Tid til at lytte

TRINE FRA tegneserien Radisserne tager 25 øre for sin rådgivning, når stakkels Søren Bruun kommer for at få hjælp. I Brønshøj gør de det helt gratis, og forhåbentlig virker det bedre, end når Trine er i sving i sin lille hjemmelavede butik. For Søren Brun kommer jo altid igen.

Det er de også velkomne til i Brønshøj, men formålet med det rådgivningscenter, som åbner i dag, er at yde akut og anonym rådgivning til dem, der måtte have brug for det, forhåbentlig på en måde, der gør, at den rådsøgende kommer videre med sit problem.

Stedet, som er delt i to afdelinger - et rådgivningssted for alle, og et specielt for unge - er nummer to i en række på 10, som finansieres af Københavns Kommune som et forsøg. Og ideen er god. For selvfølgelig kan man altid gå til sit lokale socialcenter, hvis man ellers kan få en tid, og bede om hjælp og vejledning, men det indebærer naturligt nok, at man får en journal og bliver en del af et system, hvor enhver socialarbejder i al evig fremtid vil kunne se, at her har der været problemer. Og det er jo ikke altid, man har lyst til den form for udødeliggørende registrering.

I de nye anonyme rådgivningscentre kan man gå lige ind fra gaden, og man risikerer ikke at blive journaliseret og systematiseret, hvilket uden tvivl vil tiltale mange. Tilbuddets svage punkt er den meget begrænsede åbningstid. Vigtige forudsætninger for, at et rådgivningstilbud bliver brugt, er, at adgangen er let - det er tilfældet her, at man kan være anonym - det passer også her, men så sandelig også, at man kan bruge tilbuddet, når behovet er der.

Og et sted, der tilbyder akut hjælp, er ikke meget bevendt, hvis det kun har åbent tre-fire timer midt på dagen, og for ungdomsrådgivningens vedkommende desuden et par timer to aftener om ugen. Klogt nok har folkene bag stedet sagt, at åbningstiderne kan justeres efter behov. Forhåbentlig er der også vilje og ressourcer til en udvidelse. Så skal behovet nok vise sig efterfølgende. Et vigtigt signal at sende ud, hvis det nye rådgivningscenter skal blive en succes, er signalet om god tid.

Enhver, der har prøvet at få hjælp fra systemet, ved, hvor fortravlet det opleves. Præcis som hos lægen, 10 minutter er der afsat til hver, så er det ud igen. Er der noget, vores samfund har mangel på, så er det tid til omsorg, tid til at lytte.

Her vil rådgivningscentrene kunne opfylde en vigtig mission ved at give tid og plads til folks problemer. Og mon ikke den investering i tid vil komme både den rådsøgende og kommunens almindelige sagsbehandlere til gode i form af mere tilfredse borgere og måske også mindre belastning på systemet.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen