Splid i Venstre om P-licens

Venstres trafikudvalg mener, at erhvervslivet helt skal slippe for at betale for at parkere i brokvartererne. Men erhvervslivet skal med i forsøgsordningen, siger Venstres ordfører på området.

Venstres trafikudvalg i København, der er rådgivende organ for partiets politikere på rådhuset, foreslår, at alle erhvervsdrivende i brokvartererne helt slipper for at skulle betale en parkeringslicens.

»Både de lokale erhvervsdrivende og dem, der kommer fra resten af landet, skal selvfølgelig have en fri ret til at udøve deres erhverv. Derfor skal de have fri parkeringsret,« siger Jesper Schou Hansen, formand for trafikudvalget.

Mens erhvervsbiler med gul nummerplade automatisk vil slippe gratis, skal erhvervsbiler på hvide nummerplader ifølge Venstres trafikudvalg søge om gratis parkering - og automatisk have det med et erhvervskort siddende i forruden.

»Når det i virkeligheden handler om, at der er for få parkeringspladser i København, må denne forsøgsordning ikke ende med at gå ud over de erhvervsdrivende, som aldrig har været problemet,« siger Jesper Schou Hansen.

Partiets bygge- og teknikborgmester Søren Pind afviser at kommentere forslaget med henvisning til, at han ikke har studeret det endnu.

Uenig med baglandet

Venstres ordfører på området, Tine Peters, tager sit politiske baglands forslag til efterretning. Men hun er ikke enig.

»Det er godt, at de har tænkt over det, og jeg vil tage det med i forhandlingerne. Men erhvervslivet skal være med i den forsøgsordning, så vi bagefter kan se, hvordan den har fungeret. Men det er stadig afgørende for os, at erhvervslivet kan købe sig fra to timers-reglen,« siger Tine Peters.

Hun kommer i dag onsdag med et forslag, der lægger vægt på, at erhvervslivet alene skal betale en licens ud fra, hvad det koster at administrere ordningen. Ordningen skal gælde detailhandel, fremstillingsvirksomheder, håndværkere og liberalt erhverv.

»Det skal være så billigt som muligt, og kommunen må ikke tjene noget. Derfor kan jeg umiddelbart heller ikke acceptere, at der lægges op til en årlig erhvervslicens på 1475 kroner,« siger Tine Peters med henvisning til bygge- og teknikudvalgets indstilling på bygge- og teknikudvalgsmødet på onsdag.

Ifølge den indstilling bliver erhvervslicensen 1475 kroner om året - for de to første køretøjer - og herefter 400 kroner om måneden pr. ekstra køretøj.

Indstillingen omfatter kun biler på gule plader inden for bygge- og anlægsvirksomheder, fremstillingsvirksomheder, frugt og grønt, slagtere, blomsterhandlere og fiskehandlere - med højst fem ansatte. Forvaltningen har kreeret netop denne indstilling, fordi bygge- og teknikudvalget på seneste møde bad om det.

Men siden har Socialdemokratiet holdt gruppemøde, og der er blødt væsentligt op på partiets holdning til parkeringslicens til erhvervsdrivende.

»Så på mødet i dag har partiets medlemmer af bygge- og teknikudvalget mandat til at forhandle sig frem til en løsning, som tilgodeser de erhvervsdrivende i brokvartererne. Derfor vil vi ikke på forhånd lægge os fast på at anbefale en model, da mandatet er rummeligt - men jeg håber, at der kommer en politisk bred afgørelse,« siger politisk ordfører i Socialdemokratiet Lars Engberg.

Parkeringsordningen skal træde i kraft fredag den 30. juni.

peter.schollert@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen