Bynyt

Jajaja, så er der ikke længe til. Selv om vi i denne uge stod op - eller gik i seng - til en regulær forårssnebyge, så pusles der såmænd i Nyhavn. Lange rækker af kassevogne fra alskens gøre-klar-firmaer holder langs det bolværk, der om føje tid giver støtte til trætte baller og fadølskrus, og en restauratør eller tre dukker op på trappestenen for at se borde og stole blive hentet frem.

Og det leder os direkte videre og ud på Bakken, hvor Mait og Steen Idemo i denne uge åbnede en ny restaurant. Nok er det endnu ikke vejrlig til picnic, men en picnickurv er én af de ting, Hos Steen kan ordne, når den tid kommer. Indtil da står den på kaffe og kage i dagtimerne og à la carte restaurant om aftenen i lokalerne, der tidligere rummede De 4 Ege og Hos Andy. Køkkenchefen er Torben Jensen, der har hvæsset sine knive hos Erik Geppel på restaurant Paustian.

Måske er det årstiden, der giver denne virkelyst... Camilla Plum og Per Kølster har i to sæsoner drevet sommerrestauranten Traktørstedet Virkelyst, og på torsdag åbner de Gæstgiveriet Landmandslyst i Helsinge. Stedet holder kun åbent om torsdagen, og man kan ikke på forhånd være garanteret menuens præcise sammensætning, for de to drømmer om at kunne udnytte sæsonens råvarer så optimalt som muligt. Det er Fuglebjerggaard s gamle lo, der er indrettet med stort nyt køkken og spiseplads til 50 personer, og der skal reserveres bord på forhånd på tlf: 48 39 39 43. På torsdag vil menuen indeholde sager som kartoffelskræller grillet med korianderpesto, pastinakchips med chili, sprængt gås, abrikoser og græskar med kardemomme og rosenvand.

Nytnytnyt. Restaurant Cykelstalden på Østerport Station udvider sine åbningstider. I de sidste mange år har det været en frokostrestaurant, men nu bliver det muligt at bestille mad frem til kl. 19.30. Så der skulle være en chance for at blive fodret af, inden man skal med toget hjem - eller videre ud. Sidst på dagen er der tale om knap så stort et udvalg, men dagens ret er sikker, og ifølge restauratør Mogens Pedersen er det et af de ønsker, der er dukket frem fra pendlere og stamgæster.

Næste weekend får Fredensborg Store Kro visit af en kagekanon. Ingen ringere end verdensmesteren i konditori, den tidligere Tivolikonditor Gert Sørensen, vender hjem på visit for at trylle sin berømte kagebuffet frem. Søndag den 9. april vil han samtidig fortælle om konditori og kagekunst, mens man fra kl. 14.30 guffer de forbudte sager i sig. Kuvertprisen er 185 kroner.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen