København set fra en kørestol

En tur på de franske skiløjper kan synes mere overskuelig end et besøg i Tivolis Odinekspressen. I hvert fald hvis man sidder i kørestol. København er et uland, når det gælder handicapvenlighed, mener to kørestolsbrugere.

Vi er på The Shamrock Inn, en irsk pub. Et af de få steder i København, hvor 36-årige Jens Bo Sørensen kan komme ind ad fordøren.

Et udspring på for lavt vand ændrede for seks år siden hans liv. I dag drikker han øl af sugerør, ryger cigaretter med et hjælpemiddel, og vandladningen foregår via et kateder i en opsamlingspose.

Jens Bo Sørensen nyder at gå i biografen eller på en god restaurant, men det er begrænset, hvor mange steder han kan komme ind. København er fyldt med trapper, og mere end et par trin må der ikke være, hvis hans hjælper skal kunne bugsere den 200 kilo tunge, elektriske kørestol inklusiv ham selv over en medbragt rampe.

»Nogle gange er man nødt til at benytte en stinkende vare- eller affaldselevator for at komme ind på en restaurant. Det er ydmygende, og det skærper ikke ligefrem appetitten,« siger Jens Bo Sørensen.

Brosten og trapper

Han får medhold fra 25-årige Malene Olesen. Da hun var 14 år gammel, fik hun en såkaldt infarkt i rygmarven, og i dag er hun lam i benene.

Malenes kørestol er manuel og vejer kun otte kilo, så hun har ingen hjælper med, når hun skal ud. Når hun er kommet ind i sin bil, kan hun ved hjælp af en kran selv få stolen ind i bilen, og på grund af stolens lethed kan hun bæres over et par trin.

Men det er ikke ensbetydende med, at det er nemt for hende at gå i byen.

Jens Bo Sørensen og Malene Olesen er begge aktive i Paraplegikerkredsen - en landsdækkende kreds af rygmarvsskadede. De er enige om, at København er et uland, når det kommer til handicapvenlighed.

De mange brosten, kantsten, afløb og trapper udgør de mest fundamentale forhindringer for kørestolsbrugere. Flere trapper, pladsmangel, smalle døre og for små toiletter er ofte, hvad de bliver mødt med, når det endelig lykkes for dem at komme ind et sted.

Jens Bo Sørensen tager en stak papirer frem. De indeholder resultater af søgninger, han har foretaget på Internettet. Der er flere sider over københavnske restauranter, cafeer og barer, der betegner sig selv som handicapvenlige, men mange af dem har for eksempel trapper og intet handicaptoilet.

»Det er fint nok, at der er nogen, der gider lave sådan noget her. Men jeg ville ønske, det var nogen, der havde forstand på det. Teksterne er så rosendee, at det virker, som om det er stederne selv, der har skrevet dem,« siger Jens Bo Sørensen.

»Biograferne i København er et godt eksempel på, at et sted sagtens kan give sig ud for at være kørestolsegnet, men ikke lever op til det,« fortæller han.

Ingen spontane biobesøg

For kørestolsbrugere kræver det planlægning at gå i biografen. Man er nødt til at ringe i forvejen og melde sin ankomst, så man kan blive lukket ind ad bagindgangen eller sørge for, at der forefindes en rampe.

Men det er ingen garanti, at man har truffet aftale med personalet.

»Jeg har været ude for, at jeg som aftalt blev mødt af personalet ved bagindgangen. De havde bare glemt at fortælle mig i telefonen, hvor mange trapper, der var op til salen. Andre steder gider de ikke finde rampen frem. De synes, det er nemmere at løfte stolen. Men det er ikke sådan lige til, med denne her. Heller ikke selv om det kun drejer sig om fem trin,« siger Jens Bo Sørensen.

Han bor i Ballerup og mener, det er nemmere at se film i provinsen, fordi biograferne ofte er nyere eller moderniserede.

»Jeg er blevet afvist i døren flere gange i de samme biografer, selv om jeg ved, de har en rampe. Det virker som om, de synes, det ikke er besværet værd med sådan nogen som os,« siger Malene Olesen og Jens Bo Sørensen supplerer:

»Det er som om, vi ikke er fine nok. Det er ligesom dem, der afviser indvandrerne, fordi de er bange for, at de vil skræmme andre kunder væk. På "fine steder" kan vi være ligeså populære som Eddie Murphy på en sydstatsbar for hvide bonderøve,« siger han.

Svært diskoteksbesøg

Jens Bo Sørensen har ikke det store behov for at gå i byen. Alligevel ville han ønske, han bare engang imellem kunne gå ind på en bar, stille sig i et hjørne og drikke en øl.

»Det er svært at være anonym. Man har allerede skabt opmærksomhed ved sin entre. Når man sidder i kørestol, er man hele tiden på. En anden ulempe er, at man aldrig kan være spontan. Man kan ikke altid stole på en telefonsamtale, og man er derfor nødt til at besøge et sted for ved selvsyn at konstatere, om stedet er tilgængeligt. Det er med til at holde mig fra bare at tage af sted eller tage videre, hvis det nuværende sted er kedeligt. Det næste tilgængelige sted kan være meget langt væk,« fortæller han.

Malene Olesen ville gerne gå mere i byen, men på københavnske diskoteker er det stort set umuligt at færdes i en kørestol, og hun er træt af at få øl i håret og være afhængig af veninderne.

»Det handler ikke om, at folk ikke er flinke og villige til at hjælpe med at bestille en drink i baren. Men de dårlige faciliteter og den afhængighed af andre, de skaber, gør det svært at slå sig løs. Jeg var engang til en stor fest, som jeg havde glædet mig meget til, og jeg var i humør til at slå mig løs. Men det viste sig, at man skulle op af en vindeltrappe for at komme på toilettet, så den aften drak jeg ét glas vin,« siger hun.

For et års tid siden opsagde Jens Bo Sørensen sit job som programmør og driftsplanlægger i Unibank. Arbejdet ved tasterne var for belastende for hans arm.

Han bruger dog stadig meget tid bag skærmen, for i dag har han helliget det meste af sin tid til Paraplegikerkredsen, hvor han blandt andet arbejder for at gøre forholdene bedre for handicappede.

»Tivoli sucks«

I fjor var han med medarrangør af IMSOP-konferencen - en international konference om rygmarvskader og behandling - der fandt sted i København.

»Det var en meget pinlig affære. Eksempelvis måtte alle kørestolsbrugere ind ad bagindgangen på Københavns Rådhus - og Tivoli, ja, der kan man jo ikke komme ind nogen steder,« siger han.

Malene tegner en stor pil nedad på et stykke papir.

»Tivoli? Tivoli sucks,« udbryder hun og fortæller i kor med Jens Bo Sørensen om, hvordan man bliver afvist på restauranterne, hvis man er mere end to kørestolsbrugere ad gangen.

Det er dog muligt at prøve de fleste af forlystelserne, mener hun. Men det er en større proces, man skal igennem.

»Tag nu Odinsekspressen, som jeg har prøvet et par gange. Der skal man bæres ind fra bagindgangen. Så kan man sidde og vente på hegnet, til den næste vogn kommer ind. Og de, der har stået og ventet ved indgangen, bliver sure, når man så kommer før dem,« siger hun.

Og det er ikke, fordi Malene Olesen ikke har mod på forlystelser. Hun er indehaver af, hvad hun kalder verdens mindste rejsebureau.

Handi-skiing arrangerer skiferier på handicapegnede skiportssteder, blandt andet i Frankrig. Med et sæde monteret med to ski, som griber ind i sneen og to skistave monteret med endnu to ski, der kan styre, når man skal dreje, er man klar til en tur på løjperne. Hendes næste eventyr foregår i hundeslæde i den franske sne.

»Tivolis modstykke er Disneyland i USA. Her kan man komme til overalt. Sådan er det nu generelt i USA, hvor de har en lov, der siger, at alle steder skal være tilgængelige for kørestolsbrugere,« fortæller hun.

I sit arbejde på det sundhedspolitiske område mener Jens Bo Sørensen, at vi godt kunne lære noget af USA herhjemme.

»Jeg kunne godt ønske en tilsvarende lovgivning i Danmark. Jeg er træt af de gode viljers politik,« siger han.

katrine.munk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen