Til stævne hos sheiken

Vildt! Overvældende!

Johanne Hvid og Henrik Busch finder de store gloser frem, når de skal beskrive deres tur til Abu Dhabai.

Før jul fortalte JP København historien om de to fattige dyrlægestuderende, 24-årige Johanne Hvid og hendes kæreste Henrik Busch på 23 år, som sammen med hesten Tempo blev inviteret til ét af verdens rigeste byer - Abu Dhabai, som er hovedstaden i Forenede Arabiske Emirater.

Værten var den lokale sheik og præsident Zayed bin Sultan Al Nahyhan, som udover at betale gildet satte 2,8 mio. kr. på højkant til vinderen af løbet.

Sheiken ønskede i anledning af årtusindskiftet at afholde et ridestævne - The Millinium Cup - for verdens bedste distanceryttere.

Og på den liste befinder Johanne Hvid og hesten Tempo sig.

»Mange var skeptiske, fordi det var første gang, vi skulle ride 160 km. Vi har kun én gang tidligere redet 145 kilometer,« fortæller Johanne Hvid.

Men al skepsis forsvandt som vand i ørknen.

84 ryttere startede, men efter 160 kilometers ridt i sand og sol var kun 36 tilbage - Johanne var én af dem.

1 1 timers ridt

Efter godt 11 timers ridt kom den danske hest og rytter i mål.

Det blev til en 25. plads - to pladser efter den regerende verdensmester.

Efter en jul, som druknede i planlægning, papirer og pakning, ankom Johanne Hvid og Henrik Busch den 9. januar til Abu Dhabai - og efter 16 timers forsinkelse dukkede hovedpersonen Tempo også op.

Det 20 dage lange ophold blev et møde med ufattelig luksus - midt i ingenting, men også et møde med en verden, hvor der er forskellige regler for kvinder og mænd.

»Folk snakkede til Henrik og ikke til mig, selv om det er min hest og mig, der rider,« fortæller Johanne.

Som kvinde måtte hun for eksempel ikke gå i supermarkedet alene.

»Jeg måtte ingenting. Men egentlig var det meget rart ikke at lave noget,« griner Johanne.

En enkelt undtagelse blev det til, da hun dagen før stævnet fik overtalt sin chauffør til at stoppe ved et supermarked.

Chaufføren forklarede, at hun var deltager i ridestævnet, hvilket åbnede dørene til hylderne.

Johanne fik lov at handle - men fik følgeskab af fire bodyguards. Hun var også i shorts!

Én stor sandkasse

Dagene i ørknen gik med at passe Tempo og træne til stævnet. Og ikke mindst transporten fra hotellet til stalden, som lå 40 km fra hinanden, tog tid.

Hotellet lå midt i ørknen, og var bygget til en arabisk prinsesse. Men prinsessen brød sig ikke om sit nye palads, og så blev det lavet om til hotel.

Johanne og Henrik mærkede hurtigt, at penge ikke er et problem i den del af verden.

»Det eneste, der er, er sand og olie. Landet er én stor sandkasse, hvor indbyggerne kan gøre, hvad de vil, for de har uhyggelig mange penge. Hvis de vil have en græsplæne, så får de bare fløjet græs ind,« siger Henrik Busch og fortæller om palmer, der endnu ikke var pakket ud af den beskyttende plastik efter transporten til ørknen, og kæmpe biler, der var så nye, at ejeren endnu ikke havde pillet plastikovertrækket af sæderne.

Deres vært, sheik og præsident Zayed bin Sultan Al Nahyhan, havde bygget en hel by til ridestævnet. Men da han på en flyvetur over området opdagede, at staldene ikke lå på en lige linie, måtte de rives ned og opføres på ny.

Selve stævnet fulgte han fra et telt og var hele tiden i direkte kontakt med sine TV-vogne, så han kunne få billeder af de heste, han fandt mest interessante.

Ikke til salg

Historier om de rige sheiker gik der mange af under stævnet.

»Vi ved, at sheiken ved sidste stævne ville købe de 10 bedste heste, og han fik de 9. Han sendte bare en blank check til ejerne,« fortæller Henrik.

Henrik og Johanne havde da også hjemmefra diskuteret, hvad de ville gøre, hvis sheiken kastede sin kærlighed på Tempo.

Men efter blot én dag i ørknen var de enige - Tempo var ikke til salg, selv om han både kunne få hø fra Frankrig og Canada samt 10 forskellige slags foder hos sheiken.

»Han ville sikkert få det som blommen i et æg, men dernede er mentaliteten anderledes. De har ikke samme følelser for hestene. Rytterne tager bare den hest, der er bedst,« siger Johanne Hvid.

Og at hun har følelser for sin hest, er der ingen tvivl om. Med fagter og mimik fortæller hun om Tempos flyvetur og hans møde med ørknen.

»Tempo var helt oppe og køre over ørknen. Man har ingen fornemmelse af, hvor langt man har redet, for der er ingen holdepunkter. Man tror, man har redet en time, og så er der kun gået 20 minutter,« fortæller Johanne.

Dog var der en enkelt detalje ved ørkenlivet, der generede Tempo - ka

melerne! »Hvis det stod til ham, var han løbet hjem igen. Han stod bare og fnyste og ville hverken spise eller drikke,« siger Johanne.

Alle i hvidt

Distanceridning er en meget populær sport i Mellemøsten, hvor man kæmper for at få den ophøjet til olympisk disciplin.

Hoffet fulgte interesseret stævnet, og selv sheikens sønner deltog.

»De havde seks-otte hjælpebiler hver og masser af hjælpere. Vi var tre til at hjælpe Johanne,« siger Henrik.

Johanne mødte også kronprinsen på en af sine træningsture i ørknen, hvor hun fulgtes med en hollandsk rytter, som har boet i Mellemøsten i mange år.

»Vi mødte en bil og pludselig stod min ridemakker af hesten. Jeg undrede mig over, hvem han talte med. Det viste sig, at det var kronprinsen,« fortæller Johanne.

For da alle var iført den traditionelle arabiske klædedragt, var det svært for det danske team at se, hvem der var hvem.

»Alle var i hvidt, så det var svært at se, om folk havde fem kroner eller fem millioner på bankbogen. Men jo højere, man kom op i hierarkiet, jo mere åbne var de. Måske fordi mange af dem har studeret i Europa,« siger Henrik.

Eventyret for de danske dyrlægestuderende er ikke forbi.

Til marts rejser de igen til Mellemøsten.

Sultanen i Dubai har nemlig inviteret dem til et stævne for verdens 25 bedste distanceryttere, som skal dyste med de 25 bedste fra den arabiske verden.

vibeke.larsen@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen