Oprørerne på Hedelund

Et besøg på Københavns Kommunes psykiatriske bocenter Hedelund med folketingsmedlem Tove Fergo (V) og en beboer åbnede for en massiv beboerkritik af forholdene.

Han er vred. Meget vred.

Jim, som han helst vil kaldes efter sangen Stakkels Jim på Gasolin 4-albummet, banker i mødelokalets bord og råber ad Hedelunds forstander Lis Märcher og de øvrige ansatte.

»Jeg har brugt hele min opsparing på 83.000 kroner på at flygte herfra og rejse til Norge, fordi jeg to gange blev truet med ulovlig tvangsindlæggelse, da jeg brokkede mig. Du lyver!« råber Jim over mod Lis Märcher.

JP København er taget med Jim og folketingsmedlem Tove Fergo (V) på besøg på det store psykiatriske bocenter Hedelund, der ligger på en mark i nærheden af Hundige Storcenter.

I mødelokalet er der godt fyldt op. Omkring bordet sidder foruden forstanderen også Hedelunds udviklingskonsulent, en pædagogisk konsulent i Københavns Kommunes familie- og arbejdsmarkedsforvaltning, Hedelunds aktivitetskoordinator samt en social- og sundhedsassistent fra Rønnehuset, hvor Jim siden oktober har betalt for sit værelse uden at bruge det.

De fem kommunalt ansatte fortæller om en række aktiviteter for beboerne, og om hvordan Hedelund kæmper for at efteruddanne personalet, så de ansatte bliver bedre til at tage sig af yngre sindslidende frem for senildemente, som centret oprindelig er bygget for.

Samtalen, der aldrig bliver særlig behagelig, handler dog mest om den behandling, som Jim og hans medbeboere føler sig udsat for i Rønnehuset.

Uvelkomne gæster

Det er et af Hedelunds 11 hvide et-plans huse, der forbindes af en 450 meter lang hospitalslignende gang.

Selv om Tove Fergo har varslet vores ankomst en time forinden, er det tydeligt, at vi ikke er velkomne.

Først vil forstanderen kun tillade, at vi taler om Jims klagepunkter og ikke berører forhold af generel karakter på Hedelund.

Senere får vi at vide, at vi kun må være i mødelokalet, og hvis vi vil ned på Jims værelse, skal vi køre uden om centret og gå ind ad en indgang tæt på hans værelse. Vi må ikke gå igennem bocentrets lange gang - af hensyn til beboerne - og vi må slet ikke stikke hovedet indenfor i Hedelunds Café Koglen.

Caféen er ellers åben for borgere uden for Hedelund. Det får Tove Fergo til underfundigt at bemærke, at caféen så åbenbart kun er lukket for folketingsmedlemmer og journalister. Først derefter får vi lov.

Men inden da har vi været igennem en lang samtale i mødelokalet, hyppigt afbrudt af Jims højlydte protester.

Han siger, at Lis Märcher lyver, når hun afviser, at vask af gangen i Rønnehuset har været brugt som straf over for beboere.

Gangvask som straf

»De lavede et system, hvor de skrev op, hvem der ikke udførte deres daglige pligter. Så kunne man få en kvart eller en halv gangvask som straf. Men det endte med, at vi alle nægtede, så listen blev alt for lang til, at de kunne administrere det,« siger Jim.

Gangvasken er et af de klagepunkter, som familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen er gået ind i.

»Jeg har forholdt mig kritisk til gangvasken og talt med afdelingssygeplejersken om det. Man administrerer ikke pligter på den måde mere,« siger pædagogisk konsulent Elsebeth Hytten, der forklarer, at forvaltningen har taget klagerne meget seriøst.

Men Jim nævner en række andre eksempler på, at han selv og andre psykisk syge beboere er blevet presset til opgaver, som de ikke kunne klare. En meget svagelig mand, der kun var skind og ben, blev ifølge Jim tvunget til at gå hele vejen gennem den lange gang for at hæve penge den dag, bankbilen kom.

»Hver gang han tog et skridt, råbte han "av, av". Han orkede ikke at gå, men alligevel sagde de, at han skulle. Senere satte de ham til at tage en opvask efter tyve mennesker. Nogle dage efter faldt han og brækkede lårbensknoglen. To til fire uger efter at han kom i en kørestol, døde han,« siger Jim.

Lis Märcher afviser fremstillingen.

»Manden havde gangtræning, og det var aftalt med fysioterapien, at han skulle træne på gangen.«

Jim taler meget, og hans vrede er voldsom. Men han er ikke psykotisk, og hans tankegang er sammenhængende og logisk. Det samme er budskabet i de seks tætskrevne sider, som han sendte til Folketingets sundhedsudvalg.

Mange af hans klagepunkter vedrører en række uretfærdigheder i dagligdagen, som enhver anden også ville klage over.

Maden blev hugget

Som når han beskriver, hvordan personalet ikke skrider ind, når en stor og voldelig beboer hugger maden fra de andre og truer dem med knytnæverne. Og hvordan den selvsamme beboer får gjort rent af personalet på sit værelse og helt er fritaget for pligter i modsætning til de beboere, der ikke opfører sig voldeligt.

»Jeg har klaget over det så mange gange, men vi får bare at vide, at vi er voksne mennesker, og vi bestemmer selv, hvordan vi har det,« siger Jim med en vrængen over udtrykket.

Social- og sundhedsassistent Pernille Hovgesen fortæller dog, at man, siden Jim forlod Hedelund, har adskilt den truende beboer fra de andre ved måltiderne, og at der tages hånd om, at alle får nok at spise.

Jim mener også, at Lis Märcher lyver, når hun siger, at de ansatte først spiste af beboernes mad, når den alligevel skulle smides ud.

»Det er løgn. Maden kom ind på en vogn, og de tog fra til sig selv og satte resten på bordet,« siger Jim.

Det er heller ikke kun Jim, der har oplevet at få for lidt mad. Da vi får besked på, at vi ikke må tale med beboere på vej ned til Jims værelse, forlader Jim et øjeblik mødelokalet og dukker lidt senere op med to beboere, der også vil klage.

Christian, en ung velformuleret mand, forklarer, at han ikke har kunnet få mere mad, når han var sulten. Han siger, at der bliver talt ned til beboerne.

»Jeg føler mig dårligt behandlet. Jeg har fået at vide, at jeg var en tyveknægt, fordi jeg tog et stykke pølse, der alligevel skulle smides ud. Det vil jeg ikke finde mig i,« siger Christian ved mødebordet.

Han bekræfter Jims historie om, at den meget svage mand blev sat til at vaske op.

»Jeg tror egentlig, at det var det, han døde af,« siger Christian.

Hans medbeboer, Jeanett, forklarer, at hun er meget ked af, at hun ikke kan få lov til at nedtrappe sin medicin. Beboerne bestemmer ellers af princip selv, om de vil tage deres medicin.

Da vi langt om længe får lov til at se Café Koglen, kommer to beboere straks hen til os og vil tale med os. En af dem, en ældre mand Ole, beklager sig over, hvordan han blev tvangsindlagt, fordi han ikke ville tage sin medicin, cisordinol.

»Men jeg var på ingen måde til fare for mig selv eller andre, og de spurgte mig ikke, om jeg havde det bedre eller dårligere. De kom med to patruljevogne og en ambulance og lagde en båre, som det var meningen, at jeg skulle spændes fast på,« siger Ole, der taler så højlydt, at vi må begive os ind på hans lille værelse for ikke at forstyrre de andre i caféen.

Tove Fergo forarget

Hans forklaring forarger Tove Fergo.

»Vi har jo netop henstillet til politimestrene, at man ikke skal rykke ud med politibiler og uniformerede betjente ved tvangsindlæggelser, fordi det er nedværdigende, når alle ser det,« siger Tove Fergo.

Hun er også forarget, når Ole, Christian og Irene - en tredje beboer, der dukker op på Oles værelse - fortæller om, hvordan personalet lader dem ligge alene på værelserne, når de bliver syge.

»Hvis man har influenza, kommer de ikke ned og banker på og spørger, om de kan hjælpe én. Man kan ligge og rådne op. Jeg havde influenza i ti dage, og der kom ingen,« siger Ole.

»Det kan man da ikke. Kom der slet ingen med en kop te eller noget?« spørger Tove Fergo og opsøger derefter social- og sundhedsassistent Pernille Hovgesen.

Hun afviser dog, at beboerne i dag ikke bliver tilset af personalet, når de er syge.

Stemningen på Oles værelse er forbitret. Ole og Christian er enige om, at forholdene først er blevet bedre, efter at Jim flyttede ind og gav sig til at klage højlydt.

Irene, der ligesom Jim har klaget til Folketingets sundhedsudvalg, føler sig kørt ned af personalet.

»Jeg prøver at opføre mig ordentligt, men jo mere jeg indordner mig, desto mere bliver jeg jokket på. Den, der overholder reglerne, får dårlig behandling. Du skal være iskold eller psykopat for at begå dig her,« siger Irene.

Hun vil meget gerne flytte til en institution, hvor hendes søster arbejder, men ifølge forstander Lis Märcher har hun allerede fået to tilbud om at flytte til et andet bocenter og ville i givet fald have fået hjælp til at klare flytningen.

»Men på det tidspunkt var jeg fuldstændig kørt ned og orkede intet,« siger Irene, der også fortæller, hvordan hun i desperation har stillet sig ud midt på en vej og ventet på at blive kørt over.

thomas.bjerg@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen