Vidunderdrengen

Efter snart ti år som en af de dygtigste og mest professionelle PR-folk i Danmark er Jon Stephensen også en af de mest kritiserede af slagsen i film- og teaterbranchen. I onsdags blev han udnævnt som ny chef på Aveny sammen med Ole Bornedal. Men hvad kan han egentlig ?

Han er afsindigt dygtig.

Det må selv hans stærkeste modstandere og konkurrenter erkende. Blandt de allerbedste, når det gælder PR og markedsføring.

»Jon Stephensen - det er et navn, som nærmest er en garanti i sig selv for effektiv markedsføring. Det hedder sig jo i branchen, at "hvis man har Jon på som PR-mand, så er det bare det fedeste", fordi han i dén grad formår at sælge varen,« siger en tidligere kollega.

»Han er manden, der kan line hele verdenspressen op, når en ny dansk film skal lanceres. Det er de færreste, der evner det. Han er utroligt effektiv og professionel, han har en evne til at se, hvad der rører sig af interessante tendenser i samfundet her og nu, og så har han et ægte engagement i kunsten,« siger én af konkurrenterne, Christian Have fra Have PR.

Op gennem 90'erne har den 40-årige Jon Stephensen skabt en helt ny og anderledes smart og visuel form for markedsføring af teatret. Han har kørt unge, ukendte skuespillere frem til stjernestatus og har i det hele taget genindført dét begreb i teatret. Og så har han formået at få tag i det helt unge publikum.

»For bare ti år siden var der ingen, der havde forestillet sig, at teater skulle lanceres med bus-streamers og TV-reklamer. I dag er det nærmest kutyme. Og det er i meget høj grad hans personlige fortjeneste,« siger en tidligere kollega.

Pornoagtige reklamer

Men selv om stort set alle de kilder, JP København har talt med, bøjer sig for Jon Stephensens professionelle evner, hersker der også en udbredt modvilje mod hans metoder i branchen.

Kritikken af hele Jon Stephensens måde at drive markedsføring på er hård: Han beskyldes for at være kold og hensynsløs, for at køre efter sit eget hoved uden at rådføre sig med dem, han skal markedsføre, og for at presse skuespillerne til at gøre ting, de ikke har lyst til.

Skuespilleren Ellen Hillingsø kalder hans reklamekampagner "ret sexistiske og pornoagtige".

»Jeg ved, at nogle af mine kolleger føler det meget anmassende, at han kører så meget på sex i sin markedsføring. Men da jeg ikke selv har været i kløerne på ham som frontfigur i noget, han skulle sælge, har jeg ikke oplevet på min egen krop, hvad det vil sige,« siger hun.

»Dybest set er han bedøvende ligeglad med indholdet af den film eller teaterforestilling, han skal sælge. Hvis bare han kan sælge den, er han ligeglad med hvordan,« lyder det samstemmende fra kilder i både film, PR, og teaterbranchen.

»Han mangler i dén grad forståelse for andres følelser, og det generer ham ikke et sekund, hvis nogen bliver kede af det,« som én af dem udtrykker dét.

Benhård stil

Et af de eksempler på brutal markedsføring, som adskillige kilder nævner, knytter sig til filmen "Bleeder".

Ved siden af sit job som pressechef på Østre Gasværk står Jon Stephensen også for markedsføringen af en lang række film, bl.a. dogmefilmene "Festen" og "Mifunes sidste sang" og altså "Bleeder". Og da den skulle lanceres, nægtede hovedrolleindehaveren Kim Bodnia at stille op til de interviews, Jon Stephensen ville have ham til at give.

Men da han var kontraktligt bundet til PR-arbejde, fik han en lægeerklæring, der fritog ham for arbejdet på grund af psykiske problemer.

Kort efter var lægeerklæringen "lækket" til Ekstra Bladet, og den 25. juli i fjor var Kim Bodnia - med en pistol for munden - på forsiden med overskriften "Filmstjerne rammer sig selv: brudt sammen".

Adskillige af de kilder, JP København har talt med, er ikke i tvivl om, at det var Jon Stephensen, der lækkede historien. I raseri over, at Kim Bodnia ikke ville samarbejde omkring lanceringen af "Bleeder".

Til det siger Jon Stephensen:

»Så dum er jeg ikke. Havde jeg gjort det, var jeg en færdig mand. Jeg har aldrig så meget som set den lægeerklæring. Tværtimod gjorde jeg, hvad jeg kunne for at beskytte Kim Bodnia.«

»Hvis det er rigtigt - hvorfor ringede Jon så ikke og advarede Kim, så snart han blev klar over, at læge- erklæringen var sluppet ud til Ekstra Bladet? Hvorfor lagde de ikke en fælles strategi for, hvordan de skulle tackle historien? Han gjorde intet i den retning,« siger en kilde, der var meget tæt på hele forløbet.

Jon Stephensen erkender selv, at han til tider har presset for hårdt på, når en teaterforestilling skulle markedsføres.

»Men det har altid været til forestillingens bedste. Hvis man skal opnå resultater, er det nærmest umuligt at undgå at komme til at træde folk over tæerne - især når man arbejder med følsomme og kunstneriske mennesker som skuespillere. Jeg er gået benhårdt efter resultaterne, fordi det var bydende nødvendigt, og jeg har betalt en høj pris for det. Og med årene synes jeg, at jeg er blevet meget bedre til at lytte,« siger Jon Stephensen.

Nøgen tone

Selv om han har mange og hårde kritikere, lyder der også anerkendende og rosende ord om ham i branchen og blandt venner.

Han beskrives som sød og glad, meget imødekommende, engageret og levende og typen, der kan snakke med alle, fra den yngste praktikant til stjerneskuespillerinden.

Blandt dem, der ubetinget vil forsvare ham, er vennen og den kommende kompagnon Ole Bornedal. De to har et helt specielt forhold til hinanden.

»Jon og jeg har en næsten skræmmende nøgen tone. Det har han aldrig haft med nogle andre i branchen. Vi kommunikerer med hinanden på en meget hudløs måde,« siger Ole Bornedal.

»Han er en ualmindeligt velbegavet fyr, han er vild med teater, og han har nogle meget høje ambitioner for alt, hvad han laver, ikke mindst kunstnerisk. Og så har en frygtløshed i forhold til at tage fat i konflikter. Når der opstår problemer mellem os - og det vil der uværgeligt gøre, hvorfor skulle kæden ikke også ryge af for os en gang i mellem - er jeg ikke i tvivl om, at vi kan løse dem. Der er ikke noget, vi er bange for hos hinanden,« siger Ole Bornedal.

De to kommende chefer har kendt hinanden i årevis, bl.a. fra årene på Dr. Dantes Aveny. Senest har de arbejdet sammen omkring forestillingen "Gud bevare Danmark" på Østre Gasværk Teater. Og så har Jon Stephensen tegnet Ole Bornedals sommerhus.

»Jeg frygtede lidt, at det ville blive sådan noget kolonihavehus-agtigt noget. Men det er blevet overraskende godt. Også her slår hans gode smag igennem,« siger Ole Bornedal.

På spørgsmålet om, hvad han anser for at være sin kommende makkers tre dårligste karaktertræk, siger han:

»Dem har jeg ikke mødt endnu. Men spørg mig igen om fem år. Så har jeg nok fundet flere end tre.«

Juleaften i Bethlehem

Når Jon Stephensen har tegnet Ole Bornedals sommerhus, er det ikke kun fordi, han er en god ven. Han er nemlig også uddannet arkitekt - blandt andet.

Han er født juleaften 1959, i Bethlehem Sogn, for at det ikke skal være løgn. Faderen er overlæge, moderen sygeplejerske, og hjemmet var udpræget kulturradikalt.

»Jeg tror, vi var nogle af de sidste i Danmark, der fik TV,« siger Jon Stephensen.

I stedet stod den på højtlæsning af klassikere som Robinson Crusoe, Skatteøen og Robin Hood.

Jon Stephensen er ældste barn ud af en søskendeflok på fire. To af hans søskende er arkitekter og en tredje er læge.

»Det lå ligesom i luften, at vi skulle i gang med en uddannelse ret hurtigt efter gymnasiet,« siger Jon Stephensen.

Som 19-årig begyndte han at læse på Kunstakademiets arkitektskole. Men han blev klar over, at det ikke var dén vej, han skulle. Og tre dage efter at han havde taget afgang fra arkitektskolen, begyndte han på Journalisthøjskolen i Århus.

Krævede egen p-plads

Gennem studieårene arbejdede han bl.a. som arkitekt på forskellige tegnestuer og som marketingchef for møbelhuset Paustian, og i en lang periode arbejdede han hver weekend som sportsjournalist på Politiken. Samtidig dyrkede han sejlsport på eliteniveau.

»Han var en meget, meget dygtig sejler. Så dygtig, at han kom med på det hold, der skulle have deltaget i Americas Cup - sejlsportens absolutte formel 1,« siger vennen Esben Trier, der er administrerende direktør på gratisavisen Nat& Dag.

»Det var nok at spænde buen for hårdt. Men det var skide sjovt. Og jo mere, man laver, des mere energi får man også. I dag ville jeg nok vælge noget af det fra og koncentrere mig om færre ting. Men jeg har altid haft en trang til at skulle prøve det hele,« siger Jon Stephensen

I 1990 - i en alder af 31 - stod han med to fuldt af- sluttede uddannelser i ryg- sækken. Og efter yderligere et par år hos Paustian blev han ansat som pressechef på Dr. Dante. Det var i 1992, dengang, de holdt til i Allerød. Og fra den første dag vidste han, at her havde han fundet sin rette hylde.

»Der var en energi, en begejstring og en afslappethed, som jeg aldrig havde oplevet i nogle af mine - temmelig mange - tidligere jobs. En helt anden måde at gribe tingene an på, som var ekstremt kreativ og inspirerende.«

Alligevel sagde han ja, da han blev tilbudt en stilling som marketingchef på Det Kgl. Teater i 1993.

»Pludselig gik det meget stærkt. Så sad jeg der som 32-årig i ledelsen på Nationalscenen,« siger Jon Stephensen.

Men snart rendte han ind i problemer, da han ville lave radikalt om på markedsføringen af den store, traditionsrige og på mange områder tungtarbejdende institution.

Jon Stephensen valgte til sidst at sige op. Men ifølge flere af dem, der arbejdede sammen med ham dengang, havde han ikke rigtigt noget valg.

»Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da han forlangte at få sin egen p-plads på teatret - et gode, som det ellers kun var teaterchefen og økonomichefen forundt,« siger en tidligere kollega.

»Han truede med at sige op, hvis han ikke fik sin vilje - og da det langt fra var første gang, han satte sin stilling ind, valgte Michael Christiansen at tage ham på ordet.«

Jon Stephensen erkender selv, at det var to store egoer, der tørnede sammen - hans eget og teaterchefens.

»Men den p-plads var mere nødvendig i mit job end i de andre chefers,« fastholder han.

Iltert temperament

At han har et iltert temperament er der ingen tvivl om. På Det Kgl. Teater var han kendt for at fyre folk for et godt ord i heftigt raseri - men også som den, der kunne komme dagen efter og sige undskyld.

»Jeg var meget temperamentsfuld - dengang ja. Men nu er jeg fyrre, fed og færdig, og temperamentet er gået af mig. I dag er jeg blid som et får,« hævder han med et grin.

Ifølge filminstruktøren Ole Christian Madsen, hvis film "Pizza King" Jon Stephensen markedsførte, involverer han sig utroligt stærkt, ikke mindst følelsesmæssigt, i sine projekter.

»Vi havde bl.a. store diskussioner om plakaten til "Pizza King", og Jon gik meget emotionelt ind i dem. Han er ikke bange for at tage en kæmpe diskussion og for at tale med meget store bogstaver. Han kan være meget, meget stædig, når han først har besluttet sig. Og det er ikke ud fra kølig beregning, han tror virkelig på, at han har fat i den rigtige ende, indtil det modsatte er bevist, og han kæmper for sin sag til det sidste.«

Jon Stephensen beskrives også som en arbejdsnarkoman. Han står op ved syvtiden og går sjældent i seng før hen ad kl. to, og en arbejdsuge på 60-70 timer er normalen. Og oven i det hele er han en aktiv sportsmand og ivrig løber.

»Det er helt uforståeligt så meget, han overkommer. Og fantastisk, at han kan blive ved. Hvad er han lavet af?« siger en tidligere kollega.

Og som en anden kollega udtrykker det:

»Med Jon er det meget yderpunkter. Nogen kan slet ikke tage ham, men accepterer ham i bedste fald som et effektivt redskab. Andre synes, han er fantastisk og vil ikke have andre til at lave markedsføring for sig. Og når det kommer til stykket, så er der vist ikke nogen, der sådan rigtigt kender Jon Stephensen. Han lukker ikke nogen ind for alvor.« eva.plesner@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen