Politikere bremser kæmpe-diskotek

Det stort anlagte forlystelsessted ABC på Frederiksberg Allé, der efter planerne åbner på torsdag, har fået forbud mod at drive diskotek og natklub. Dermed er der måske slet ikke grundlag for at åbne overhovedet, vurderer indehaverne.

Der bliver hverken diskotek eller natklub i dét, der skulle have været Københavns største gå-i-byen-sted - det nye ABC på Frederiksberg Allé.

Det må folkene bag det nye sted se i øjnene blot en uge før åbningen.

Frederiksberg Kommune har meddelt indehaverne, at et diskotek og en natklub vil være i klar modstrid med den lokalplan, som er vedtaget for kvarteret.

»Det er OK at drive restaurant og café samt en kabaretscene i kælderen, det ser vi ingen problemer i umiddelbart. Men det er noget helt andet med diskotek og natklub,« siger Mads Lebech (K), der er formand for bygge- og teknikudvalget i Frederiksberg Kommune.

Alvorlig kæp i hjulet

Ifølge Mads Lebech burde både udlejer og bygherre have vidst, hvad lokalplanen sagde fra starten.

»Den er tilgængelig for enhver. Hvis vi pludselig skal til at dispensere, inden lokalplanen overhovedet er taget i brug, ville det være at stikke borgerne blår i øjnene,« siger Mads Lebech.

René Bracker fra Discoin, der står bag ABC og en række andre diskoteker i København, erkender, at forbuddet er en alvorlig kæp i hjulet for projektet.

»Det er gået fuldstændigt galt. Uden diskotek og natklub er hele konceptet røget i vasken. Det vil ikke længere være et sted, hvor man kan gå i byen hele natten,« siger Rene Bracker.

Risiko for milliontab

Han vurderer, at det økonomiske grundlag for at drive stedet også smuldrer.

»Uden diskotek og natklub er vores indtjeningsmuligheder halveret. Så lige nu overvejer vi, om der er grundlag for at åbne overhovedet. Det er et stort drama,« siger Rene Bracker.

Hvis ABC aldrig kommer til at åbne, vil det betyde et tab på "et syv-ciftret beløb" for de involverede. Men René Bracker understreger, at det fortsat er planen at åbne på torsdag.

eva.plesner@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen