Rødt kort til københavnerne

Fair play er nok ikke vejen til UEFA Cup'en for de københavnske klubber, der indtil videre har vist dårlig opførsel i Superligaen.

Muligheden for at et københavnsk hold skal komme i UEFA Cup'en via fair play er i øjeblikket minimal. Efter 21 runder af Superligaen har fire af de sjællandske klubber tacklet sig ned på de sidste fire pladser på DBU's fair play-liste. Det er kun Brøndby, der med en fjerdeplads på listen ligger til en fair play-billet.

Det er DBU, der til hver kamp har en bedømmer på stadion, som giver spillerne, lederne og tilskuerne fra de forskellige hold karakterer. Derudover trækker det fra, hvis en klubs spillere får røde eller gule kort.

Gode danske chancer

Sidste år var FC København med i bowlen, da der blev trukket lod om tre pladser i UEFA Cup'en og flere af københavnerholdene var blandt "klassens flinke drenge." Fair Play turneringen blev godt nok vundet af mestrene fra AaB, men derefter fulgte AB, Brøndby og FCK, og da holdene i top tre havde kvalificeret sig direkte til de europæiske turneringer, var det altså FCK's navn, DBU sendte af sted til lodtrækningen i UEFA.

Igen i år ligner det en plads til et dansk hold, da vi internationalt får gode fair play-karakterer, men nu er det Viborg, Esbjerg og AGF, der fører listen.

Listen tages seriøst

Fair Play-karaktererne gives efter et sindrigt system, som er det samme i hele Europa. Bedømmeren, der gerne er en pensioneret dommer, giver point i seks kategorier: Røde og gule kort, positivt spil, respekt for modstanderne, respekt for dommeren, trænere og lederes opførsel og endelig publikums opførsel.

Det er andet år, at Fair Play-turneringen kører i Europa, og Christian Bordingaard, der er sekretær for fair play-udvalget i DBU, mener, at der er kommet pænere opførsel ud af kampagnen.

»Vi har været med til at sætte en proces i gang, hvor holdene siger, at vi må tage det her seriøst, fordi der er chance for at komme i UEFA Cup'en,« siger Christian Bordingaard og fortsætter.

»Vi får mere og mere respons fra klubberne. De får tilsendt bedømmelsesskemaet efter hver spillerunde, og jeg har mindst to-tre sportsdirektører i røret hver uge,« siger Christian Bordingaard.

Sidste år var det FCK, der gik mest op i fair play-pointene, fordi det viste sig at være holdets bedste chance for at komme i UEFA Cup'en. Cheftræner Kim Brink følte, at holdet blev latterliggjort sidste år, fordi holdet gik op i pointene, men han mener, at det er vigtigt med fair play.

»Det er ikke uvæsenligt, at vi spiller fair. I sidste ende koster det karantæner, hvis man ikke gør det,« forklarer Kim Brink.

Mange dumme frispark

Forklaringen på, at FCK ikke klarer sig så godt i år, mener han er, at holdets unge spillere laver mange "dumme" frispark. Men cheftræneren holder stadig øje med listen, og man behøver ikke at fortælle ham, at FCK ligger tredjesidst. Det ved han. Da holdene samtidig ligger tæt på listen, har han ikke opgivet chancen for, at FCK igen ryger til UEFA-lodtrækning. Det giver Christian Bordingaard FCK-træneren ret i. Han mener også, at alle hold stadig har chancen for at vinde fair play-turneringen. Han fortæller også at bedømmelserne nu fungerer godt efter lidt problemer i begyndelsen.

»Det er især bedømmelsen af "positivt spil," vi har haft noget bøvl med, fordi bedømmmerne ikke helt vidste, hvordan de skulle gøre det. De kunne blandt andet finde på at give et hold en elendig karakter, fordi de havde et hav af fejlafleveringer,« forklarer Christian Bordingaard.

jpk.fodbold@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen