Betjent dømt for misbrug

Misbrug af politiskiltet kostede fredag en 33-årig politiassistent en dom på 10 måneders hæfte ved retten i Tårnby. Politimanden viste skiltet til en mand, der havde solgt ham en havelåge, og han gjorde det for at presse sælgeren til at lade handelen gå om, mente to af domsmandsrettens tre medlemmer.

Politimanden, der nægtede sig skyldig, tog betænkningstid til at anke dommen, der betyder, at han ikke længere kan arbejde i politiet.

Han læste om havelågen på et opslag i den lokale Fakta og købte den for omkring 1000 kr. Alle var glade, indtil politiassistenten og hans svigerfar nogle måneder senere skulle sætte den op. Stolper og låge passede nemlig ikke sammen.

Ophidset diskussion

Velvidende at han havde købt lågen som beset, opsøgte politiassistenten sælgeren og beklagede sig. Det kom hurtigt til en ophidset diskussion, og så var det, at han - ifølge sælgeren - hev politiskiltet op af lommen og sagde:

»Jeg er politimand og har magt og kan gøre meget.«

Sælgeren sagde, at han skulle putte skiltet tilbage i lommen, for det havde intet med sagen at gøre.

Men selv om de havde aftengæster, tog sælgeren og hans bror med til politimandens have, hvor de forgæves foreslog et afslag i prisen. Til sidst tilbød de at lade handelen gå om. Forinden havde svigerfaderen for sjov præsenteret sig som "politimesteren i København" og trukket et bundt nøgler frem af lommen, men sælgeren havde ikke opfattet det som morsomt. Samme aften var handelen gået om.

"Søgt forklaring"

Politimanden forklarede, at han tog skiltet frem, da sælgeren antydede, at lågen kunne være stjålet.

»Så kørte det hele oven i hovedet på mig. Han skulle vide, at jeg var politimand, inden han sagde til mig, at lågen ikke var kommet til på ærlig vis. Det har aldrig været min hensigt at true den mand. Jeg viste ham skiltet for at undgå at skulle anmelde ham for et tyveri, det ville være en håbløs sag for politiet at arbejde videre med,« sagde politiassistenten.

Den forklaring kaldte anklageren, statsadvokatassessor Anne Birgitte Stürup, for "søgt".

»Men uanset hvilken forklaring man vælger, var det misbrug af stillingen, fordi han ikke trådte i tjeneste og undersøgte en mulig hælerisag. Han skulle have sagt, "jeg er politimand" og så lavet en sag. Men det var en pression for at komme af med lågen og få sine penge igen, selv om han juridisk ikke havde et ben at stå på. Han fik en uberettiget fordel ved at misbruge skiltet,« sagde anklageren.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen