Det store hamskifte

For mindre end 10 år siden var han en ivrig frontkæmper for

Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg. I dag præsenterer den 67-årige Henning Hartvigsen sig som gøgler og vagabond.

Og bruger enhver lejlighed til at fyre en bredside af mod "det fine selskab" i sit gamle parti.

"Vagabond søger job hos Nyrup". Sådan kunne læserne af Ekstra-Bladet læse i september 1998, da gøgleren og vagabonden Mini Cap fortalte, at han var en af de 11, der havde søgt en stilling som konsulent hos Poul Nyrup Rasmussen (S). Og han havde mange gode argumenter for, at det netop skulle være ham, der blev ansat i Statsministeriet. Blandt andet kunne han spille sagte musik som morgenvækning.

Men Mini Cap alias Henning Hartvigsen fik ikke tjansen. Det havde han såmænd heller ikke regnet med. Hans proklamering var, ligesom resten af læserbrevene - som han spytter ud af kuglepennen i en lind strøm - først og fremmest ment som en provokation. Manden elsker nemlig at provokere - især dem, der er noget ved musikken. Og på mange måder er Henning Hartvigsens egen person en omvandrende provokation mod det danske samfund.

Det er svært at forestille sig, at manden med det enorme filtrede skæg for mindre end 10 år siden var en ivrig frontkæmper for Det Konservative Folkeparti i højborgen på Frederiksberg. Og at han tre gange stillede op til kommunalvalget for det samme parti - side om side med borgmester John Winther, tidligere folketingsmedlem Grethe Fenger Møller og Berlingskes teater- og balletkritiker Svend Kragh-Jacobsen. Og at han som bestyrelsesmedlem i Frederiksberg Konservative Vælgerforening og vælgerforeningens hovedbestyrelse fik en række tillidshverv for partiet, og kom på fornavn med de konservative spidser.

Protest mod FRP

Henning Hartvigsen kommer fra Silkeborg-egnen. Han blev uddannet automekaniker, men arbejdede i 50'erne på skibsværftet i Aalborg. Ordrerne var imidlertid få, og han blev sammen med en kammerat sendt til København med 70 kroner på lommen for at arbejde på B&W.

Ved siden af dyrkede han sin store lidenskab. Racerløb i standardvogn 0 til 1200 kubik. I 1964 solgte han dog sin DKW for i stedet at købe en hyrevogn. I næsten 30 år - indtil 1992 - kørte han de københavnske gader tynde som selvstændig vognmand.

Sideløbende forsøgte han at komme ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Henning Hartvigsen meldte sig ind i partiet dagen efter Glistrups og Fremskridtspartiet jordskredssejr i 1973.

»Jeg var meget konservativ og syntes, at tiden var inde til at melde mig ind. Det var på et tidspunkt, hvor partiet var i stor krise. Samtidig med at jeg meldte mig ind på Frederiksberg, var der 13, der meldte sig ud,« fortæller han.

Henning Hartvigsen kunne godt mærke, at han som vognmand ikke hørte til i det fine selskab hos de konservative. Men han følte, at han godt kunne bruges, fordi han gik energisk ind i arbejdet med at markedsføre partiet. Masser af møder, standerkampagner og plakatopsætninger. I 1981 stillede han op som nummer 18 ud af 29 på den konservative liste til kommunalvalget. Trods cirka 100 stemmer blev han ikke valgt ind på rådhuset.

Men han fortsatte ufortrødent i forsøget på at skabe en politisk karriere. Et svagt hjerte kom imidlertid til at vende op og ned på hans tilværelse.

Døden bankede på

Problemer med rytmeforstyrrelser i hjertet begyndte at plage ham i slutningen af 80'erne. En dag i 1992 gik det helt galt, da han kørte med kunder på Frederiksberg.

»Jeg døde. Da jeg fik ondt i hjertet, fægtede jeg først vildt med armene for at få nogen til at hjælpe, men det endte med, at jeg selv måtte køre til skadestuen. Der fik jeg hjertestop. Det sidste jeg hørte var, at alarmklokkerne på hospitalet begyndte at ringe. Jeg oplevede, at jeg kom ind i et kæmpestort fiskegab, hvor der var en eller anden, der sparkede mig ud igen. Så vågnede jeg op til livet,« fortæller han.

Men det var et andet liv, han vågnede op til. Overlægen beordrede Henning Hartvigsen til at kvitte jobbet. Hans hjerte kunne ikke tåle stresset. Samtidigt blev han skilt fra sin samlever gennem 24 år.

»Så var det også lige meget,« fortæller Henning Hartvigsen, der flyttede i et telt på campingpladsen på Bellahøj og forsøgte sig som kræmmer på markeder rundt omkring på Sjælland. På et marked i Ganløse mødte han vagabonden "Stifinderen". Rødmosset og med hovedet fuld af skæg stod han rystende og trængte alvorligt til en øl.

De to blev venner, og Henning Hartvigsen besluttede sig for at blive en af landevejens svende.

Han begyndte at tigge på markeder - stod med en stav med en kaffepose på.

»Det var da en stor omvæltning. Fra at være en del af erhvervslivet til pludseligt at stå der og tigge de gamle damer om penge. Det var heller ikke lige mig. Derfor fik jeg lavet en musikmaskine, så jeg kunne arbejde for pengene,« fortæller han.

På markedet i Mørkøv blev han navngivet "Mini Cap" af "Stifinderen" og "Klovnen". Et år senere blev han døbt i en bunke flasker øl i Egeskov på Fyn. Han måtte på rigtig vagabond-manér ikke vaske sig i tre dage.

Nu går han altid rundt med sit kort, der viser, at han er medlem af "Sammenslutningen af vagabonder i Danmark". Og i hele sommerhalvåret står han med rumsterstang eller ved sin spillemaskine iført uniformen med hundredevis af emblemer.

Men han indrømmer gerne, at han ikke er ligesom de andre langskæggede vagabonder. Han er ikke udstødt af samfundet, men lever et dobbeltliv, som han selv har valgt.

»Mange af vagabonderne er nødstedte mennesker. De har problemer med alkoholmisbrug og er syge. Jeg drikker ikke. Kun to øl om dagen,« siger han.

Åh, de pæne konservative

Henning Hartvigsen har stadig et civilt liv ved siden af sin tilværelse som vagabond. Han har dels sin lejlighed på Frederiksberg og dels et hus i Sydsjælland sammen med sin nye kæreste. De to driver sammen "Krystalkuglen", der er en internet-tjeneste, der handler om alternative behandlingsformer. På sit visitkort kalder Henning Hartvigsen sig i den sammenhæng for ulønnet direktør.

Selv om Henning Hartvigsen stadig sværger til "Gud, konge og fædreland", så har han ikke længere den store respekt for Det Konservative Folkeparti. Og han har i dag kun kontakt med Per Stig Møller, der stadig sender et julekort.

I avisernes læserbrev-spalter kan man forvisse sig om, at Henning Hartvigsen ikke har nogle planer om at spare "sine gamle venner". De konservative får tid til anden læst og påskrevet. For eksempel da Hans Engell torpederede den berømte betonpille på motorvejen. Han synes, de bruger al for meget krudt på at stikke knive i ryggen på hinanden. Og partiet lefler for de kendte ansigter, men de glemmer almindelige mennesker, der knokler for dagen og vejen.

Han erkender, at det på mange måder er hans egen historie, han reagerer på, når han revser i avisernes spalter.

»Når de konservative har smag for spiritus, er det fordi de udadtil er så pæne mennesker. De er eliten af danskere, de danser lancier, opfører sig pænt og er ååh så dejlige. Synes de selv. Og de har alle sammen titler som f.eks. cand.mag., doktor phil., professor og oplæser i TV. De hænger i armene, men kan ikke nå jorden.«

Og for kort tid siden kunne man læse hans bredside i Ekstra-Bladet fyret af mod Frederiksbergs borgmester, John Winther (K):

»Det skuffer mig, når du går forbi mig uden at hilse. Jeg synes selv, at jeg har gjort et stort stykke arbejde for partiet, så et personligt lille nik og en skærv i min tiggerpose ville jo varme. Men ak - ude af øje ude af sind.«

Dansk-parti 2000

Selv om Henning Hartvigsen er holdt op med at betale kontingent til de konservative, så har han ikke droppet politikken. Tvært imod. Han er netop i gang med at få sit eget parti "dansk-parti 2000" opstillet til det kommende folketingsvalg. Mest af alt i skuffelse over de etablerede partier. Således står der i partiprogrammets punkt otte:

»Vi kan godt se i øjnene, at en socialdemokratisk eller en VK-regering er et fedt, de vil stjæle fra os almindelige borgere, det har de altid gjort og vil vedblive med. Så vend dem ryggen denne gang.«

Det kræver knap 20.000 underskrifter at stille op til valget, og Henning Hartvigsen ved godt, at det formentlig aldrig lykkes for ham at indsamle så mange.

»Det er sgu da også mest for sjov. Men ellers stiller jeg op som løsgænger ligesom Jacob Haugaard. Så skal de nok få mig at se på talerstolen. Faktisk må vagabonder ikke deltage i politisk arbejde. Men det går nu nok,« siger han.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen