.

»Det er ærgerligt, at kommunerne ikke følger op på den succes, som f. eks. Gladsaxe har. Det er et generelt problem, at tilbuddene ikke der, når borgerne har fri,« siger informationschef i Forbrugerrådet, Claus Brøgger.

Gladsaxe Bibliotek, der var først herhjemme med systematisk søndagsåbent, kan melde om besøgstal, der målt pr. time er dobbelt så høje som til hverdag.

»Vi har mellem 1500 og 2000 lånere i løbet af de fire åbne timer om søndagen. Besøgstallet svarer til en almindelig hverdag, hvor vi imidlertid har åbent i 10 timer,« fortæller stadsbibliotekar Svend Stilling, Gladsaxe.

I lighed med sine kollegaer i bl.a. Herlev og på Frederiksberg har han noteret, at lånerne giver sig længere tid til besøgene.

»Vi har mange børnefamilier, som sjældent kommer til hverdag, men til gengæld besøger os søndag efter søndag. Personalet får et helt særligt forhold til lånerne, som man ellers kun oplever i et lille bysamfund,« fortæller Svend Stilling.

Også stadsbibliotekar Anne Møller Rasmussen, Frederiksberg Bibliotek, oplever en helt anden atmosfære om søndagen.

»Vi har mange børnefamilier, men også studerende, som går og græsser langs reolerne. Der er en anden tid og ro til fordybelse end til hverdag.«

Trods opbakningen fra lånerne sluttede fem af de seks storkøbenhavnske biblioteker i går sæsonen for søndagsåbent. I det kommende halve år vil Herlev Bibliotek være alene om at have åbent om søndagen.

Den enkelte kommune bestemmer åbningstiderne, og Kommunernes Landsforening vil ikke komme med anbefalinger - »men vi opfordrer til at leve op til Biblioteksloven og tilpasse åbningstiden efter borgernes behov,« siger konsulent i KL, Inger Larsen.

Side 3

Andre læser

Mest læste

Del artiklen