Nordisk Film bag ny stor-biograf

Ny biograf med syv sale og 1200 pladser skal placeres i et af bro- kvarterene. Nordisk film håber på at første film kan vises i 2002.

Det belgisk-tyske selskab Kinemarx's plan om at åbne en ny gigant-biograf på Fisketorvet til efteråret, får nu Nordisk Film til at detailplanlægge en kommende biograf på enten Nørrebro, Vesterbro eller Østerbro.

Det oplyser Morten Anker Nielsen, direktør for Nordisk Film Biografer. Han understreger dog, at der endnu er et stykke vej til den endelige beslutning, og han ønsker derfor ikke at offentliggøre den nye biografs placering.

Tidligere har Nordisk Film haft kig på en placering ovenpå Vesterport, altså en overdækning af banelegemet, men det projekt er foreløbig skrinlagt på grund af den lange tidshorisont.

»Den placering, vi arbejder med i øjeblikket, er meget central, selv om den ikke er i Indre By. Og en

ny biograf vil stille os stærkere i konkurrencen,« siger Morten Anker Nielsen.

Nordisk Film Biografer driver i dag Imperial, Palads Palladium og Bio-City i City 2.

Størst af dem er Palads med 17 sale og 2320 pladser. Den overgås dog af den kommende gigant-biograf på Fisketorvet. Her vil være plads til 10 sale og 3.200 sæder.

Positiv borgmester

Bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) bekræfter, at der har været et møde mellem kommunen og Nordisk Film om sagen, men at han endnu ikke er blevet informeret om de konkrete planer, og derfor heller ikke har taget stilling til placeringen.

»Men jeg er da principielt meget positiv over for en plan om et ny biograf i København,« siger Søren Pind.

Skal Nordisk Films nye biografdrømme realiseres, kræver det en godkendelse i både kommunens bygge- og teknikudvalg, hvor Søren Pind er formand, og i selve Borgerrepræsentationen. niels.ditlev@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen