Kongen gav københavnerne en vinterhavn

Københavns Havn lå oprindeligt i de nuværende kanaler omkring Slotsholmen og Christiansborg. Her var god ankergrund i de smalle sunde mellem de mange små øer og holme, der efterhånden voksede sammen med Sjælland eller hinanden.

Men gradvis voksede både handlen på byen og størrelsen på skibene. Det gav plads-problemer i de smalle naturlige sunde, der udgjorde havnen på Sjællands-siden.

Stadig flere af byens entreprenante købmænd havde skibe i søen, så trængslen i inderhavnen, nedenfor slottet, var efterhånden temmelig stor. Især om vinteren, hvor handelsskibene traditionelt var oplagt.

Men ovre på den ret ubebyggede Amager-kyst lå der også små holme, øer og indskæringer, der kunne tjene til havneplads. Et særligt dybt sted skar sig ind under kysten på vestsiden af Rævshalen, omtrent ud for hvor Christians-kirken ligger i dag. Den blev i samtiden kaldt Grønnegårds Havn.

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfra navnet stammer, men det menes, at det måske kommer fra en færgegård på Refshalen. Hvor længe denne lille vig havde været benyttet af særligt flåden er også uvist. Men at den har været benyttet, viser et gavebrev fra Christian III fra den 18. december 1556 til Københavns borgere, hvori han skænker dem Grønnegårds Havn som vinterhavn til deres skibe.

Nu er ordet havn måske lidt overdrevet, for det eneste maritime anlæg, der var på stedet, var nogle fortøjningspæle, der var banket ned i havbunden. Her blev skibene så fortøjet og kunne ligge nogenlunde sikkert vinteren over. Adgangen til og fra skibene var med robåd, enden til Amager eller Slotsholmen og Sjælland.

Christian IV bygger om

Men borgerne var ikke alle lige begejstrede for kongens gave, for selv fortøjet var skibene i Grønnegårds Havnen mere udsatte for storm end dem, der lå i kanalerne omkring Københavns Slot. Et dagbogsnotat fra 27. december 1609 fortæller da også om en storm, hvor flere skibe i Grønnegårds Havn rev sig løs og blev beskadiget.

Da Christian IV besteg tronen, blev der for alvor bygget om på hovedstaden. Bl.a. stod han for en række udbygninger på Slotsholmen, bl.a. den nye flådehavn lige over for Grønnegårds Havn. Det gav monarken forsvarsmæssige problemer, som skulle løses ved anlæggelsen af den befæstede stad på Amager-siden: Christianshavn.

Den 4. juli 1618 udstedte kongen følgende forordning: "Vi naadigste have for godt anset her paa vort Land Amager en Befæstning at lade forfærdige, vor Skibsflaade og Tøjhus, Slottet og den gamle By, som største Magt paaliggende er, til Defension og Forsikring".

Herved kom Grønnegårds Havn nu inden for byens befæstningslinie. Blandt de rettigheder, Christian IV lokkede med til dem, der ville bygge i hans nye stad, var havnerettighederne ud for kysten. Det gav straks problemer med København, der havde sine rettigheder på Grønnegårds Havn fra Christian III og herved retten til at opkræve havnepenge.

En af dem, der i 1624 fik grunde ned til Strandgade, bydelens havnegade, var kongens skotske skibsbygmester David Balfour. Herved fik han også havnerettigheder ud til Grønnegårds Havn.

På den østlige ende af grunden, nær Knippelsbro, anlagde Balfour Christianshavns første skibsværft.

Men indtil videre var det slagsmålet mellem København og den nye købstad om retten til at opkræve havnepenge i Grønnegårds Havn, der optog sindene. Allerede i 1624 var der 418 fiskerbåde i København, små hundrede koffardiskibe og så selvfølgelig flåden, så der var trængsel i havnen.

Ved udgangen af 1634 fik kongen en god undskyldning til at løse problemet. Den 22. december blev Københavns Skipperlaug dannet, og de fik simpelt hen privilegierne og pligten til at drive Grønnegårds Havn.

I 1666 købte assessor Jonas Jensen Trellund værftgrunden efter at have fået Frederik III's tilladelse til at anlægge et skibsværft, der var større end orlogsværftet. Det nye værfts beddinger blev opført på gamle skibe, der blev sænket i Grønnegårds Havns lavvandede østlige del.

I 1674 blev problemet med overhøjheden over havnen endeligt løst, da Christianshavn blev nedlagt som købstad.

Området bebygges

Det blev storkøbmanden Andreas Bjørn, der kom til at fuldende skibsværftet, som han overtog i 1743, og som han i 1749 solgte til det Vestindiske-guineiske Kompagni. Herved samlede kompagniet sin virksomhed omkring det regulære havnebassin, der efter overtagelsen blev etableret i den dybeste del af Grønnegårds Havn.

Området havde også skiftet fysisk form.

Oprindeligt sluttede Christianshavn ved det, der i dag er den vestligste kanal ud til havneløbet. Men siden var volden blevet flyttet mod vest, så der var opstået et område med åbent vand vest for Grønnegårds Havn.

Her havde tømmerhandler Jan van Osten i 1747 erhvervet et stykke af det åbne vand, der blev opfyldt, og som derefter fik navnet Von Ostens Plads.

I 1754 blev havnen og værftet solgt, og i bunden af havnen opførtes Christianskirken i 1759. I 1824 erhvervede christianshavner-fabrikanten Jacob Holm de to gamle værftgrunde og siden også von Ostens Plads, der havde skiftet navn til Tydske Plads og Gamle Laboratorium, det sidste efter landartilleriets laboratorium. Her opbyggede han et stort og velfungerende skibsværft ved Grønnegårds Havn.

I 1830 leverede Jacob Holms værft Danmarks første damp-skib, "Frederik den Sjette".

Firmaet skiftede navn til Jacob Holm og Sønner og anlagde i 1872 en bedding ud til kanalen mellem von Ostens Plads og den senere opfyldte Appelbyes Plads.

B&W rykker ind

I 1898 købte firmaet Burmeister og Wain den del af Jacob Holms Plads, der tidligere hed von Ostens Plads. B&W var startet i 1846 som Baumgarten & Burmeister i Købmagergade, men flyttede til Christianshavn for at få udvidelsesmuligheder.

Allerede i 1851 lejede virksomheden Engelskmandens Plads af Jacob Holm på den anden side af kanalen i bunden af Langebrogade. Her anlagde de Danmarks første jernskibsværft, men pladsen blev hurtigt for trang.

I 1872 erhvervede firmaet af havnevæsnet et areal på Refshaleøen, ved indsejlingen til havnen, og anlagde et moderne stålskibsværft.

Havneløbet mellem Christianshavn og Slotsholmen var simpelt hen blevet for smalt til, at de nye jernskibe kunne løbe af stablen uden at støde på den modsatte side.

Værfttiden ved Grønnegårds Havnen var definitivt slut. Men Burmeister & Wains motorfabrik lå fortsat på området ved kanalen.

Havnen mellem Amager og Sjælland fik stadig større betydning og Grønnegårds Havn tilsvarende mindre. Men alligevel bevarede den sin udstrækning til 1919-20, da firmaet Jacob Holm og Sønner opfyldte halvdelen af det gamle havnebassin.

På den østlige side af området mellem Grønnegårds Havn, havnekajen, Torvegade og Strandgade, der var gennemskåret af Knippelsbrogade, lå en blanding af forskellige ældre bygninger.

I 1928 købte B&W resten af Jacob Holms Plads og udbyggede motorfabrikken på området rundt om Christians-kirken. Under krigen blev B&W bombet i 1943, hvilket gik hårdt ud over området op mod Torvegade. Bl.a. herfor blev det efter krigen saneret, og B&W overtog grunden. I 1955 blev resten af den gamle Grønnegårds Havn fyldt op efter næsten 400 års tjeneste.

Grunden blev bebygget med B&W's store motorhaller og afsluttet med "Ørkenfortet" mod Torvegade. Alle hallerne er siden blevet nedrevet, efter at B&W i 1980 solgte motorfabrikken til MAN Diesel, der stoppede produktionen på Christianshavn.

Motorfabrikken afløses nu af den fremtidige bydel "Christiansbro", der delvist ligger oven på den gamle Grønnegårds Havns område.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen