Byggeplads, Hellerup

»Er du sikker på, at du vil derud?« spørger vagten på byggepladsen i Tuborg Nord. Første indskydelse er at vende om. Her for enden af Tuborg Boulevard fortegner horisonten sig i bunker af grus. Folk i jakkesæt på vej hjem fra arbejde småløber til deres biler, og skynder sig væk uden at se sig tilbage. En skarpkantet kanal skærer sig ind i kystens bløde linie. Om kort tid skal havneområdet forvandles til en eksklusiv blanding af Venedig og Londons Docklands midt i Hellerup.

Det er svært at forestille sig i dag. Udsigten til sundet, som skal lokke velhavende københavnere herud, er i dag blot en tone mørkere grå end himlen. Lyden af forkølede fugle, der skræpper, er det eneste tegn på liv. Blæsten sluger alle andre lyde, inden de når til øret.

Det, der engang var en havn, vokser nu op som en glatbarberet bydel, der er ved at glemme sin historie. Havnemesterens hus, som er omkranset af et tornerosekrat, viger snart pladsen for flere kontorer og luksuslejligheder.

Den nye bydel er tegnet i en størrelse, som mennesker ikke passer ind i. Trappen ned til den nye kanal har præcis de proportioner, som får én til at halte ned, fordi trinnene er for store til ét skridt - og for små til to.

Man føler sig lille i Tuborg Nord. Store granitblokke ligger spredt som gigantiske ostestænger i landskabet. Murernes baljer står stablet som konservesdåser i et overdimensioneret køkken. I en våd bunke ligger adskillige kubikmeter af noget, som til forveksling ligner kagecreme blandet med båndsalat. Det eneste spor i menneskelig skala er et par hvide hjelme, der ligger og stirrer tomt på hinanden. Indtil i morgen.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen