Lige børn leger bedst

De sociale og økonomiske forskelle mellem områderne nord og syd for København har rødder langt tilbage i historien.

Selv da København endnu lå inden for voldene, var der et klart mønster i, hvor de rige og de fattige boede. Dengang holdt herskabet til i stuen eller på første sal og de lavere klasser på de øverste etager eller i baghuset. I hver sin del af huset og med hver sin levestandard.

De royales forkærlighed for Nordsjælland gjorde de nordlige forstæder mere attraktive end de sydlige. Kongernes lystslotte ligger spredt som perler over den nordlige del af Sjælland, fordi der her var de bedste muligheder for at dyrke den foretrukne hofsport: jagt.

»Slotte som Frederiksborg , Kronborg og Fredensborg var med til at give Nordsjælland det blå stempel,« siger antropolog Peter Sorenius, Københavns Amtsmuseumsråd, og fortsætter:

»Med kongemagten fulgte en hel skare af embedsmænd, som fik boliger i umiddelbar nærhed af slottene, og siden fulgte andre rige trop. Udviklingen tog fart, da de, der havde råd til det, fik lystejendomme nord for København.«

At de velhavende byggede i nærheden af de kongelige er en af de vigtigste årsager til, at steder som Gentofte, Søllerød og Taarbæk blev betragtet og stadig betragtes som finere steder at bo end Hvidovre, Brøndby og Høje-Taastrup.

»Det er en selvforstærkende effekt. Når først der er tydelige tegn på, at f.eks. de rige borgere bor i et bestemt område, følger andre rige med,« siger Ole Hyldtoft, lektor i historie ved Københavns Universitet.

Bart og forblæst sydpå

I begyndelsen af 1800-tallet vandt det romantiske natursyn indpas blandt det bedre borgerskab. De rige søgte fred, ro, hvile og overraskelser i naturen. Tidens romantiske forestilling om naturen passede bedre til landskabet i Nordsjælland end i syd.

»Folk syntes, at der var fladt, bart og forblæst syd for København,« siger Ole Hyldtoft.

Peter Sorenius er enig:

»Landskabet her blev betragtet som drønkedeligt. Landbrug kunne man jo finde overalt i Danmark. Omvendt blev for eksempel det kuperede terræn på Søllerød Kirkegård, hvor de fattige lå begravet, pludselig populært blandt rigfolk igen. De rige og de fattige mødtes på kirkegården,« fortæller Peter Sorenius.

Også togforbindelserne - eller manglen på dem - spillede en stor rolle for udviklingen af forstæderne.

»Transportmulighederne har haft en afgørende betydning for, hvor folk flyttede hen, og jernbanen mod nord blev udbygget langt tidligere end mod syd,« siger Ole Hyldtoft.

Københavnerne lærte hurtigt områderne nord for byen at kende, fordi Helsingørbanen fra 1864 blev brugt som udflugtsbane. Her drog folk af sted for at forlyste sig på Klampenborg Galopbane og for at få lys og luft i Dyrehaven.

Fra 1890 og frem spirede byer op omkring stationerne - først Hellerup, siden Charlottenlund, Klampenborg, Gentofte og Lyngby. Syd for København opstod byerne og jernbanerne nærmest i modsat rækkefølge. Byerne blev planlagt og opført i forrygende hast efter Anden Verdenskrig, men transportmulighederne haltede bagefter. Godt nok blev jernbanen til Roskilde indviet allerede i 1847, men f.eks. S-banen blev først udvidet mod syd i etaper fra 1953.

Først med den såkaldte Fingerplan i 1947 begyndte byudviklingen for alvor syd for København.

Ideen var, at byen skulle ligne en hånd, hvor centrum var håndfladen, og fingrene spredte sig som de fem store indfaldsveje til København. Rundt om indfaldsvejene skulle der blomstre byer op, ligesom der i sin tid opstod byer omkring jernbanerne. Områderne mellem fingrene skulle fungere som byens lunger: grønne, rekreative områder med frisk luft og grønt græs.

Den store udfordring blev at lokke beboerne ud til de nyetablerede boligområder syd for København. Man tilførte derfor kunstigt syd nogle af de landskabselementer, som nord besad, f.eks. strande, bakker og skove, for på den måde at gøre syd mere attraktivt. Også lavere priser på huse og byggegrunde skulle friste københavnerne til at rykke sydpå.

»I den periode så man flere og flere fattigfine københavnere flytte mod syd, fordi de ikke havde råd til at flytte mod nord,« fortæller Ole Hyldtoft.

Klart udflyttermønster

At folk foretrækker at bo i nærheden af andre, som ligner dem selv i f.eks. indtægt og erhverv, er ikke bare et billede, man ser i Københavns forstæder. Også brokvartererne i København har med årene fået hver deres særpræg, som får beboerne til at føle sig mere beslægtet med nogle forstæder end med andre. Ifølge Peter Sorenius viser historien et klart mønster for, hvor forskellige mennesker vælger at flytte hen, når de forlader København:

»Det har betydning, i hvilket kvarter af byen, man kommer fra. De fleste flytter i den retning, de har boet i forhold til centrum. Folk fra Østerbro flytter ofte mod nord. Dem fra Vesterbro flytter mod syd, til Vestegnen, og folk fra Nørrebro ender tit i Brønshøj eller Vanløse.«

jpk@jp.dk

Andre læser

Mest læste

Del artiklen