Nysgerrighed er en gave

»Det er klart, jeg ser meget tilbage nu, og måske er det fordi, jeg ikke kan finde noget, jeg ville have gjort anderledes, at jeg ikke tænker på det - eller også er det fordi, den slags tanker jo ikke fører til noget.«

Mellem bøger og papirer på skrivebordet står der erantisser fra haven. Det er her ved bordet, Birthe Arendrup oftest sidder, og foran hende står den bærbare computer ved siden af reolen med de mange bøger i. På bordet ligger også bøger og papirer, for hun er hele tiden i færd med at søge ny viden, men skriften i bøgerne er for udenfor stående umulig at tyde.

Igennem mere end 30 år har det kinesiske sprog haft en væsentlig plads i hendes liv, og selv om hun for halvandet år siden trak sig tilbage fra Københavns Universitet, er dagene stadig fyldt med søgen efter svar.

Den søgen, der har været hendes drivkraft igennem et 67 år langt liv, og som stadig driver hende i arbejdet med Kina-siderne til Den Store Encyklopædi.

Men det var slet ikke meningen, der skulle være karriere i gængs forstand i Birthe Arendrups tilværelse, for udgangspunktet var et ganske andet.

Fattige kår

Udgangspunktet var en opvækst under fattige kår, men med en mor, der forstod nysgerrighedens gave, og som gav den til sine børn.

»I krigsårene og årene efter havde vi jo ikke fjernsyn, og der var ikke penge til at gøre meget. Men mor var bange for, at det skulle blive snævert på andre måder også, så hun læste højt for os hver aften. Først børnebøger, men hurtigt blev det til voksenværker bl.a. om folk, der rejste. Og det var i løbet af de år, jeg tog beslutningen om, at jeg enten ville bruge mit liv på at rejse eller på at læse på universitetet,« fortæller Birthe Arendrup.

Moderen var blevet enke, da Birthe var 11 år, og det fik den lille familie på mor og tre børn til at flytte til Herning, hvor det ville være lettere for en enlig kvinde uden uddannelse at få et job. Så mens hun skrev renter til i Sparekassen, havde børnene arbejde efter skolen, og det var fritidsjobbet hos byens blinde fysioterapeut, der åbnede dørene for Birthe Arendrup, da hun som 19-årig stod med sin studentereksamen.

En universitetsuddannelse var der ikke penge til, men med fysioterapeuten som kautionist lånte hun penge til den dengang to et halvt år lange uddannelse på N. Zahles Seminarium i København.

I dag mener Birthe selv, at de mennesker, hun har mødt på sin vej, har været afgørende for, at tingene tog den drejning, de gjorde. Især peger hun på mødet med seminariets rektor, den senere statsminister Poul Hartling, som betydningsfuldt.

For kort tid før Birthe Arendrup kunne kalde sig lærer, kaldte han hende ind på kontoret.

Skole i Bangkok

Poul Hartling havde fået en henvendelse fra nogle danskere i Bangkok, der gerne ville have etableret en lille skole for de danske børn derude, og Hartling, som havde huset Birthe i noget at studietiden, mente, at hun var oplagt.

»Han formanede mig om, at jeg naturligvis kunne sige nej, og at de jo skulle behandle mig ordentligt... Og så lænede han sig ind over bordet og sagde med eftertryk, at det jo var en fantastisk chance - alene det at sejle derud ville være et eventyr. Og det var det,« fortæller hun.

Årene i Bangkok var startskuddet til en stor interesse for Østen, men det med sproget kom først langt senere.

»Der er ingen tvivl om, at mor lagde nysgerrigheden i os. Man opdrager jo sine børn så godt, man kan, men man kan jo aldrig vide, hvad man udstråler, og jeg tror, at mors og fars levende interesse for livet og deres engagement er det største, de har givet os,« siger Birthe som en del af forklaringen på det engagement, der drev hende dengang, og som stadig driver hende.

I 1956 drog hun til Bangkok for at undervise bl.a. danske børn og amerikanske kvinder, der havde giftet sig med danske mænd. I fritiden slugte hun bøger og oplevelser for at lære omgivelserne at kende.

»Der var jo ikke mange piger derude, så mændene var flinke til at tage os med på ture og ud at danse, så jeg fik set en del. Og jeg skal sige dig, det var et "highlife" uden lige med palmer uden for skolestuen og med de små børn, der blev bragt af hvidkasketterede chauffører. Og så Erik selvfølgelig...«

Mødet med Erik

For en af de flinke mænd var mere flink end resten. Han var ingeniør og egentlig på vej hjem til Danmark, men i ugerne op til afgang mødte han den danske, videbegærlige pige.

»Ja, han gik jo og holdt fri der til sidst, og så kunne han jo lige så godt fri,« siger Birthe Arendrup med et skælmsk smil.

Og da hun et halvt år efter vendte hjem, stod brylluppet et døgn efter, hun var landet.

Sammen var de udstationeret på Fiji, hvor Birthe blev gravid med Maiken - efter eget udsagn fordi hun ikke lavede meget andet end at læse gode bøger. Og hjemme igen var det Erik, der en dag kom hjem til den hjemmegående husmor og foreslog, at hun da kunne tage et kursus i kinesisk på Folkeuniversitet, så skulle han nok passe Maiken den aften om ugen.

»Det skulle jo bare være for sjov. Jeg sad på bageste række sammen med en helt ung gymnasiast. Men jeg havde jo god tid til at læse, for alle de andre havde arbejde ved siden af, så efter et år forslog læreren mig, at man jo også kunne læse den slags på universitetet... for alvor. Så jeg læste lidt intenst i sommerferien og kunne gå lige ind på andet år på Københavns Universitet,« fortæller hun.

Selv om hun som helt ung havde haft drømmen om universitetet, og selv om hun i sin tid havde valgt at tage læreruddannelsen for at kunne arbejde halvdags og på den måde betale for et studie på universitetet, så var den tanke lagt på hylden, efter at mand og barn var kommet til.

Så i begyndelsen var det slet ikke meningen, at hun skulle tage eksaminer, men da alle andre langsomt fik papir på deres viden, så kunne man vel lige så godt tage det med. Så det gjorde hun.

30 år med kinesisk

Hjemme blev det aftalt, at hun i så fald helst skulle gøre det hurtigt og effektivt, og inden hun fyldte 40 år i 1973, kunne hun dimittere. På det tidspunkt havde hun allerede undervist de yngre studerende i nogle år, og inden hun stoppede på universitetet, kunne hun næsten fejre 30-års jubilæum som underviser i kinesisk sprog.

For halvandet år siden trak Birthe Arendrup sig tilbage fra universitetet, men ikke fra arbejdet, for det var blandt andet for at kunne hellige sig arbejdet med siderne om Kina i encyklopædien.

Det var også for at kunne rejse med sin mand Erik, men det blev ikke til meget, for han døde få måneder efter af sygdom.

Ser tilbage med glæde

»Så det er klart, at jeg ser meget tilbage på tingene i denne tid, og når jeg gør det, så har jeg vel nok haft mange glæder. Alle mine drømme fra barndom og ungdom er opfyldt, og så er det jo ikke slemt at blive gammel. Så skulle man helst være en lille smule glad,« siger hun med et stille smil.

Man kan blive gammel på mange måder og i mange aldre, og i gængs forstand er der ikke noget gammelt over Birthe Arendrup - men hun har også en mor på 87 år, som hun skal kunne holde tempo med.

»Vi var lige inde og se en opera i går,« siger hun, og man ved, at tiden aldrig falder hende lang. For få uger siden kom hun hjem fra skiferie, og i en slags hemmelig fortrolighed bedyrer hun, at noget af det bedste ved at være holdt op på universitetet er, at hun nu har mulighed for at læse al den litteratur, der ikke er faglig.

»Jeg er ved at læse op på resten af verden,« smiler hun.

anne.villemoes@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen