Delebiler giver underskud

Hertz forsøger en charmeoffensiv med billigere medlemstilbud for at komme op på 1000 medlemmer. Bl.a. er der elbiler på vej til "delefolket".

Hertz forsøger en række tiltag for at få flere københavnere til at bruge delebilen.

Det sker, efter at ordningen er blevet kritiseret for at være for dyr og have for få afhentningsadresser.

Hertz fjerner depositum på 2000 kroner og indfører ved siden af de eksisterende ordninger et abonnementsfrit medlemskab, hvor man betaler 4,95 kroner pr. kilometer inklusiv brændstof.

Hidtil har de cirka 500 medlemmer skullet betale 300 kroner om måneden samt en kilometerbetaling fra 1,95 til 2,95 kroner afhængig af medlemsindskuddet. Det er enten 3000 eller 700 kroner.

»Folk vil kun betale, når de bruger delebilen. Og de medlemmer, som har betalt depositum, vil få det retur i marts,« siger underdirektør Per Schmeltz, der er ansvarlig for delebilsordningen, som har kørt siden oktober 1998.

For langt til bilen

I en undersøgelse, som biludlejningsfirmaet foretog i slutningen af 1999 blandt både brugere og interesserede, fremgik det også, at de eksisterende afhentningssteder ikke er nok.

»Der skal optimalt set kun være 500 meter til nærmeste delebil, og p.t. har nogle af brugerne op til to kilometer. Men vi har nu fået en aftale med Københavns Energi og Københavns Brandvæsen, som stiller i alt seks pladser til rådighed. Men vi skal optimalt set have i alt 50 afhentningssteder,« siger Per Schmeltz.

De seks nye afhentningssteder ligger i Adelgade, Markmansgade og Østbanegade og supplerer de ni nuværende pladser, blandt andre ved Hertz' udlejningsstation ved Vesterport.

Mangel på ladeplads

Anskaffelsen af fire elbiler af mærket Think skyldes også, at brugere og interesserede har efterlyst denne form for køretøj ved siden af 40 køretøjer på benzin, først og fremmest Ford Ka.

»Det er en to-personers elbil, som vi regner med at have til rådighed efter sommerferien. Men vores problem er så, at der mangler ladepladser (til strøm, red.) i København. Her er f.eks. Oslo langt foran os,« siger Per Schmeltz, der appellerer til Københavns Kommune om, at delebilerne får samme parkeringsstatus som alle elbiler i København.

»De må parkere gratis, og det mener vi også, at alle delebilerne skal have mulighed for. Det vil nemlig fremme brugen af delebilerne, og det er jo, hvad politikerne ønsker, så der bliver færre køretøjer i byen,« siger Per Schmeltz.

Han erkender, at delebil-ordningen er en underskudsforretning for Hertz. De 500 medlemmer dækker kun driftsomkostningerne.

Underskud

»Det hænger lige i vandskorpen. Vi så gerne, at vi havde 1000 medlemmer ved årets udgang. På længere sigt er målet 10.000 medlemmer,« siger Per Schmeltz.

Medlemmerne er typisk 40 år med en ligelig fordeling af kvinder og mænd. Derudover er der 11 virksomheder, som har meldt sig ind. Det er revisionsvirksomheder, arkitektfirmaer og reklamebureauer. Roskilde Festival er også blandt medlemmerne.

peter.schollert@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen