Billetbal for de morgenfriske

Lørdag den 1.april holder Bendixens Danseinstitut afdansningsbal i Herlevhallen. Billetsalget startede i går morges, og de mest ihærdige lå allerede kl. halv seks klar i soveposerne for at sikre sig en plads med god udsigt.

Umiddelbart signalerer ordet Pejsegaarden varme og velvære.

Men det var en kold fornøjelse, da en række forældre kl. halv seks søndag morgen satte sig til rette i deres stole og soveposer uden for Pejsegaarden på Frederikssundsvej.

Årsagen var enkel. Bag dørene og de blyindfattede ruder lå en stak nummererede sedler, der gav adgang til Bendixens Danseinstituts årlige show og afdansningsbal.

Det finder i år sted i Herlevhallen den 1. april, hvor Winnie Eibye, Jytte Hansen og Elisabeth Schultz af erfaring ved, at udsigten til dansegulvet er helt afhængig af, hvor man sidder.

Billetterne kunne ikke forudbestilles, så selv om de var kommet hjem fra de danske mesterskaber for ungdom kl. halv to natten til søndag, sad de få timer senere parat og ventede.

»Sidste år var vi herude kl. halv otte, og det var for sent,« forklarede de.

Tålmodighed

Mens de unge dansere Camilla Andreasen og Diana Thomsen benyttede lejligheden til at få indhentet lidt søvn, voksede køen.

Kl. otte var den på 19 personer, der alle fik lov til at vente en time, før de blev lukket ind i varmen. Indenfor var der endnu en times ventetid, før tålmodigheden blev belønnet med de eftertragtede adgangstegn.

For retfærdighedens skyld blev der uddelt købilletter, lige som der kunne købes morgenmad og kaffe i Pejsegaardens bar.

Billetpriserne til afdansningsballet begyndte i øvrigt med 60 kr. for en ståplads for børn under 14 år, mens den dyreste til de hævede borde på anden række kostede 120 kr.

Men så skulle udsynet til dansegulvet også være i orden.

asger.westh@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen